E-Boks afløser først i marts

Apple Music komplet tabsfri

(Foto: Apple)

Mens Spotify tilsyneladende forsinker sin opgradering af musik-biblioteket til ægte Hi-Fi kvalitet, drøner ærkerivalen Apple Music derudaf.

Nu ser det nemlig ud til, at Apple har nået sit mål at overføre alle sine sange til ”lossless” kvalitet inden årets udgang.

Apple har ikke selv reklameret med det, men ifølge det amerikanske online medie “9to5Mac” ligger praktisk talt alt i Apple Musics database nu i det bedre Hi-Fi format. Mediet har testet hundreder af numre, og alle afspilles i tabsfri kvalitet.

Da Apple tidligere år præsenterede det nye lydformat, var det med 20 millioner sange klar og en spådom om, at hele kataloget ville være konverteret inden nytår.

Mindst lige så vigtigt er, at Apple tilbyder sin nye ”lossless” helt uden mer-omkostninger for brugerne.

(Foto: Ubergizmo)

 

Det har været en streg i regningen for konkurrenterne i streaming markedet – inclusive svenske Spotify. De satser nemlig alle sammen på, at folk skal betale ekstra for et abonnement med den ekstra gode lydkvalitet.

“Lossless” eller tabsfri betyder, at musikken ikke – som normalt – bliver komprimeret under overførsel fra cloud-databasen og til brugerens afspilnings-enhed.

Det kan i hvert fald i teorien sikre, at lydkvaliteten bliver bedre. Dog forudsat, at man lytter til musikken på ordentligt grej. Bruger man et sæt billige hovedtelefoner til 25 kroner, kan man nok ikke høre forskel.

Ud over det gratis Lossless tilbyder Apple også en endnu bedre lydkvalitet i skikkelse af Hi-Res Lossless, der dog kræver, at man har investeret i en god digital-til-analog konverter (DAC) til sin signalkæde.

Endelig skal man huske, at tabsfri musik fylder meget mere end komprimeret. Lytter man derfor på sin mobiltelefon og har et abonnement med begrænset dataforbrug, kan det hurtigt blive dyrt. Især, hvis man har musikken kørende døgnet rundt….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

E-Boks afløser først i marts