Acer tablet har "ren" skærm

Xiaomi stjæler billedet

(Foto: Xiaomi)

Den tyske kamera-legende Leica har flyttet noget rundt hos de smartphone legender, som man tilbyder sine fotografiske tjenester.

Først var det Huawei, som Leica hjalp med at bygge markedets bedste kamera-mobiler. Så var det Panasonic, og  nu er det så kinesiske Xiaomi, der er verdens tredje-største i smartphones efter Samsung og Apple.

Samarbejdet mellem Xiaomi og Leica blev annonceret for et halvt år siden, men det var først i dag, at de konkrete resultater blev offentliggjort.

Det sker med fire nye telefoner i Xiaomi 12S familien, hvor Leica har haft sine fingre med i kameraerne på alle, men hvor Leicas fingeraftryk er klarest i topmodellen Xiaomi 12S Ultra.

(Foto: Xiaomi)

Denne mobiltelefon har markedets formentlig største billedsensor. Hele en tomme I diameter fylder Sonys IMX989 sensor på 50,3 megapixel.

Hvert billedpunkt – pixel – fylder voldsomme 1,6 mikrometer (um), der så fordobles elektronisk til 3,2 um. Det er noget, man kan se i kameraets kvalitet under dårlige lysforhold og evne til at gengive farver naturligt.

Leica har så bidraget med et præcisions-slebet Summicron linse-system, der dækker både Sony hoved-kamera og dets to assistenter i skikkelse af ultra vidvinkel på 48 megapixel og en 48 megapixel tele på 120 mm. Begge benytter en Sony IMX586 billedsensor på en halv tomme i diameter.

Xiami 12S Ultra brugerne har adgang til en håndfuld Leica billedfiltre og kan skifte mellem ”Leica Authentic Look” til fotos med naturligt udseende og stærk tre-dimensionel dybde samt ”Leica Vibrant Look” med mere dynamik i billedet.

På få andre mobiltelefoner dominerer kameraerme så meget som på Xiaomi 12S Ultra. (Foto: Xiaomi)

Hvis man er lidt Leica-snob kan man sågar lægge Leicas originale vandmærke ind i sine Xiaomi fotos. Så vil man få Leicas ikoniske røde logo, billedets tekniske specifikationer, lokation, telefon-model samt tid og dato foreviget på hvert snapshot.

Også selfie-skyderen på forsiden af Xiaomi 12S Ultra er noget særligt: Det er på 32 megapixel og kan optage videoer i 4K kvalitet med Dolby Vision og HDR.

Xiaomi 12S Pro skal gerne markere sig som den bedste kamera-mobil på markedet og slå både Sony, iPhone, Samsung, Honor og Huawei på dét punkt.

Xiaomi har derfor ikke sparet nogle steder på den nye telefon. Den er således også den første mobil med Qualcomms helt nye plus-udgave af Snapdragon 8 Gen 1 processoren, der skal være en smule hurtigere og meget mindre varme-genererende end sin populære forgænger. Processoren assisteres af 12 GB lynhurtig DDR5 RAM og 512 GB lager.

Hvis man ønsker det, kan man få sit pletskud på mobilen til at ligne et professionelt Leica foto med det ikoniske røde logo og alle tekniske specifikationer angivet. (Foto: Xiaomi)

For nu at være sikker på, at den nye supermobil holder hovedet koldt under selv ekstreme belastninger har Xiaomi udstyret 12S Ultra med en ”3-dimensionel køle-pumpe”. Den flytter kølevæske rundt til varme elementer i telefonen på samme måde, som et blad på en plante fordeler fugt.

Indendørs i 12S Ultra sidder desuden to private Xiaomi chips – Surge hedder de. Begge er med til at styre opladningen af batteriet på 4.860 mAh, som kan fyldes hurtigt op med 67 watt via kabel og 50 watt trådløst.

Endelig er der så skærmen, som næsten er den mest normale del af de nye Xiaomi’er. På 12S Ultra er det en 6,73 tommers E5 AMOLED type fra Samsung, der kan vise fornemme 3.200 gange 1.440 punkter – Quad HD.

Skærmen er særdeles lysstærk med sine 1.500 nits, og den har en valgfri opdatering fra 1 til 120 Hz. Dertil kommer HDR10+ og Dolby Vision samt to Harman Kardon højttalere med Dolby Atmos.

Den nye Xiaomi 12S er vandtæt efter den skrappe IP68 specifikation. Det betyder, at telefonen ikke tager skade af et kort varigt ophold i vand. (Foto: Xiaomi)

Den lidt billigere Xiaomi 12S Pro har samme processor og størrelse skærm, men med almindelig Full HD+ opløsning. Kameraerne er lidt dårligere, men fin-tunet af Leica, mens opladningen er utrolig hurtig med 120 watt.

Den ”almindelige” Xiaomi 12S har samme kamera som Pro-modellen og samme opladning som Ultra-varianten. Til gengæld er batteri og skærm mindre – 6,28 tommer med 120 Hz opdatering.

Xiaomi i Danmark oplyser, at de nye 12S telefoner i første omgang kun er lanceret i Kina. Om og hvornår de lander herhjemme vides ikke på nuværende tidspunkt.

På det kinesiske marked koster Xiaomi 12S Ultra topmodellen omregnet fra 6.800 kroner. Pro varianten skal kineserne betale fra 5.300 kroner for, mens standard 12S koster fra 4.500 kroner. De danske priser bliver nok højere på grund af vores større moms og EU’s import-skat….

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Acer tablet har "ren" skærm