Elektronik under juletræet

Facebook skærer ned i Danmark

(Foto: Roman Martyniuk / Unsplash)

Verdens største sociale medie rider bestemt ikke længere på en bølge af fremgang og lutter positive historier.

Sådan var det under Corona pandemien, hvor de sociale medier blev brugt som aldrig før. Samtidig steg omsætningen i reklamer på bl.a. Facebook og Instagram.

Det var dengang, og tiderne ser helt anderledes ud i dag. Her måtte Facebook for nylig fyre folk for første gang i selskabets historie, fordi salget svigtede, og der blev brugt alt for mange penge på fremtids-projektet Metaverse.

Forleden kom så nyheden, at Facebook helt lukker sit kontor i Norge. Det gør Facebook ikke med sin danske afdeling i København, der har omkring 30 ansatte.

Til gengæld skærer sparekniven ind på Fyn, hvor Facebook havde planer om at udvide sit datacenter i Tietgensbyen ved Odense for 2,4 milliarder kroner.

Meta, der er moderselskabet bag bl.a. Facebook, har med øjeblikkelig virkning droppet at bygge to nye datahaller ved siden af selskabets nuværende. Det skriver TV2 Fyn.

Projektet omfattede et areal på 95.000 kvadratmeter i op til 20 meters højde. Hallerne skulle bruges til ekstra servere, der håndterer den livlige trafik i Meta koncernens sociale medier. Ud over Facebook er det Instagram, WhatsApp og Messenger.

Hoved-entreprenør Per Aarsleff A/S fik beskeden tirsdag aften og måtte her til morgen meddele fondsbørsen, at den manglende kontrakt kan påvirke selskabets regnskab.

Ifølge TV2 Fyn var entreprenøren og en masse underleverandører ellers allerede gået i gang med at bygge fundamenter, kloakker, lægge kabler og etablere en parkerings-plads til 1.000 biler.

Nu skal byggepladsen ryddes, og flere hundrede folk vil miste deres job, fordi byggeriet er blevet droppet uden varsel….

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Elektronik under juletræet