Microsoft Xbox bliver grønnere


(Foto: Microsoft Xbox)
Elektronik-branchen er for alvor begyndt at følge den generelle samfunds-trend og tænke i grønnere og mere klima-rigtige baner.
De typiske steder, man ser det, er ved, at nye apparater kommer pakket ind i emballage af genbrugs-pap.
Genbrugte mobiltelefoner er også ved at blive trendy fremfor at købe en ny smartphone mindst én gang om året.
Desuden bygger flere og flere fabrikanter af laptops – og enkelte af telefoner – i stigende grad genbrugs-materialer ind i deres nye produkter.

Microsoft vil lære sine Xbox brugere, hvordan de kan spare strøm og belaste klimaet mindre med CO₂, når bruger deres konsol flittigtHumphrey Muleba / Unsplash)
Til gengæld har spil, gaming og konsoller hidtil været ret tavse omkring deres bidrag til klodens CO₂ belastning. Formentlig, fordi moderne spilkonsoller og stærke gamer-pc’er bruger meget mere strøm, end de fleste aner.
Microsoft er nu ude med en ændring i den attitude. Xbox bliver nemlig den første spillekonsol, der er bare nogenlunde grøn.
Det gør Microsoft naturligvis, fordi it-giganten har meldt ud, at den vil være CO₂-negativ, vand-positiv og nul-belastende med affald i 2030.
Den strategi vil Microsoft ikke kun implementere hos sig selv, på sine fabrikker og hos sine spil-udviklere. Den skal også udvides til brugerne.
De skal hjælpes med at reducere den CO₂ belastning og det strømforbrug, som Microsofts produkter er skyld i hjemme i deres stuer og teenage-værelser.

(Illustration: Microsoft Xbox)
Microsoft giver også nogle eksempler, som i øjeblikket blive rullet ud til de mest ivrige brugere af selskabets spilkonsoller – Xbox Insiders:
Når en Xbox spilkonsol er tændt, forbundet til internet – og man kan få fat i detaljerede priser fra lokale elselskaber – vil Microsoft automatisk placere opdateringer til spil, apps og styresystem på tidspunkter, hvor elprisen er lavest. Ifølge Microsoft vil det samtidig give en lavere CO₂ belastning overordnet set.
I dag vil en Xbox spillekonsol typisk vågne i det natlige vedligeholdelses-vindue på et tidspunkt mellem klokken 02:00 og 06.00. Fremover vil det ske, når den kan udnytte de laveste priser og den største andel af vedvarende energi i brugerens lokale elnet.
Microsoft lover, at den nye Shutdown Energy Saving feature vil komme til alle Xbox brugere inden længe. I første omgang skal den lige prøvekøres hos Xbox insiderne.
Den nye spare-funktion skal ikke gå ud over spillekonsollens ydelse, påvirke spillene eller stoppe natlige opdateringer. Brugerne kan koble den fra eller på og indstille den individuelt.
Ifølge Microsoft skal funktionen sikre et 20 gange lavere strømforbrug, når man sammenligner med, at Xbox konsollen står i “sleep mode.”
Microsoft hævder samtidig, at to Xbox spillekonsoller i Shutdown Energy Saving Mode på et år vil spare CO₂ svarende til et træ, der gror i 10 år.
Selvfølgelig er det små grønne skridt, som Microsoft tager. Især, når man tænker på, hvor meget strøm det koster, når en gamer sidder i timevis foran skærmen hver dag.
Det bliver spændende at se, hvad det næste bliver fra Microsofts side. F.eks. en Xbox spillekontrol bygget af genbrugs-materialer og med et strømforbrug, der ligger langt lavere end i dag….
Ingen kommentarer endnu