Asiater bruger det meste strøm

Smart filter mod internet-risiko

(Foto: Telenor)

Som det første teleselskab på det danske marked lancerer Telenor nu et sikkerheds-filter, der automatisk blokerer for hjemmesider med svindel og virus.

Filtret henvender sig til teleselskabets private kunder. Den nye service hedder SikkerSurf, og den lanceres i begyndelsen af marts.

Lanceringen sker på baggrund af et langvarigt samarbejde med bl.a. brancheforeningen Teleindustrien, Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur og Center for Cybersikkerhed. Formålet er at forbedre sikkerheden for danskere på internet.

Samtidig har de danske myndigheder for nylig givet teleselskaberne lov til at bruge sikkerhedsfiltre, der kan bekæmpe problemerne med falske e-mails og sms’er. Disse såkaldte forsøg på ”phishing” og ”smishing” har 60 procent af danskerne været udsat for.

Telenors nye SikkerSurf filter fungerer både på mobiltelefoner, tablets og pc’er, der bruger teleselskabets kabler og mobilnet. (Foto: Thomas Vanhaecht / Pexels)

”Online svindlere er eksperter i at kamuflere deres onde hensigter. De sender f.eks links til skadelige hjemmesider i svindel-mails og sms’er, som mange danskere modtager hver dag,” forklarer Christian Hoffmann. Han er direktør for privatmarkedet hos Telenor.

”De farlige henvendelser ligner til forveksling troværdige beskeder. Derfor kan de være meget svært at gennemskue for almindelige forbrugere,” fortsætter han.

Med SikkerSurf filtret blokerer Telenor automatisk adgangen til hjemmesider, der indeholder virus, svindel og ondsindet software – såkaldt malware.

Det kan f.eks. være websider, der udgiver sig for at være fra offentlige myndigheder, banker, pakke-leverandører osv.

De forsøger altid at lokke modtagerne til at dele personlige informationer, konto-numre og kreditkort-oplysninger.

Mange danskere lokkes hver dag i e-mails og sms til at klikke ind på farlige websider. (Foto: Tumisu / Pixabay)

Som regel bliver modtageren af den farlige e-mail eller sms bedt om at klikke på et link, hvor man så modtager en meddelelse på skærmen om, at den pågældende hjemmeside er blokeret.

Undervejs har svindlerne nået at lægge virus eller anden malware på modtagerens pc, tablet eller mobiltelefon, der så registrerer og opsamler informationer, når modtageren klikker ind på legitime hjemmesider, indtaster, brugernavne og passwords.

Rent teknisk fungerer SikkerSurf filtret ved, at Telenors DNS-server sammenligner brugerens ønske om et besøg på en webside med en liste over domæne-navne, der rummer ondsindet indhold.

Det er noget, der foregår på brøkdele af sekund, og den farlige liste bliver løbende opdateret med nye informationer døgnet rundt.

Telenor understreger, at teleselskabet ikke overvåger, hvad brugerne foretager sig på internet. Filtret blokerer kun for adgang til hjemmesider, hvis indhold er kendt som farligt.

Telenors nye filter blokerer mod hjemmesider med farligt indhold af virus, malware og apps. (Foto:Ed Hardie / Unsplash)

Fra begyndelsen af marts vil SikkerSurf automatisk blive en del af alle Telenors abonnementer på mobil og mobilt bredbånd til danske privatkunder.

Kunderne kan til enhver tid fravælge SikkerSurf og blokeringer i ”Mit Telenor” app’en eller ved at kontakte Telenors kundeservice.

Det kan jo f.eks. være, at brugeren allerede betaler for og er glad for lignende services som del af en pakke fra fabrikanter af anti-virus-programmer.

Senere i foråret vil SikkerSurf også blive rullet ud til Telenors Maxspeed kunder, der får internet gennem kabel eller trådløst over 4G og 5G.

Telenor har allerede i et stykke tid tilbudt SikkerSurf i Norge og Sverige, hvor tjenesten i dag bruges af over tre millioner kunder.

Siden lanceringen af SikkerSurf i de to nabolande har Telenor blokeret for flere millioner besøg på farlige hjemmeside. Kun få norske og svenske kunder har fravalgt løsningen.

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Asiater bruger det meste strøm