Huawei udfordrer MacBook

Bose’ bedste i ørerne

(Foto: Bose

Det er jo ikke, fordi det er svært at finde trådløse øretelefoner nu om dage.

Efter at Apple gjorde sine AirPods til en global bestseller, vil alle være med i kapløbet omkring de små plastik-enheder, som man putter i øret.

Der er dog stor forskel på kvaliteten af trådløse øretelefoner:

De helt billige kan man godt glemme med det samme, mens der er god grund til at give de dyrere et seriøst lyt, inden man bruger over tusind kroner på et sæt. Nogle er nemlig fint neutrale i lyden, mens andre helt åbenlyst er designet til rock og masser af bas.

Bose har været længe om at hoppe på vognen med trådløse øretelefoner, der har aktiv støjreduktion ombord (ANS). Det har kun de bedre eller bedste på markedet.

(Foto: Bose)

 

Det sene tidspunkt kan være lidt mærkeligt, al den stund Bose gennem flere år har haft den måske bedste støjreduktion, man kan i ”store” hovedtelefoner. Her kæmper Bose om førstepladsen med navne som Sony eller Sennheiser.

Men nu er de her omsider. Bose’ første trådløse øretelefoner QuietComfort støjreduktion. De skal så til gengæld være de mest effektive og vellydende, man kan købe – hævder Bose.

Som andre øretelefoner i denne klasse rummer Bose nyheden adskillige mikrofoner, der følger støjen omkring bærerens hoved.

Måleresultaterne sendes til en chip i øretelefonerne, hvor en Bose-udviklet algoritme fyrer modsignaler via små transducere for at neutralisere støjen. Det er noget, der sker på brøkdele af et millisekund.

Når Bose taler om ”effektivitet” i den sammenhæng, betyder det, at støjen fra en kaffekværn, man står lige ved siden af, reduceres til en hvisken. Brølet fra en motorcykel forsvinder næsten helt.

At isolere sig fuldstændig fra omverdenens lyde kan dog også være en farlig idé – ikke mindst i trafikken.

(Foto: Bose)

 

Derfor tilbyder Bose, at øretelefon bæreren kan indstille filter-niveauet i hele 11 trin ved hjælp af den medfølgende app til mobiltelefonen.

Modsat mange andre holder Bose sig fra at manipulere lyden i sine Quiet Comfort øretelefoner. Der er altså ingen bas-boost eller fremhævet diskant. Kun de rene og naturlige toner.

Når man tager et håndfrit telefonkald via sine øretelefoner, skifter de automatisk over i en tilstand, hvor den menneskelige stemme fremhæves. Alle andre lyde omkring brugeren dæmpes ned – f.eks. også vindstøj.

Bose’ nye ”QC Earbuds” kommer med Bluetooth 5.1. De vejer 8,5 gram og er IPX4 godkendte. Det vil sige, at de kan tåle sved og almindeligt regnvejr.

Spilletiden på en opladning opgives til seks timer. Lægger man sine øretelefoner i den medfølgende bæreæske, når de ikke er i brug, øges spilletiden til 18 timer.

Quiet Comfort øretelefonerne kommer til Danmark den 5. oktober. Prisen bliver 2.199 kroner, hvilket er præcist det samme som Apples AirPods Pro, men dyrere end Samsungs Galaxy Buds Live eller Sonys WF-1000XM3….

(Foto: Bose)

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Huawei udfordrer MacBook