Sony åbner nyt spil-mærke

Aldi sælger brugte iPhones

(Foto: Michael Weidemann / Unsplash)

For to år siden vakte den tyske discount-kæde Aldi stor opsigt syd for grænsen, da man begyndte at sælge originale iPhones til lavpris.

Der var tale om brugte og op-polerede iPhone 8, som man kunne købe for 399 euro og lægge i indkøbs-vognen ved siden af sine sodavand, dybfrost-varer og køkkenruller.

Første eksperiment gik åbenbart så godt, at Aldi nu forsøger igen. Denne gang er der tale om genbrug af Apples lille iPhone SE, som tilbydes til 299 euro eller godt 2.200 kroner i tyske Aldi butikker og online.

Aldi samarbejder tilsyneladende med finske Swappie, der også sælger brugte og ”refurbished” iPhones på det danske marked.

Swappie beklagede sig i går over, at danskerne hellere vil gemme deres gamle mobiltelefoner i skuffen end at tjene gode penge på at sælge dem til genbrug.

Aldi Nord i Tyskland gør opmærksom på, at de nye gamle iPhone SE er fuldt genopbygget, defekte komponenter udskiftet, og telefonerne fungerer perfekt.

Tilbuddet til 299 euro gælder iPhone SE med 64 GB lager, 4,7 tommers skærm og 12 megapixel kamera. Mobilerne fås i flere farver.

Aldi har tilsyneladende ingen planer om at videreføre iPhone-salget til sine danske supermarkeder, selvom de godt kunne have brug for at få noget positiv omtale.

I gamle dage var Aldis danske butikker en pænt stor spiller i branchen. Aldi solgte masser af pc’er og tv i sit eget Medion mærke, der ofte underbød de store velkendte navne som IBM, HP og Philips med flere tusinde kroner pr. produkt.

I Tyskland sælger Aldi fortsat masser af elektronik, selvom Medion mærket i mellemtiden er opkøbt af den kinesiske it-gigant Lenovo.

I Danmark har Aldi til gengæld skruet kraftigt ned for sit ”non-food” salg for i stedet at satse mere på friske fødevarer….

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sony åbner nyt spil-mærke