Viiild iPhone 14

Danmark har dårlig post

(Foto: Sharon Ang / Pixabay)

Der var engang, hvor Danmark kunne være stolt af sit postvæsen.

Vi så de rødt-klædte bude på cykel overalt. Man skulle ikke søge efter et posthus, for selv mindre provinsbyer havde et.

Vi sendte stadig håndskrevne postkort, brugte breve i kuverter og glædede os til, at det lokale postbud ringede på døren med en pakke.

Det er længe siden, og i dag dominerer e-post fuldstændig. I Danmark er de fleste posthuse forsvundet, og vi må tage til f.eks. et Menu supermarked for at få ordnet post-opgaver.

Det danske postvæsen sov i timen, da den digitale revolution bankede på overalt:

I stedet for at udvide sit repertoire ved at købe private pakke-tjenester op, som f.eks. tyskerne gjorde, lod Post Danmark den teknologiske udvikling rulle over sig.

I dag er Post Danmark fusioneret med det svenske i Postnord. Den røde farve er erstattet med en lyseblå, men lige lidt har det hjulpet.

(Infografik: Statista.com)

I en analyse, som den internationale Universal Postal Union, har lavet, ligger Danmark helt nede på en global 45. plads i post-kvalitet. Det er 19 pladser efter Sverige, som i princippet betjenes af det samme postvæsen som danskerne.

Lidt trøst er der dog at hente for de danske postfolk. I 2022 udgaven af Postal Development Report er de gået frem med 1,65 point til 48,16 af 100 mulige. Svenskerne er til gengæld gået tilbage med 1,22 til 61,0 point.

Universal Post Union har vurderet postkvaliteten I 169 lande på vigtige parametre som driftsikkerhed, udbredelse, relevans og modstands-dygtighed (resiliens).

Hvad der er mest foruroligende set fra et dansk synspunkt må være, at postvæsenet i Schweiz er mere end dobbelt så godt som vores eget.

Schweizerne opnår maksimum-point med 100 og ligger dermed klart foran Tyskland på andenpladsen og Østrig lige efter.

Alle lande i Top-10 – bortset fra Schweiz og Holland – faldt i kvalitet fra 2020 til 2021. Den største nedtur havde hollænderne, der tabte over otte point, og styrtede fra den globale fjerde- til sjette-plads. Den store vinder var til gengæld Letland, der kan juble over en fremgang på 18,47 point i post-kvalitet.

Verdens dårligste postvæsener finder man i Haiti, Mozambique, Vanuata og Gambia. Dem er Postnord heldigvis mindst 10 gange bedre end….

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Viiild iPhone 14