Pc-salget boomer

Vaskemaskine til dine AirPods

(Foto: Cardlax)

Folk, der går med høre-apparater, kender problemet næsten dagligt:

Deres små hjælpere skal rengøres jævnligt for at fungere ordentligt. Ørevoks skal fjernes fra de dele – ”click domes” – , der sidder inde i øregangen.

Tilsvarende skal fedt og andet snavs tørres væk fra den del af høre-apparatet, man anbringer bag øret.

Hvor mange tænker på, at man burde gøre det samme med sine små øretelefoner. Både dem, der er helt trådløse og dem, man bærer med en bøjle over hovedet eller om nakken?

Øretelefoner er måske nok ikke så kritiske som høreapparater, men man må ikke glemme dem – og slet ikke i disse virus-fokuserede tider. Især de dele, der puttes ind i øret, kan komme ud fyldt med uønskede ting på overfladen.

Første trin i rengøringen foregår med en roterende børste. (Foto: Cardlax)

De fleste vil sagtens kunne nøjes med at rense deres øretelefoner med en fin mikrofiber klud. Er man imidlertid entusiast, må der købes en lille vaskemaskine til AirPods og co.

Opfindelsen kommer ikke fra de store og kendte vaskemaskine fabrikanter som Miele, Bosch, AEG eller Samsung, men fra lille Cardlax i USA.

Nyheden ser umiddelbart smart ud, men jeg kan ikke sige noget om kvaliteten. Cardlax EarBuds Washer skal afprøves i praksis.

Det ser dog ud til, at den lille vaskemaskine bruger goe gamle metoder til at rengøre øretelefoner. Ikke mere nymodens virkemidler som ultra-violette stråler, der kan dræbe 99,5 procent af alle virus og bakterier.

Når man åbner den handy Cardlax æske, afsløres først en roterende børste ovre i det ene hjørne:

Derefter lægges øretelefonerne ned i selve vaskemaskinen, hvor de renses med alkohol og en roterende tromle, der har blødt skum i siderne. (Foto: Cardlax)

Den bruges til en slags ”forvask”, der fjerner større stykker snavs fra øretelefonen. Børsterne er så små, at de også kommer ind i revner og andre svært tilgængelige områder.

Efter forvasken flytter man sine øretelefoner ned i selve vaskemaskinen, hvor der sidder en hurtigere roterende kerne. Den er lavet af samme bløde skum, som pigerne kender fra makeup svampe.

Vaskemaskinen fyldes samtidig op med lidt 70 procent alkohol eller desinfektions-væske. Når kernen så roterer, gnider øretelefonerne mod vaskemaskinens sider, fjernes selv små partikler af snavs, støv og fedt.

Resultatet af operationen skulle være, at ens øretelefoner er lige så fine, rene og uberørte, som da man tog dem ud af æsken første gang.

Cardlax har egentlig udviklet sin lille vaskemaskine til Apples AirPods, der er verdens mest solgte trådløse øretelefoner.

Maskinen fungerer dog også med mange andre fabrikater øretelefoner. På sin hjemmeside nævner Cardlax bl.a. Samsung, Bose og Jabra.

Cardlax garanterer samtidig, at rengøringen foregår så blidt og nænsomt, at man sågar kan bruge den til høreapparater.

Selve vaskemaskinen er ret enkelt opbygget mekanisk. Derfor kan man nemt tage de enkelt elementer ud og vaske dem separat under den varme vandhane eller skifte dem, når de er ved at være slidt.

Cardlax forsøger i øjeblikket med stor succes at finde finansiering til en storproduktion af mini-vaskemaskinen via Crowd Funding på iværksætter-portalen Kickstarter.

Det ønskede beløb er allerede overtegnet mindst 15 gange efter et par dage. Interesserede kan dog fortsat forudbestille et eksemplar til en særpris på 33 US dollars eller ca. 200 kroner.

Leveringen skal ske allerede i juni, medmindre Corona virussen eller container-skibe, der lægger sig på tværs i Suez-kanalen forsinker den….

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Pc-salget boomer