WhatsApp trækker i land

Apple går antik

(Foto: Apple)

Når Apple lukker op for en af sine nye Stores, er det ikke bare en butiks-åbning med masser af billige tilbud, der skal lokke tusinder af kunder til.

Hos Apple er det mere end en event. Snarere en begivenhed. Ikke kun for publikum, men også for den by hvor Apple vælger at lægge sin næste egne butik.

Siden Apple åbnede sine første to Stores dem 19. maj 2001, er mange af butikkerne blevet meget større, meget mere opsigtsvækkende i designet og ofte en ekstravagant tilføjelse til omgivelsernes byggestil.

Gennem årene har Apple bygget adskillige arkitektoniske perler, hvor folk kan købe deres iPhones, iPads og Macbooks i lyse og venlige lokaler, der er meget anderledes end andre computer butikker og elektronik-supermarkeder.

(Foto: Apple)

I dag beskrives Apple Stores ofte som templer for Apples varemærke. Alle er enige om, at de har hævet Apples profil og image med flere etager.

Mest berømt er nok den Apple Store, der blev åbnet i Singapore sidste år. Den ligner en ufo, der er landet i havnen og nu lyser hele kvarteret op. Ingen kan være i tvivl om, at her ligger noget specielt, der er værd at besøge.

Lige så synlig er Apples seneste Store ikke, men opsigtsvækkende er den helt bestemt. Den nye Apple Store i Rom er nemlig placeret i et gigantisk palazzo fra det 17. århundrede.

Den ny-åbnede butik er den hidtil største af de 118 Stores, som Apple har i Europa. Udvendig er Apples tilstedeværelse, men indendørs er indretningen typisk Apple i hvide farver og brug af lyse træsorter.

Den nye Apple Store har sin egen udendørs gård med grønne træer. (Foto: Apple)

Apple har hyret det verdensberømte arkitekt-firma Foster + partners til at stå for både renovering af det ikoniske Palazzo Marignoli på Via del Corso i Rom og til at kombinere de 400 år gamle mure med super-moderne design i Apples gadgets.

Billederne I denne artikel fortæller meget bedre om projektet end mine mange ord, men grundlæggende har arkitekterne bibeholdt de antikke omgivelser, hvor det har været muligt.

Inde i hjertet af den nye Apple Store er placeret en gård med grønne planter, klassiske statuer og bænke, hvor Apples kunder kan hvile ud mellem indkøbene eller overveje under åben himmel, hvad deres næste elektroniske investering skal gå til.

Førstesalen i den nye Apple Store præges af en kæmpe trappe, der blev bygget i 1888. Her er også en stor terrasse med oliventræer og jasmin.

Apple har opdelt paladsets gamle ballroom med flere områder til møder, kurser, events og lignende. (Foto: Apple)

Det hele holdes sammen af elementer af ægte Carrara marmor og store glasvinduer ud mod del Corso, der lader lyset flyde helt uhindret ind.

Den øverste etage i den nye Apple Store rummer bl.a. en stor ballroom, hvor Apple vil holde møder, events, foredrag osv.

Heroppe befinder sig også et område til Apples support-folk og en Genius bar med et smukt hånd-dekoreret loft i den oprindelige stil fra det 17. århundrede.

Som nævnt er den nye Store i Rom Apples seneste, men helt bestemt ikke sidste. Spørgsmålet er blot, om Apple kan blive ved med at overgå sig selv, hver gang en ny Store åbnede.

(Infografik: Statista.com)

Selve ideen til den enestående butiksstil blev skabt kort tid efter, at Apples stifter Steve Jobs vendte tilbage til sin ”baby” i 1997.

Dengang satsede Apple på at sælge sine Macintosh computere via traditionelle computer-butikker, hvor de konkurrerede hårdt med stadig billigere Windows-pc’er fra Fjernøsten.

Året efter – i 1998 – blev Apples nuværende topchef Tim Cook ansat som Vice President for Worldwide Operations.

Sammen med Jobs byggede han en helt ny salgskanal for Apple. Egne butikker, hvor kunderne havde god tid til at prøve produkterne uden at have en aggressiv sælger hængende over ryggen.

(Foto: Apple)

I 2001 åbnede Apple sine første to Stores i Tysons i den amerikanske delstat Virginia og i californiske Glendale.

Mange analytikere mente, at Apple Stores aldrig ville få en chance. Man kunne da ikke sælge computere som designer møbler eller modetøj.

De tog meget fejl. Allerede i den første weekend omsatte Glendale butikken 599.000 dollars, hvilket var mange penge for 20 år siden.

I 2004 nåede Apple Stores milepælen en milliard dollars, og i dag omfatter æble-imperiet knap 500 Stores.

Over halvdelen af Apples Stores ligger i dag i USA – 271 styk – men Kina har den største fremgang. Her har Apple nu 50 egne butikker, mens Storbritannien har 38.

Hvornår har I sidst købt ny mobil, tablet eller computer i så stilrene omgivelser? (Foto: Apple)

Danmark har desværre ikke en eneste. De nærmeste Apple Stores ligger i henholdsvis Malmø og Hamborg.

Med Apples imponerende markedsandel i vores lille land, burde Danmark snart stå for tur. Hvis det sker, bliver det spændende at se, hvad Apple kan finde på.

Ville Apple f.eks. gå i alliance med Danmarks verdensberømte arkitekt Bjarne Ingels?

Ville planerne være at bygge helt nyt og i et utraditionelt design i trendy nye bydele som Københavns Nordhavn eller Sydhavn?

Eller ville Apple måske følge eksemplet fra Rom og finde et af den danske hovedstads flotte gamle palæer og ombygge det. Lidt i stil med, hvad McDonald’s har gjort på Kongens Nytorv?

Den nye Apple Store i Rom rummer bl.a. denne flotte gamle trappe fra 1888. (Foto: Apple)

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

WhatsApp trækker i land