Her er en el-SUV til ungerne

Sony åbner nyt spil-mærke

(Foto: Sony)

Det er næppe, fordi Sony mangler omsætning i spil og gaming. Sony har jo den storsælgende PlayStation spillekonsol, flere softwarehuse med gaming som speciale plus en hel kæmpekoncern med film og tv, der kan levere indhold til computerspil.

Sony synes imidlertid, at man ikke var helt så stærkt fremme i spil i pc-sektoren. Derfor har man sent i aftes lanceret det nye spilmærke Inzone.

De første Inzone produkter bliver dels tre gaming hovedtelefoner, der er beregnet til e-sportsfolk på pc. Dels to professionelle spilskærme, som både passer til pc og Sony PlayStation.

Sony vil gerne understrege, at de nye Inzone produkter skal tage det bedste fra PlayStation og fra Sonys mere generelle underholdnings-elektronik.

Sonys INZONE H9 luksus hovedtelefoner. (Foto: Sony)

Det betyder bl.a, at Inzone fremtræder i samme elegante sort/hvide design som de seneste nye spillekonsoller, men klarer sig uden PlayStation logoer på.

Indendørs er til gengæld den sublime Hi-Fi elektronik, der har placeret Sonys tv-apparater samy trådløse øre- og hovedtelefoner blandt anmeldernes favoritter rundt om i verden.

Til gengæld kaster Sony sig ud i en af de mest ombejlede segmenter af elektronik-verdenen. Alene i dag har jeg modtaget pressemeddelelser om tre nye gamer-relaterede hovedtelefoner. Konkurrencen er altså hård, hvor INZONE vil ind – og Sony er ikke billig.

Topmodellen i INZONE headsæt er H9 til 2.500 kroner, der lander i danske butikker i løbet af juli.

De trådløse INZONE H9 er luksus med kunstigt læder på ørepuderne, aktiv støjreduktion (ANC), spatial rumklang samt både Bluetooth og 2,4 MHz kommunikation.

Lidt mere overkommelig i pris er INZONE H7 til 1.900 kroner. De skal have samme lydmæssige kvaliteter som H9, men må undvære læder på ørerne og aktive støjreduktion. Til gengæld kan H7 spille længere på en batteri-opladning. 40 timer mod 32.

Både INZONE H9 og H7 har en smart onscreen-indikator, så gamere kan justere indstillingerne på deres hovedtelefoner og se det visuelt på skærmen i deres PlayStation 5 Control Center.

Begge headsæt har også en omskifter mellem spil- og chat-lyd. Så kan gamere lynhurtigt veksle mellem lydbalance og volumen, når de spiller og, når de taler i hovedtelefonerne.

Sonys nye topklasse spilskærm INZONE M9. (Foto: Sony)

Endelig kommer Sony også med en mere skrabet model af sine INZONE hørebøffer. H3 til 1.000 kroner forbindes til en pc eller PS5 via et 3,5 mm hovedtelefon-stik eller en kablet USB adapter.

På skærm-siden hedder det nye flagskib INZONE M9. Det er en 27 tommers 4K monitor med 144 Hz opdatering og en ekstrem hurtig gråt-til-gråt responstid på bare ét millisekund. Prisen er så også oppe på 10.000 kroner.

INZONE M9 er G-Sync kompatibel, Display HDR 600 godkendt og kan vise 95 procent af DCI-P3 farveskalaen.

Meget smart har M9 en variabel opdaterings-frekvens – refresh rate – via HDMI 2.1 Forbinder man sin PlayStation 5 konsol via dette stik, kan skærmen automatisk føle, om den skal vise et spil med maksimal hurtig eller et almindeligt tv- og videobillede.

Det kunne jo være, at gameren også ville se TV-Avisen eller en Netflix serie i pauserne mellem computerspillene. M9 skærmen skifter så straks til det bedste billede.

Sony har samtidig optimeret PS5 konsollens HDR output til den nye INZONE M9. Resultatet vil man straks kunne se, hvis man ofrer de mange penge på en ny skærm til sin PlayStation.

En etage længere nede i pris er INZONE M3, der er en 27 tommers skærm med billede i Full HD og en ekstrem hurtig opdaterings-frekvens på 240 Hz.

Billedet er ikke helt så godt som på M9 – det er kun DisplayHDR 500 certificeret – men INZONE M3 har samme hurtige gray-to-gray responstid, samme PS5 relaterede features og kompatibilitet med både G-Sync og VRR.

Sony Danmark siger, at INZONE M3 kommer senere i år, og at prisen endnu ikke er fastlagt. Jeg har hørt, at det bliver efterår eller vinter, at den amerikanske pris bliver 529 dollars. Det svarer til ca. 3.800 kroner….

(Foto: Sony)

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Her er en el-SUV til ungerne