Spil dine plader svævende
En pladespiller ligner vel en pladespiller. Eller gør den?
Gennem årene har vi da set alternative design til grammofoner. Nogle har f.eks. en tangential tonearm i stedet for den sædvanlige, der følger pladerillen i en bue. Eller vi har set pladespillere, der står på højkant. Praktisk, når man gerne vil se pladens label i midten af den sorte skive.
To unge designere fra Sydkorea – Jimin Hwang og Jihyo Seo – har ladet sig inspirere af de efterhånden mange gadges, som kan svæve ved hjælp af elektro-magnetisme. Lamper, højttalere osv.
Ergo har de udviklet verdens første svævende pladespiller. Eller måske rettere markedets første pladespiller med svævende musik.
Det er nemlig ikke hele grammofon-kassen, som kan flyve i ”Levi” konceptet. Kun pladetallerkenen med vinylskiven på.
Om det lyder bedre og giver en mere luftig klang til musikken, skal jeg ikke kunne sige. Men skægt og anderledes ser det i hvert fald ud på fotos og video.
Levi pladespilleren er ellers udført i minimalistisk design, som sikkert mange danskere vil kunne lide. Desuden har Levi fået Harman-Kardon navnet klistret på.
Muligvis drømmer Jimin Hwang og Jihyo Seo om, at det berømte amerikanske Hi-Fi mærke vil sætte deres prototype i produktion. Måske det ligefrem kan lade sig gøre, for Harman ejes i dag af Samsung fra Sydkorea.
Teknologien i Levi ligger i en stærk motor, der ikke kun kan få pladetallerkenen til at rotere. Den udsender også elektro-magnetisme, der får magneten på undersiden af tallerkenen til frastøde og lette et par centimeter op i luften.
De to designere har sågar sørget for, at man kan indstille svævningen i fire niveauer – Refreshing, DSoothing, Sweet og Bittersweet.
Alt efter, hvilken ”mode” man vælger, vil pladetallerkenen stå svævende i luften eller bevæge sig op og ned i takt med musikken. Det er da en ny form for show….
Ingen kommentarer endnu