iPhone 13 er bare nummer ét

Test: OnePlus Nord Buds

(Foto: OnePlus)

OnePlus gjorde sig i sin tid berømt på at være en ”flagship killer”, der solgte mobiltelefoner langt billigere end sine store konkurrenter Samsung, Sony, LG og Huawei.

Det er længe siden, for i dag er OnePlus selv blevet et stort mærke med mange forskellige mobilmodeller og sågar tv-apparater. Det sidstnævnte dog ikke i Europa.

Noget kunne dog tyde på, at OnePlus ikke helt har glemt sin fortid som drillepind for de store. Denne gang kaster OnePlus sig nemlig ud i trådløse øretelefoner til overraskende lave priser.

”Killer-produktet” er de helt nye OnePlus Nord Buds, der lander i danske butikker den 24. maj til kun 399 kroner.

Det er ikke meget mere, end man typisk betaler for no-name øretelefoner – og betydeligt under, hvad mærkevarer koster med sammenlignelige kvaliteter.

(Foto: OnePlus)

Der er faktisk kun ét punkt, hvor Nord Buds afslører deres lave pris. De kommer uden aktiv støjreduktion (ANC).

Hvis man vil have denne praktiske behagelighed, skal man normalt betale mindst det dobbelte for et sæt øretelefoner.

På Nord Buds fungerer en indbygget støjreduktion kun med telefon-opkald – ikke til individuel filtrering af omgivelses-lyden, når man lytter til musik, podcasts osv.

På alle andre punkter slægter de billige Nord Buds deres dyrere OnePlus søskende på. Faktisk overgår de dem på nogle punkter.

Nord Buds rummer således meget store højttaler-enheder – drivere – på 12,4 mm i diameter. Det normale er op til 10 mm.

(Foto: OnePlus)

Nord driverne har membraner, der er lavet af det superlette titanium materiale. Det sikrer en meget hurtig reaktions-evne. Det kan høres på især akustisk musik med f.eks. guitar og gulvbas.

Basgengivelsen er i det hele taget forbløffende god for prisklassen. Den er slet ikke buldrende, men fint ren og præcis.

Diskanten er skarp og mellemtonen overraskende klar med tydelige stemmer. Det er vi ikke vant til på trådløse øretelefoner til under 400 kroner.

OnePlus har givet sine nye Nord Buds tre præ-indstillede tone-balancer med på vejen. De er gemt under Sound Master EQ punktet i app’en, og man kan høre klart forskel på dem.

”Bass” siger sig selv er til dem, der bare elsker masser af dybe toner i deres ører. ”Serenade” fokuserer på den menneskelige stemme, mens ”Bold” gør lydene ekstra tydelige og skarpe.

 

Flot til den lave pris er, at Nord Buds kommer med Dolby Atmos. Så kan man opnå en rumlig 3D- og surround-lignende gengivelse, hvis det lydmateriale, man afspiller, er optaget til det.

Jeg nævnte tidligere, at de nye øretelefoner er hurtige i musikken. Rappe reaktioner er også vigtige i forbindelse med computerspil.

En af årsagerne til, at mange gamer-freaks foretrækker ”hørebøffer” med ledning på, er, at de angiveligt er hurtigere end de trådløse.

OnePlus har allerede haft et særligt fokus på e-sport i forbindelse med sine tidligere øretelefoner.

De nye Nord Buds har samme lave forsinkelse – ”latency” –  på 94 millisekunder som sine storebrødre. Det kræver dog, at man kobler dem i en særlig ”Gaming Mode” i den medfølgende app.

(Foto: OnePlus)

OnePlus markerer sig i øjeblikket stærkt med hurtig opladning af sine seneste smartphone modeller.

Den kvalitet har Nord Buds også arvet: Fem timers musik opnår man med bare 10 minutters opladning.

Batterierne i hver øretelefon er på 41 mAh og kan sikre syv timers spilletid på en optankning. Husker man at lægge Nord Buds i den medfølgende bæreæske med 480 mAh batteri, kan man holde sig fra en stikkontakt i hele 30 timer.

Endelig skal nævnes, at OnePlus Nord Buds disker op med den seneste nye Bluetooth 5.2 og en IP55 certificering for vandtæthed. Det betyder, at man godt kan bruge øretelefonerne i almindeligt regnvejr og, når man sveder. I den forbindelse kan det også være vigtigt, at Nord Buds har en særlig nano-belægning mod rust.

Nord Buds har to mikrofoner i hver øretelefon, hvilket giver god lyd i telefon-samtaler. De vejer 4,82 gram hver og fås i enten sort eller hvid. De har desuden en særlig hurtig parring, hvis man bruger en OnePlus smartphone. Prisen er 399 kroner….

Plusser:

  • Prisen. Den er så lav, at OnePlus Nord Buds let kan blive et impulskøb.
  • Prisen. Den får Apples AirPods til at virke alt, alt for dyre.
  • Forbløffende ren og forvrængningsfri musikgengivelse med god dynamik.
  • God bærekomfort.
  • Meget hurtig opladning og lang spilletid på batteri.

Minusser:

  • Har ikke aktiv støjreduktion, men det har ingen til den pris.
  • Designet, som nogle nok vil kalde lidt uelegant.

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

iPhone 13 er bare nummer ét