Der går mode i masker (opd)

Google vil udfordre iPhone SE

Man kan sikkert finde mange mysterier i den danske branche for underholdnings-elektronik, men for mig at se er der i hvert fald to store:

Hvor bliver Amazon af med alle sine hardware produkter til det digitale hjem. Og hvorfor markedsfører Google ikke sine Pixel telefoner seriøst i Danmark?

Vores lille land er ellers kendt for at købe mange dyre og avancerede mobiler, så Pixel ville da være oplagt til en bredere salgs-indsats end i en enkelt online butik eller to.

Spørgsmålet trænger sig på igen, fordi Google vil præsentere en ny mellemklasse telefon i næste uge – eller senest den 12. maj. Den skal hedde Pixel 4a og især imponere med fremragende kameraer til prisen.

Selvom Google Pixel 4a har et helt kamera-modul på ryggen, indeholder det kun en enkelt optik. (Foto: Onleaks / 91Mobiles)

Pixel 4a kører med en Snapdragon 730 processor som motor, der assisteres af 6 GB RAM og 64 eller 128 GB lager. Batteriet er på 3.080 mAh og kan oplades rimelig hurtigt med 15 watt ad gangen.

Google telefonen kommer med en OLED skærm på 5,81 tommer og Full HD+ grafik med 2.340 gange 1.080 punkter. Coveret er i plastik for at spare penge – ikke i glas som hos mange konkurrenter. Lidt overraskende holder Google fast ved at bruge et traditionelt hovedtelefon-stik på 3,5 mm.

Men så er der jo kameraet, for der er kun ét på ryggen. Ligesom hos Apples nye iPhone SE, men modsat alle rivalerne fra Android lejren. Her har selv telefoner i mellemklassen mindst tre kameraer på ryggen.

Google har imidlertid holdt på, at ét rigtig godt kamera er bedre end flere halvgode. Selv på sine dyre modeller. Det vil også være tilfældet med den nye Pixel 4a, som ventes at arve billedskyderen fra sin storebror – inklusive al software med kunstig intelligens.

Med sin 5,8 tommers OLED-skærm med tykke rammer omkring virker den nye Google en smule gammeldags. (Foto: WinFuture)

Vigtigst af alt er Googles avancerede Night Sight til billeder under dårlige lysforhold. Kameraet får en 12,2 megapixel billedsensor bag et objektiv med f/1.7 blænde.

Den spanske foto-blogger Julio Lusson hævder, at han har haft mulighed for at teste Google Pixel 4a. Ved den lejlighed sammenlignede han Googles 12,2 MP kamera med foto-evnerne hos en 48 MP sensor på en kinesisk Redmi Note 7. Google vandt – se video.

Internationalt skal Google Pixel 4a komme i butikkerne fra den 22. maj og til priser fra 399 US dollars. Storebror Pixel 4 kan købes til 5.600 kroner i danske online butikker, så mon ikke den nye Pixel 4a lander på omkring 3.500? Ikke langt fra Apples nye iPhone SE, der er en direkte rival på det amerikanske marked.

(Indledningsfoto: OnLeaks/91Mobiles)

Designet er ikke ligefrem ophidsende, men Pixel 4a skal have skjulte kvaliteter i først og fremmest kameraet. (Foto: WinFuture)

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Der går mode i masker (opd)