Nu får Pokemon ørenlyd

Nu er OnePlus selv et flagskib

Gennem adskillige år har OnePlus med store dygtighed spillet den frække lillebror, der bare ikke ville være så fornem som de helt store i smartphones. Kræfterne var de samme, men man behøver jo ikke at hedde Ferrari eller Porsche for at kunne køre stærkt.

Som led i den strategi har OnePlus hele tiden pudset på sit image af at være ”flagship killer.” Med andre ord fik man lige så meget – eller mere – hos OnePlus end i telefonerne fra Samsung eller Apple. Prisen var bare markant lavere.

Det med prisen er historie fra i dag. Med præsentationen her til aften af de nye OnePlus 8 telefoner optræder OnePlus både pris- og udstyrs-mæssigt i klasse med sine ærkerivaler. Spændende at se, om det går godt.

Den nye Interstellar Glow farve skal nok dele vandene. Enten vil man elske at have sin mobil i den kulør – eller man kunne ikke drømme om at vælge farven. (Foto: OnePlus)

Den nye ”lille” OnePlus 8 skal koste mellem 699 og 799 dollars, hvilket på dansk bliver til 5.399 og 5.999 kroner. Den store OnePlus 8 betaler man 900 og 1.000 dollars for eller mellem 6.999 og 7.899 kroner.

Mange havde ventet også at se en tredje Lite model af OnePlus 8. Det havde de kinesiske medier varmet op til, og det ville i givet fald være samme taktik, som f.eks. Samsung og Huawei dyrker. Men nej – vi fik kun to OnePlus 8’ere. De ser dog begge ok spændende ud.

For et par dage siden kunne Leifshows afsløre de fleste detaljer omkring de nye OnePlus 8 telefoner. Derfor nøjes vi i dag med at gentage de vigtigste specifikationer og tilføje nogle ekstra, som ikke var klar inden påske.

De tre nye farver, man kan købe OnePlus 8 og 8 Pro i. (Foto: OnePllus)

OnePlus 8 Pro kommer således med den seneste nye Snapdragon 865 processor, 8 eller 12 GB RAM, 128 eller 256 GB lager og et stort 6,78 tommer display. Den har fornem Quad HD+ grafik og en lynhurtig opdatering på 120 Hz – dobbelt så hurtig som de fleste andre smartphone skærme. Test-laboratoriet DisplayMate har kåret Pro-udgavens display til at være markedets bedste.

Kun den store OnePlus 8 Pro kommer med trådløs opladning. Med 30 watt er den lige så hurtig som med kabel. Batteriet er på 4.510 mAh. Der er to højttalere med Dolby Atmos og Wi-Fi 6.0.

Som altid hos OnePlus’ topmodeller er der gjort ekstra meget ud af kameraerne. For første gang hos OnePlus er det et set-up med fire billedskydere, hvor den ene er meget usædvanlig. Den ene sensor måler nemlig farve-temperaturen.

Hovedskyderen har en meget stor Sony billedsensor på 48 megapixel og et lysfølsomt objektiv på f/1.4. Vidvinklen på 120 grader er ligeledes på 48 MP, hvilket skal sikre optimal skarphed helt ude i hjørnerne. Det tredje kamera er en tele med 3x hybrid og 30x digital zoom.

OnePlus gør meget ud af, at den ”almindelige” OnePlus 8 ikke er en lidt svag lillebror til dem, der ikke har råd til den dyre Pro model. Den normale 8’er kan langt hen ad vejen sammenlignes med f.eks. Apples iPhone 11 Pro, men til en markant lavere pris.

Det er f.eks lykkes at gøre OnePlus 8 en halv centimeter smallere end Apple telefonen, selvom de har samme størrelse skærm – nemlig 6,5 tommer. Desuden vejer OnePlus næsten 50 gram mindre end iPhonen.

De nye OnePlus Bullet Z øretelefoner sælges til en meget fornuftig pris. (Foto: OnePlus)

Processoren i de to nye 8-modeller er den samme – nemlig Qualcomms Snapdragon 865. Begge er også født med 5G. De har Wi-Fi 6, to højttalere og hurtig 30 watt opladning via USB-C kabel. Men den almindelige 8’er har en lidt mindre skærm på ”kun” 90 Hz og Full HD+ kvalitet, lidt mindre lagerplads, kun tre kameraer og ingen trådløs opladning.

Kameraerne i OnePlus 8 er på 48 megapixel til hoved-objektivet. Ultra vidvinklen er på 16 MP, mens det tredje kamera er til makro nær-optagelser.

Begge OnePlus 8 mobiler kan forudbestilles fra i dag og kommer i de danske butikker den 21. april. Man kan købe dem i fire farver – Onyx Black, Glacial Green, Ultra Marine Blue og en spændende Interstellar Glow, der kan minde lidt om pink.

Endelig lancerede OnePlus et sæt nye trådløse øretelefoner i dag. De hedder Bullet Wireless Z og er en billigere udgave end firmaets nuværende øretelefoner. Z udgaven er fortsat ikke helt trådløs, fordi der er en bøjle omkring nakken mellem de to ørepropper. Bullet Wireless Z fås i sort eller blå til 399 kroner….

(Indledningsfoto til artiklen: OnePlus)

OnePlus 8 er en slank og elegant smartphone. (Foto: OnePlus)

Væk er pop-up selfie kameraet fra OnePlus 7. (Foto: OnePlus)

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nu får Pokemon ørenlyd