YouTube går ind i podcasts


(Foto: Cardmr.nl / Unsplash)
Det har længe været ventet, at YouTube ville komme med et modtræk mod sine konkurrenter Spotify, Amazon og Apple og gå ind i podcasts.
Det ser dog kun ud til at være en lidt halv-hjertet satsning, for YouTube går ikke efter at få egne kendisser som podcastere, der eksklusivt leverer til den populære video-tjeneste.
Netop dét har ellers været en kæmpe succes for Spotify, der har betalt i dyre domme for at tegne kontrakter om podcasts med bl.a. USA’s ex-præsident Barack Obama og dennes kone Michelle.
I stedet vil YouTube Music udnytte, at man allerede i dag er vært for masser af video-versioner af podcasts. Nogle af dem får millioner af klik på hver episode.
YouTubes rent audio-baserede podcasts vil i første omgang være forbeholdt USA, men YouTube siger, at mange flere lande vil følge efter om kort tid.
YouTube vil lægge podcast værktøjer i sin YouTube Studio software, ligesom podcastere senere i år vil kunne lægge lydproduktioner ind på YouTube via RSS-feeds.
Ifølge flere amerikanske medier vil alle YouTube brugere i princippet kunne lytte med på de nye podcasts. De vil dog være forsynet med reklamer, medmindre man er betalende abonnent på YouTube Music….
Ingen kommentarer endnu