Kæmpe-drop i mobilsalget

Apple har verdens stærkeste laptop

(Foto: Apple)

(Opdateret) 80 procent hurtigere Adobe Photoshop eller animationer, 30 procent stærkere grafik end forgængeren, seks gange hurtigere Cinema 4D arbejde, 20 procent hurtigere regnekraft eller op til 96 GB RAM.

Det er vildt imponerende kræfter, som Apple lægger i sine nye MacBook Pro laptops og Mac Mini computere, når man sammenligner med de stærkeste Windows laptops på markedet eller den nu gamle version af MacBook Pro. Ingen af dem kan ligefrem kaldes bovlamme.

Hemmeligheden ligger i de to nye M2 Pro og M2 Max processorer, som Apple løftede sløret for i aftes.

Begge var ventet længe, men ingen vidste, hvor kraftige Apples nye ”motorer” i virkeligheden var. Formentlig heller ikke hos ærkerivalerne fra Intel og AMD, der nu må ryste i bukserne over Apples præstationer.

Den nye Mac mini har fået mega kræfter. (Foto: Apple)

Hvad der måske er endnu bedre for Apple-fans med pengepungen i orden. Både de nye laptops og mini-desktops med super-motorerne om bord kan allerede købes fra næste uge.

Apple kalder selv sin nye M2 Max processor ”verdens kraftigste og mest effektive chip i en professionel laptop.”

Det er nok ikke helt forkert. Processoren indeholder således 67 milliarder transistorer – 10 mia. flere end forgængeren M1 Max. Regne-delen har 12 kerner og en grafik-del med hele 38.

De suppleres af hele 96 GB ”unified” RAM-hukommelse, hvilket er enormt i en lille laptop. Godt nyt for dem, der arbejder med f.eks. Photoshop, maskin-læring, film-effekter osv.

Hemmeligheden ligger i disse to nye M2 Pro og M2 Max processorer, som skal være betydeligt stærkere end, hvad Intel og AMD kan tilbyde til Windows pc’er. (Foto: Apple)

Processorerne indeholder også Apples nye generation Neural Engine, der bl.a. bruges til kunstig intelligens.

De suppleres af en ny Media Engine, der kan levere professionel video i høj-opløsning og f.eks. viser 8K kvalitet med 60 billeder i sekundet.

Endelig skal de Apple processorer bruge mindre strøm end forgængeren, selvom de stiller mange flere kræfter til rådighed.

En ny Mac Pro skal således kunne køre 22 timer på en opladning – længere end nogen anden bærbar Apple.

De nye MacBook Pro laptops fås med skærme på 14 eller 16 tommer. (Foto: Apple)

Udefra ser de to MacBook Pro laptops nærmest diskrete og anonyme ud. Et vildt understatement. Hvis man nogensinde har set en ulv i fåreklæder, er det her.

MacBook Pro fås fremover med 14 eller 16 tommer skærme i 4K kvalitet og lynhurtig billed-opdatering på 240 Hz. Apples nye laptops bliver altså også super-gode til computerspil.

Til gengæld er skærmene ikke berørings-følsomme, som rygterne ellers ville vide. Touch-screens kommer ikke på MacBook Pro før tidligst i 2025.

Apple nyhederne kan omsider udnytte hurtigt Wi-Fi 6E, hvor hastigheden er dobbelt så høj som i trådløse netværk uden et ”E” i enden af navnet.

Trods deres super-stærke processorer skal de nye MacBook Pro bruge mindre strøm end alle tidligere Apple laptops. (Foto: Apple)

Nyt er også HDMI-porte med 8K. Dertil kommer tre indbyggede Thunderbolt 4 porte, et SDXC kort og muligheden for trådløs opladning via MagSafe 3.

Samme nye teknologi og præstationer har Apple også indbygget i sin fysisk mindste stationære pc – Mac mini.

Den leveres med enten en M2 eller M2 Pro processor og skal fungere som et billigere alternativ til de to laptops. Apple selv anbefaler Mac mini til både musik, spil og udvikling af indhold til både internet, sociale medier og video.

M2 versionen af Mac mini kommer med op til 24 GB lager og kan arbejde 50 procent hurtigere med Photoshop end forgængeren. Den kan også spille to streams af 8K video og 30 fps på samme tid eller 12 i 4K.

Den hurtigere M2 Pro version af Mac mini støtter op til 32 GB RAM og dobbelt så hurtig båndbredde. Data flyver frem og tilbage med 200 GB i sekundet.

Apples lille Mac mini ser ikke ud af meget, men prøv at tænde nyheden og sæt den på arbejde. (Foto: Apple)

Pro varianten leverer 2,5 gange hurtigere grafik i programmet ”Affinity Photo”. Den er 4,2 gange hurtigere i ”Final Cut Pro” og 2,8 gange rappere i spillet ”Resident Evil Village.”

Som tidligere kan Mac mini håndtere to 4K skærme på samtidig og som noget nyt et enkelt display på 8K. Den lille desktop har Wi-Fi 6E, Bluetooth 5.3, to USB-porte, HDMI og en enkelt Ethernet port til kablede netværk.

Til sidst det meget vigtige – hvor meget og hvornår?

De nye MacBook Pro modeller kan forudbestilles fra i dag til priser, der begynder ved 18.999 kroner for 14 tommer varianten med M2 Pro processor. En laptop med 16 tommer skærm og M2 Pro chip skal man betale fra 23.499 kroner for. Begge maskiner kan leveres fra den 24. januar.

Den nye Mac mini skal koste fra 5.499 kroner med M2 processor. Den stærkere udgave med M2 Pro motor koster fra 11.999 kroner. Alle kan forudbestilles fra i dag og leveres den 24. januar.

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kæmpe-drop i mobilsalget