Samsung bliver mere rå

Sonofon blev født for 30 år siden

(Foto: Gustavo Wandalen / Pixabay)

I dag er det præcist 30 år siden, at telemonopolet blev brudt i Danmark. Det var kun få dage, efter at det danske fodbold-landshold blev europa-mestre ved at slå Tyskland på Nya Ullevi stadion i Göteborg.

Sonofon med base i Aalborg fik lov til at sælge mobil-abonnementer som alternativ til statens telefon-selskab. Sonofon hedder i dag Telenor og er Danmarks næststørste teleselskab.

Dengang i 1992 ringede Sonofon nye tider ind på mange måder. F.eks. kunne man få oprettet et mobil-abonnement på bare to-tre dage. Tidligere kunne den slags tage flere uger hos monopol-konkurrenterne.

”Vi blev sat i verden for at tage et opgør med støvet teknologi og halvsløje kundeoplevelser. Vi var danskernes første møde med et alternativ til statens teleselskab. Det blev startskuddet til det telemarked, vi kender i dag. Det er bedre end billigere end i mange andre lande,” forklarer Lars Thomsen. Han er adm. direktør for Telenor i Danmark.

Gennem de seneste 30 år har mobiltelefonerne ændret en del udseende. (Foto: Telenor)

Efter en lovændring fra efteråret i 1990 brød med statens telemonopol, var banen ryddet for, at Sonofon kunne grundlægges i 1991 og vinde en af to udbudte licenser til det dengang helt nye digitale GSM-netværk.

Den 1. juli 1992 kunne Sonofon begynde at sælge mobil-abonnementer. Ved årets udgang var det 2.500 i alt. I dag – 30 år efter – er det 1,7 million.

Her er nogle af hovedpunkterne i Telenors historie på det danske marked:

  • 1990: Regeringen vedtager den lov, der afskaffer Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenets monopol. GN Store Nord søger sammen med telegiganten BellSouth fra USA om en GSM 900-licens.
  • 1991: GSM 900-licensen udstedes til Sonofon, der er et konsortium bestående af bl.a. BellSouth og GN Store Nord.
  • 1992: Den første GSM-mobilsamtale går i luften fra en sendemast i København den 1. marts. Sonofon går i kommerciel drift den 1. juli.
  • 1994: Sonofon opstiller sendemast nr. 100, gennemfører verdens første GSM-dataopkald og lancerer SMS.
  • 1998: Sonofon lancerer taletidskort som den første operatør i Danmark.
  • 2000: Sonofon sælges til norske Telenor Group.
  • 2002: Sonofon lancerer MMS.
  • 2004: Sonofon køber CBB.
  • 2005: Telenor Group køber Cybercity, som giver Telenor et solidt fodfæste på det danske bredbåndsmarked.
  • 2009: Sonofon og Cybercity bliver til Telenor.
  • 2011: Telenor og Telia går sammen om at skabe Danmarks stærkeste netværk med et fælles selskab, TT-Netværket.
  • 2013: Telenor åbner sit 4G-netværk.
  • 2015: Telenor og Telia får nej af konkurrencemyndighederne til at fusionere.
  • 2019: Telenor aktiverer Danmarks første 5G-mast.
  • 2021: Telenor lancerer NetSikker, der sikrer kunderne juridisk hjælp og rådgivning, hvis de er udsat for digitale krænkelser.

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Samsung bliver mere rå