Sådan googlede verden i år

USA vil igen forbyde TikTok

(Foto: Kajetan Sumila / Unsplash)

Det lykkedes ikke for den forhenværende præsident Donald Trump at forbyde det populære sociale medie TikTok, selvom han forsøgte hårdt for tre år siden.

Han fik heller ikke held med, at den amerikanske og den kinesiske del blev adskilt fra hinanden, så informationer om USA borgere ikke kunne sendes til Kina.

Det hele løb ud i sandet, selvom flere tech-giganter som Microsoft og Oracle viste interesse i at overtage driften af det amerikanske TikTok.

I mellemtiden er TikTok vokset og vokset – også i Danmark, hvor den video-baserede tjeneste er særlig populære hos det yngre publikum og efterhånden er begyndt at true Facebook og Instagram i udbredelse.

Nu har USA genoplivet sine trusler mod TikTok. Flere medlemmer af både Kongressen og Senatet har foreslået, at USA skal forbyde samtlige sociale medier fra Kina, Rusland, Cuba, Iran, Nordkorea eller Venezuela.

Fra Kina vil det bl.a. være TikTok, Weibo og WeChat, der alle hører til verdens største sociale medier.

Fra Rusland mener amerikanerne vel først og fremmest Vk (Vkontakte) og besked-tjenesten Telegram, der bruges livligt i Ukraine krigen.

I forhold til Kina er det på sin vis en slags tak for sidst fra Washington. Regeringen i Beijing har for længst forbudt sine indbyggere at bruge vestlige sociale medier som Facebook, Twitter, Instagram, Snapchat eller YouTube.

(Foto: Weibo)

 

Det nye amerikanske lovforslag kaldes forkortet Anti-Social CCP Act med undertitlen ”Averting the National Threat of Internet Surveillance, Oppressive Censorship and Influence, and Algorithmic Learning by the Chinese Communist Party.

Den nye trussel om at lukke TikTok og andre kinesiske apps er blot det seneste amerikanske tiltag, der belaster det i forvejen dårlige forhold mellem USA og Kina.

Det er blevet gradvist forværret under Corona, hvor fabrikslukninger i Kina afslørede, hvor afhængig Vesten er af leverancer fra Kina-

Senest mærker Apple det på sin krop, fordi den største iPhone fabrik i verden har været lukket ned på grund af Corona smitte.

Resultatet er en global mangel på især de dyrere iPhone Pro og Pro Max modeller. De kan f.eks. ikke leveres i Danmark før efter nytår. Apple selv regner ikke med at have normale forhold før engang i februar.

I mellemtiden har Apple travlt med at flytte sin iPhone produktion fra Kina til Indien. Her skal 40 procent af alle Apple telefoner fremstilles om senest et år.

Samtidig har USA’s regering givet milliard-støtte til, at produktionen af bl.a. Apples processorer bliver flyttet til nye amerikanske fabrikker.¨

USA’s nye beskyldninger mod Kina minder meget om dem, der afstedkom en sortlistning af 5G mobilnet og smartphones fra de kinesiske telegiganter Huawei og ZTE.

(Foto: Wokandapix / Pixabay)

I Huaweis tilfælde må man sige, at det lykkedes. De fleste vesteuropæiske teleselskaber – inklusive de danske – har smidt Huawei ud fra deres mobilnetværk.

Desuden er Huaweis smartphones udelukket fra at køre 5G og bruge det originale Android styresystem med populære apps som f.eks. Facebook, Google Maps. YouTube eller MitID.

Resultatet er, at Huaweis markedsandel er styrtdykket i Vesteuropa. Af samme grund vil Huawei nu lukke alle sine landekontorer og samle sine salgs-aktiviteter i Tyskland. Det danske Huawei kontor er åbenbart allerede lukket, fordi ingen tager telefonen, når man ringer.

Med USA’s vellykkede boykot af Huawei kan de kinesiske sociale medier – ikke mindst TikToks ejerselskab ByteDance – godt frygte at lide samme skæbne.

I hvert fald virker de indledende politiske manøvrer i Washington mere seriøse end, da Donald Trump sendte vilde anklager om spionage i TikTok for et par år siden.

I en artikel i det seriøse dagblad ”The Washington Post” argumenterer de to republikanske top-politikere Marco Rubio (senator) og Mike Gallagher (kongres-medlem) for, at der er en direkte forbindelse mellem ByteDance’ ledelse og det kommunistiske partis central-komite i Kina.

Ifølge den artikel skal 23 ByteDance direktører tidligere have arbejdet for stats-ejede medier i Kina. ”Mindst” 15 andre skal stadig gøre det.

Ifølge TikTok vil et forbud ”ikke gøre noget som helst for at forbedre” USA’s nationale sikkerhed.

Hvis de amerikanske politikere får held med at forbyde TikTok, vil det også gå ud over den russiske besked-app Telegram, der er meget benyttet under Ukraine krigen. (Foto: ATM)

TikTok tilføjer, at man vil fortsætte med at briefe amerikanske toppolitikere om tiltag i det sociale medier, som er planlagt til forbedring af brugernes sikkerhed.

TikTok skal også have indført, at data om amerikanske brugere udelukkende bliver lagret i USA. På den anden side måtte TikTok for nylig indrømme, at nogle personer i Kina fortsat har haft adgang til informationer fra USA og Europa.

I USA er TikTok derudover ramt af flere retssager og søgsmål:

Delstaterne South Dakota og Maryland har således forbudt TikTok på mobiltelefoner og andre enheder, der bruges af offentligt ansatte.

Indiana har tilsvarende sagsøgt TikTok for angiveligt at bedrage sine brugere om Kinas adgang til personlige informationer. Desuden anklager Indiana det sociale medie for dårlig beskyttelse af børn og unge brugere.

Hvorvidt det nye forslag ender med at blive en lov og et reelt forbud mod TikTok og co. i USA, ved ingen på nuværende tidspunkt.

Da Joe Biden overtog præsidentposten efter Trump, var en af de første ting, han gjorde, at slette sin forgængers stramninger mod TikTok.

I stedet besluttede Biden at få gennemført en ny og frisk sikkerheds-vurdering af sociale medier i USA. Denne vurdering er ikke færdig endnu….

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sådan googlede verden i år