Nu kommer Netflix med reklamer

Nu kan I bestille Nothing

(Foto: Nothing)

Fra i dag er det muligt at købe et eksemplar af verdens mest myte-skabte smartphone – Nothing Phone (1). Hvis man er heldig.

Nothing har nemlig reserveret 100 styk telefoner, som man kan blive skrevet op til at få lov at købe via et invitations-system med private koder.

Medlemmer af Nothings fanklub – det er nok typisk dem, som har købt et sæt Nothing Ear (1) øretelefoner – har førsteret. De har så 48 timer til at bruge koden og betale 20 britiske pund i depositum.

Alle andre må stille sig i kø på en venteliste, som Nothing hver dag vil tage et antal kandidater fra og give dem en kode. Det gælder også Danmark, hvor ventelisten kan findes her.

Med denne belysning på ser Nothing Phone (1) noget anderledes ud end de fleste andre smartphones. (Foto: Nothing)

Det hele minder forbløffende meget om dengang, da OnePlus gjorde sig berømt. Da skulle man også skaffe sig en invitation til at få lov til at købe en smartphone.

At Nothing bruger præcist samme taktik, er måske slet ikke så mærkeligt. Manden bag Nothing er Carl Pei, der i sin tid var en af medstifterne af…. OnePlus.

Selve Nothing telefonen har sin officielle verdens-premiere den 12. juli. Den nye mobil lander så i butikkerne den 21. juli.

Det bliver kun i Europa, som Carl Pei og co. vil satse på i første omgang. Ikke i Kina eller I USA. Også dét minder om OnePlus’ tidlige dage. Hvem der i givet fald skal sælge Nothing i Danmark, må vi vente med at se.

Carl Pei vil skabe lidt rav i en alt for forudsigelig smartphone industri. (Foto: Nothing)

I mellemtiden er der dukket en del flere informationer og detaljer op om den nye smartphone. Drypvis – præcist som OnePlus plejede at gøre.

I det ydre kan Nothing Phone (1) godt minde lidt om iPhone – i hvert fald set bagpå. Samme flade hjørner som iPhone 12 og 13, men kun to kameraer på ryggen at gøre godt med.

Set forfra har Nothing en flad OLED skærm på 6,55 tommer og 2.400 gange 1.080 punkter i opløsning – det er Full HD+. I toppen af displayet er der et lille hul til selfie kameraet, mens fingeraftryks-skanneren tilsyneladende er gemt under skærmglasset.

Indendørs begynder Nothing at skuffe en smule, hvis man forventede en topklasse telefon efter alt dette hype:

(Foto: Nothing)

Den nye mobil ser nemlig ud til at bruge Qualcomms nye mellemklasse processor Snapdragon 778+ og diske op med 8 GB RAM som standard. Det betyder 5G, men nok også præstationer, vi har set fra mange andre telefoner på markedet.

Nothing Phone (1) kommer med en pænt hurtig 45 watt oplader og USB-C stik. En stor del af mobilens ryg er optaget af en cirkelrund plade til trådløs opladning.

Hvad er det så, der skal gøre Nothing bedre og anderledes end alle de mange andre mobiler på butikkernes hylder – ud over en snedig markedsføring, der ser ud til at virke..

I et interview med det amerikanske online medie ”Engadget” siger Carl Pei lige ud, at alle andre smartphones på markedet er kedelige. De ligner hinanden, og fabrikanterne gør for lidt ved at adskille sig fra alle andre.

(Foto: Nothing)

 

Ikke, at moderne telefoner er dårlige i Peis øjne. De er blevet hurtigere, mere sofistikerede og kan tage bedre billeder end tidligere generationer.

Problemet er bare, at nye mobiler ikke er så specielle og spændende som telefonerne, der blev præsenteret for fem eller ti år siden.

Det kan Carl Pei have fuldstændig ret i. Ikke mindst, når jeg tænker tilbage på alle de mobiltelefoner, jeg har ejet gennem årene. Den første var fra 1980’erne, hvor telefonerne var flytbare og var rædselsfulde at tale i.

De var grundlæggende et telefonrør placeret oven på et bilbatteri. Dengang kostede de allerede 25.000 kroner – så tal ikke om, at iPhone 13 Pro Max eller Samsung Galaxy S22 Ultra er dyre.

Det store runde panel på ryggen af telefonen er formentlig til trådløs opladning. (Foto: Nothing)

Pei siger også i interviewet, at smartphone industrien i dag er styret af nogle få giganter, hvor alt er systematisk og går efter planer, som bestemmes på forhånd af underleverandører som Qualcomm med processorer, Sony med kameraer og Samsung med skærme.

Der er næsten ingen plads til små fabrikanter med egne ideer og ofte meget originale produkter. LG og HTC var nogle af de sidste.

Også dét kan Pei have ret i, men har han så opskriften til at bryde igennem monotonien i det nuværende smartphone marked.

Ved første øjekast ligner hans første Nothing Phone (1) jo også alle andre. Ikke noget med at folde telefonen på midten, som Samsung har pæn stor succes med. Heller ikke kameraer, der popper op som trold af æske.

Kun to kameraer vil mange nok synes er lidt skuffende. (Foto: Nothing)

Hemmeligheden ligger måske i de nye betjenings-metoder, som Nothing (angiveligt) vil introducere.

Det er f.eks. ideogrammer – på engelsk ”glyphs” – via en gruppe lysdioder på telefonens ryg.

Mobilen skal også have et styresystem, der bygger på Android, men som skal være langt fra så kompliceret at omgås.

Tværtimod skal Nothing Phone (1) være markedets nemmeste mobil at betjene – lettere end iPhone. Også, selvom den indeholder de fleste af de samme funktioner og muligheder.

Lad os se om nogle få uger….

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nu kommer Netflix med reklamer