Nyt liv i en legende

Denne kugle spiller fornemt

(Foto: OEPLAY)

Hvis man skal være helt ærlig – og det skal man jo – er de fleste Bluetooth højttalere ikke klassisk flotte at se på, og kun få af dem spiller i en kvalitet, der kan kaldes ægte Hi-Fi.

Selvfølgelig er der mange gode trådløse bokse. Nogle er direkte sjove, fordi de har indbygget lysshow, kan flyde ovenpå vandet, mens de spiller Rod Stewards ” I am Sailing”, eller de kan spille meeget højt som f.eks. Soundboks.

Heldigvis er der undtagelser, og den nye MusicStar5 fra amerikanske OEPLAY kunne være en oplagt kandidat.

Foreløbig må roserne komme fra udseendet alene – og det vil tiltale rigtigt mange mennesker. Jeg har ikke haft mulighed for at lytte til dem endnu.

Den flade AMT enhed, der ligner et lille gitter, kan aflevere en helt forrygende diskant kvalitet. (Foto: OEPLAY)

MusicStar5 ligner nemlig ikke en højttaler. Nyheden er hverken firkantet eller kommer med bærehåndtag og indbygget lysshow som så mange andre Bluetooth bokse nu om dage.

Højttaleren fra OEPLAY ligner snarere en stor kugle, man har anbragt på tre høje træben. Det giver MusicStar5 et nærmest skulpturelt præg, hvad der jo nok også har været intentionen.

Selve kuglen er fremstillet af aluminium og pakket ind i sort piano-lak, der er lagt på i flere lag og håndpoleret efterfølgende.

OEPLAY lover en lydgengivelse i studio-kvalitet. Den kommer fra en 5,25 tommers mellemtone/bas og en helt specielt AMT diskant-enhed på 2,3 tommer. AMT har tidligere vist sine suveræne kvaliteter i en håndfuld meget dyrere højttalere.

(Foto: OEPLAY)

Takket være AMT diskanten kan MusicStar5 gengive frekvenser helt på til 55 kHz. Det er langt over, hvad det menneskelige øre kan opfange.

Bassen skal gå helt ned til 33 Hz, hvilket også er usædvanligt for en højttaler af denne størrelse.

Lydtrykket kan nå op på 102 dB – bl.a. takket være kuglens integrerede Hi-Fi forstærker på 2 x 50 vedvarende watt. I peaks kan forstærkeren levere 80 watt i hver kanal.

Hos de fleste vil musikken nok komme streamende via MusicStar5’s Bluetooth modul, hvis antenne er anbragt på ydersiden af højttaleren.

Den audiofile lydkvalitet styres fra en trådløs fjernbetjening. (Foto: OEPLAY)

 

Det er første gang, jeg ser det, og i hvert fald i teorien skal det give en mere stabil modtagelse af musikken.

Hvis man ikke har noget mod ledninger, kan signalet også sendes tabsfrit over USB. Under alle omstændigheder støttes audio formater som FLAC, APE, WAV, WMA, MP3 og AAC. Så er man vel tæt på helgarderet.

Dertil kommer også en tredje mulighed for signal-leverance. Kuglen har nemlig et USB-stik på bagsiden og kan sagtens suge musikken direkte ud af et USB-stick.

Endelig kan MusicStar5 – som så mange andre Bluetooth højttalere – blive parret med en ekstra ”kugle” for at få et bredere stereo-billede.

Hver højttaler måler 38 centimeter i diameter og vejer kun 6,5 kilo. Tager man de tre træben med, øges kampvægten til 9,5 kilo.

Betjeningen foregår via en trådløs fjernstyring, hvor man også har adgang til egne spillelister ved tryk på en knap.

OEPLAY søger med stor succes finansiering af en storproduktion via Crowd Funding på iværksætter platformen Indiegogo. Det ønskede beløb er allerede overtegnet 14 gange.

Interesserede kan fortsat forudbestille et eksemplar af MusicStar5 formedelst 469 dollars eller ca. 3.475 kroner. Det er knap halv pris i forhold til, hvad kuglen senere skal koste i Hi-Fi forretninger. Levering er planlagt til november….

(Foto: OEPLAY)

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nyt liv i en legende