Vi har bedre styr på strømmen

Nu går terninger online

(Foto: Particula)

Selvom flere og flere i dag bruger deres mobil, pc eller en konsol til at få afløb for deres spillelyst, er der helt sikkert fortsat mange, som foretrækker et godt gammeldags fysisk spil – som f.eks. rafling, skak, dart eller bowling.

Alle disse aktiviteter kan man i dag udføre både på en skærm og i det virkelige liv, men kun få af dem som en spændende kombination af de to verdener.

Godt, at israelske Particula – det er korrekt stavet – nu triller frem med de første ”smarte” terninger på markedet.

Terningerne indeholder elektronik, der holder den i trådløs forbindelse med en app til iPhone eller Android. Via den kan man nu gå ombord i populære spil som Yatzy eller Tænkeboks på en ny spændende måde.

(Foto: Particula)

Medspillerne behøver nemlig ikke at sidde fysisk overfor en eller ved siden af ved værtshusets bar. De kan i princippet spille med fra hele verden. Blot de har et sæt GoDice terninger med og en smartphone med app’en ombord.

Spillet foregår IKKE ved at rulle virtuelle terninger. I GoDice er det rigtige og konkrete terninger, der ligner de goe gammeldags til forveksling.

Hvert sæt GoDice rummer seks terninger, der alle er forbundet trådløst med Bluetooth. App’en ved præcist, hvornår hver enkelt terning bliver aktiveret, trillet og hvilket antal prikker som ender øverst.

App’en kan sågar opdage og slå alarm, hvis spilleren har forsøgt at snyde med f.eks. en lidt for ivrig finger under bægeret.

(Foto: Particula)

Med GoDice kan man glemme alt om blokke, blyanter og regnefejl, når resultaterne fra et terningspil skal gøres op. Også dét arbejde overtager app’en automatisk og viser løbende stillingen på alle deltageres skærme.

Den digitale regnskabsfører kan samtidig lave statistikker og analyser. Man kan studere sin egen og andres historic, følge om man er på optur, antallet af terningeslag, om en af spillerne er heldig hele tiden og slå seksere osv.

Particula med base i israelske Tel Aviv har tidligere udgivet GoCube og Rubik’s Connected. Meget af teknologien herfra er blevet optimeret og gjort meget mindre i den nye GoDice.

Indeni standard størrelse terningerne sidder bl.a. 3D sensorer, en mikroprocessor, et Bluetooth modul og et LED-lys, der skinner igennem terningens øjne. Så kan man også spille tænkeboks i mørke.

Et batteri er der ikke blevet plads til. Det ville også gøre terningen alt for tung. I stedet bruger Particula en lille superkondensator, der kan lades op på 10 sekunder til at rumme strøm til to timers terningspil.

GoDice ankommer i et slags rør, der rummer både de seks terninger og fungerer som en automatisk oplader. Den medfølgende app kender et dusin forskelllige terningespil, men vil løbende blive opdateret med nye via internet.

GoDice The Connected Smart Dice koster 120 dollars eller ca. 850 kroner. De kan i hvert fald købes via GoCubes webside og hos Amazon, men kan nok næppe nå at komme hjem til Danmark som gave til Fars Dag….

(Foto: Particula)

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vi har bedre styr på strømmen