Gamer bærbar, man kan betale
Den store messe i Barcelona i øjeblikket hedder jo egentlig Mobile World Congress og burde derfor vrimle med nye smartphones. Underligt nok er det ikke tilfældet. Faktisk vises der mindst lige så mange nye laptops som mobiltelefoner i år.
Det gælder bl.a. Lenovo, der har en hel bunke nye bærbare pc’er med til Kataloniens hovedstad. I alle mulige størrelser, prislag og målgrupper.
Lenovo afslører bl.a, at man ikke kun satser på store erhvervskunder, der vil købe dyre high-end laptops til sine direktører og nøgle-medarbejdere.
Lenovo viser nemlig, at bærbare pc’er til gamer-folket godt kan fås til mindre tykke tegnebøger, så også teenagere og studerende kan være med.
Lenovo lader det være op til køberne selv, om de foretrækker Intel eller AMD processorer og grafikchips i deres spille-pc.
Maskinerne fås i begge smags-retninger – IdeaPad Gaming 3 med AMD’s seneste Ryzen 6000 motor eller Gaming 3i med Intels helt nye 12. generation Core i.
Ellers er de to laptops stort set ens, og det samme er priserne. De begynder ved 999 euro inklusive moms, hvilket svarer til ca. 7.500 kroner. Noget billigere end de hidsige Lenovo Legion modeller.
Som altid med laptops til entusiaster kan køberen skrue op og ned for sine ambitioner og klæde maskinerne mere eller mindre kraftigt på.
Man kan f.eks vælge mellem 15 og 16 tommers skærme, hvor den vildeste variant har en 16 tommer med flot 1.600 punkters grafik og en lynhurtig billed-opdatering på 160 Hz. 144 Hz gange nyt billede i sekundet plejer ellers at være det bedste, man kan få for menneske-penge.
I forhold til tidligere gamer-laptops fra Lenovo er det ydre design gjort renere og mere elegant, mens det indvendige har fået forbedret køling.
På grafiksiden er GeForce RTX 3060 Ti chips det stærkeste, Lenovo købere med AMD IdeaPads må klare sig med. Har man valgt en Intel-baseret laptop, kan man udstyre den med maksimalt RTX 3060 eller Intels egne Arc billed-maskiner.
Ellers er de to søskende meget ens. Det vil f.eks. sige op til 32 GB RAM og 1 TB SSD lager. Med hensyn til porte er der kun én USB-C 3.2, men to USB-A 3.2. Desuden er der selvfølgelig Wi-Fi 6, Bluetooth 5.0, HDMI 2.0 og Ethernet stik.
Begge Lenovo laptops til de spilleglade kommer til danske forhandlere i juni….
Ingen kommentarer endnu