Nu bliver Nokia rigtig robust

Intet er meget mere

(Foto: Nothing)

Der var engang, hvor man kunne tage en skruetrækker og selv reparere de fleste ting. Radioen i stuen, fastnet telefonen, bilen eller vaskemaskinen.

Alt, man havde brug for, var et simpelt værktøj for at kunne tjekke, efterse, udskifte dele og få det hele til at køre igen.

Sådan er det ikke med moderne elektronik.

Prøv f.eks. at gætte på, hvad der sidder inde i din nye smartphone. Eller drop ideen med at se, hvordan dine trådløse øretelefoner fungerer.

(Foto: Nothing)

Fra den 17. august bliver verden en lille smule anderledes.

Da kan man købe de første øretelefoner, som den tidligere OnePlus stifter Carl Pei står bag. De hedder ”ear (1) og er totalt gennemsigtige. Intet er skjult. Alle mikro-delene vises frem.

”Total transparency” kalder Peis nye firma Nothing sin strategi. Spændende at se, om den idé vil gå igen i fremtidige Nothing produkter, der meget vel kunne omfatte en smartphone.

Minimalisme er et andet karakter-træk, der præger Nothing. Hvorfor bruge en masse energi på visuelle prale-effekter i stedet for at koncentrere sig om det essentielle. I øretelefoner er det en god lyd og en let betjening. ”Less is more.”

(Foto: Nothing)

Carl Pei og hans Nothing folk har været en tur forbi Skandinavien for at få design og lydkvaliteten helt på plads.

Målet var de kreative gutter i svenske Teenage Engineering, der er blevet verdenskendte for deres farverige musik-elektronik og modul-opbyggede lydsystemer til IKEA.

Begge er blevet enige om, at øretelefonerne skal ske så enkle ud som muligt. ”Nothing er noget, du aldrig har set før. Skønheden ligger i det rå indhold,” som Pei udtrykker det.

Man kan selvfølgelig diskutere, om man kan lide design stilen. Noget andet er, at Nothing designet kan man normalt ikke se i det daglige. Da har brugerne jo ear (1) siddende inde i ørerne.

(Foto: Nothing)

Helt indiskutabel er formentlig lydkvaliteten. Audiofilerne fra Teenage Engineering har et ry for at være super entusiastiske og pernitten-gryn helt ned til den mindste detalje.

De har brugt mange timer på at studere ørets indre form og virkemåde, inden de gik ombord i at bygge elektronik og skrive software til Nothing.

Resultatet skal være små øretelefoner med en usædvanlig flot dynamik og fin balance mellem bas, mellemtone og diskant. Desuden skal den bedste kvalitet i trådløs overførsel være sikret ved anvendelse af den seneste nye Bluetooth 5.2 teknologi.

Nothing bruger f.eks. en ny type, nærmest flydende materiale i ørepropperne, der på den måde kan tilpasse sig selv brugerens øregange helt optimalt.

(Foto: Nothing)

Ear (1) kommer også med intelligent støjreduktion – Active Noise Cancelling (ANC) – hvilket er usædvanligt for øretelefoner, der skal koste under 100 dollars.

Via en medfølgende app kan man justere ANC i forskellige styrkegrader eller lade systemets kunstige intelligens indstille sig automatisk til støjen i omgivelserne omkring brugeren.

Light Mode giver f.eks. moderat filtrering, mens Maximum Mode bruges i støjende områder som f.eks. gadetrafik, toge, busser og fly.

Transparency Mode er det helt gennemsigtige, hvor man hører alle lyde udefra. Den er praktisk, når man taler med andre mennesker med øretelefonerne i .

Endelig har ear (1) indbygget Clear Voice Technology, der fremhæver og tydeliggør stemmer, samtidig med at baggrundsstøj som f.eks. vinden skæres bort. Det er en effekt, som også kendes fra de seneste nye høreapparater.

Ganske imponerende kan Nothings første øretelefoner køre i 34 timer på batteriet, hvis man husker at lægge ear (1) i den medfølgende bæreæske, når man ikke lige har den siddende i hovedet.

Hver Nothing enhed vejer kun 4,7 gram og er både vandtæt og tåler brugerens sved. Bæreæsken kan oplades trådløst via den udbredte Qi standard.

Til sidst skal nævnes, at Nothing tilsyneladende bruger samme marketing strategi, som Carl Pei i sin tid var med til at gøre OnePlus berømt.

(Foto: Nothing)

 

Indledningsvis – og det er nu – kan kun et begrænset publikum købe øretelefonerne og kun via Nothings egen hjemmeside.

Til gengæld får de en ”flagship killer”, der er fræk i designet, overbevisende i kvalitet og meget aggressivt prissat.

Fra den 17. august kommer ear (1) så i fri handel i 45 lande verden over. Hvis Nothing også her kopierer OnePlus, vil Danmark være et af dem.

Prisen er som nævnt 99 dollars, hvilket svarer til ca. 650 kroner. Det er meget billigt for et sæt trådløse øretelefoner med aktiv støjreduktion….

(Foto: Nothing)

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nu bliver Nokia rigtig robust