Massage til computer-hænder

Samsung tv bliver hurtigere

Samsung Neo QLED. (Foto: Samsung)

Hvis der er noget, som store elektronik-udstillinger er gode til, er det at vise tv-apparater. De er visuelle og kan tiltrække forbipasserendes opmærksomhed, når de er store og viser flotte billeder.

Det vil uden tvivl også ske på CES Show i Las Vegas, der åbner på onsdag. I forkortet udgave på kun tre dage på grund af Corona og med langt færre fysiske udstillere end normalt.

Samsung er en af de udstillere, der er med på andet end virtuel vis via internet. Den tilstedeværelse vil sydkoreanerne bruge til at præsentere spændende fremskridt i både Neo QLED og de langt dyrere MicroLED tv-apparater.

Den vigtigste nyhed er nok, at Neo QLED får markedets hurtigste skærm-opdatering med 144 Hz på både 4K og 8K varianter. Det normale er 120 Hz.

Samsungs nye MicroLED tv fås nu i en “lille” udgave på 89 tommer. (Foto: Samsung)

I praksis er den hurtige opdatering mest relevant, hvis man benytter sit tv til computerspil. 144 Hz er noget, entusiastiske gamere med super-hurtige pc’er, vil hilse med klap i hænderne.

Den anden sjove nyhed er, at Samsung vil tilbyde en ”NFT Aggregation Platform” til sine smarte tv i Neo QLED, MicroLED og The Frame serier.

Non-Fungible Tokens (NFT) er et af de digitale fænomener, som har fået mest omtale i 2021. NFT kan sammenlignes med at samle virtuelle frimærker, sjældne bøger og kunstværker.

NFT’er sælges ofte til million-beløb på auktioner.Samsung gør det nu muligt at indsamle NFT billeder fra alle mulige online markedspladser, så man kan beskue dem i detaljer, inden man eventuelt køber dem. Det er bl.a. nærbilleder, historien om dem, værkets skaber og relevante metadata fra den digitale blockchain lagring.

Samsungs nye 2022-tv kan nu vise NFT billeder. (Foto: Samsung)

Har man allerede sin egen samling af NFT’er, kan Samsungs nye system give adgang til at vise den frem på internet. Naturligvis under forudsætning af, at man har koblet sit Samsung tv online.

Men tilbage til de nye Neo QLED apparater med 4K eller 8K. De har f.eks. fået forbedret baggrunds-belysningen fra 12 til 14 bit, hvilket skal sikre et mere præcist lys i tv-billedet.

Tv’ene indeholder også en ny ”Shape Adaptive Light Control” med kunstig intelligens. Den skal bl.a. hjælpe med til at adskille billedets hovedmotiv fra baggrunden.

Alle Samsungs nye 2022 tv kommer med en ny Home Screen, der gør det lettere at sortere sine forskellige streaming kanaler.

Ny er tillige en Gaming Hub, som kan bruges til at afspille indhold fra tilkoblede spilkonsoller er cloud-baserede games direkte på tv-skærmen.

Samsungs The Frame tv har fået en mere mat og kanvas-agtig skærm-overflade. (Foto: Samsung)

Endelig er Watch Together en ny dele-funktion, hvor brugere af Samsung tv kan ”snakke med hinanden”, mens de ser samme tv-shows og streaming indhold.

Den store nyhed hos Samsungs MicroLED tv er, at de gigantiske apparater nu kommer helt uden skæmmende rammer omkring det aktive skærm-areal.

De er blevet 10 procent bedre til at vise farver, og man kan nu købe en mini-udgave på ”kun” 89 tommer, hvis man synes, at de tidligere udgaver på 99 og 110 tommer er for voldsomme.

Hvis man omvendt hører til dem, der godt kan lide en ramme på tv’et, har Samsung forbedret 2022-udgaverne af sine karakteristiske The Frame, The Sero og The Serif fjernsyn:

The Frame fås i størrelser mellem 32 og 85 tommer. De skal ligne kunstværker, man har hængende på væggen eller stående på et staffeli.

Samsungs nye Neo QLED tv har fået markedets hurtigste billed-opdatering. (Foto: Samsung)

Til det formål har Samsung indbygget en mere kanvas-lignende og mat skærm, når tv’et står i standby. Desuden er brugerfladen blevet opfrisket, hvor man vælger og bestiller den kunst, man gerne vil have skærmen til at vise, når den ikke bruges til tv og streaming.

The Serif kommer også med en mat finish på rammen. 65 tommer er en ny størrelse på livstils-fjernsynet, man fremover kan købe fra 43 til 65 tommer.

Endelig kan The Sero vise sin nye matte skærm i både normalt bredformat og vertikalt på højkant. Sidstnævnte kan f.eks. være en god idé, når man bruger sit tv tl videomøder eller visning af indhold fra sociale medier som Instagram og TikTok.

Samsung kan endnu ikke fortælle, hvornår de nye tv kan købes i Danmark og til hvilke priser….

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Massage til computer-hænder