Bedre telefon til børn

Nu bliver opladere ens

(Foto: Stocksnap / Pixabay)

Apple får ikke længere lov til at danse uden for rækken. Også iPhones skal fremover bruge samme typer opladere som Android telefoner og andre former for underholdnings-elektronik.

Ifølge nyhedstjenesten Yahoo Finance vil EU til september indføre en tvungen standard i Europa.

Formålet er dels at gøre livet lettere for smartphone ejere, der så kan bruge opladere på kryds og tværs af alle mærker telefoner. Mobilernes strømstik vil være de samme.

Dels regner EU med at kunne nedsætte antallet af opladere på lossepladser drastisk, fordi man ikke længere skal kassere sin gamle, når man skifter mobilfabrikat.

Når trofaste Leifshows læsere nu vil protestere, at det er da en gammel historie, er det både rigtigt og sandt:

EU vil nu tvinge Apple til at bruge samme opladere som alle andre. (Foto: Mahesh Patel / Pixabay)

Allerede for to år siden indførte EU sådan en standard, men kun på den ”bløde” måde. Apple blev bedt venligt om at deltage, men har siden nægtet. Modsat de fleste Android mærker. De følger EU’s direktiv.

Nu gider EU imidlertid ikke længere at læse og lytte til Apples undskyldninger. Fra september bliver den fælles oplader-blok et krav. Hvis Apple ikke makker ret, risikerer vi i værste fald, at salget af iPhones og iPads bliver forbudt i EU-landene.

Det ventes, at de nye strammere regler vil bygge på den nuværende EU-standard. Det betyder, at Android fabrikanter ikke behøver at foretage sig noget. Stramningen er først og fremmest rettet mod Apple.

Tilsyneladende tror Apple heller ikke selv på, at man fortsat kan få lov til at køre sin egen retning. I hvert fald tog Apple et første skridt, da iPad Pro blev udstyret med et standard USB-C stik. Apples eget Lightning blev kasseret.

Måske Apple ligefrem undgår kravet på en elegant måde: Der går nemlig rygter om, at Apple har trådløs opladning af iPhones på vej….

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bedre telefon til børn