Instagram video-chatter mod Corona

Får Huawei comeback i morgen?

Der har længe været stille om den kinesiske telegigant. I hvert fald på det danske marked, hvor folk nu i et halvt år har savnet en ny topklasse mobil, der kunne tage kampen op med Samsungs Galaxy S20 og med Apples iPhone 11 fra sidste efterår.

Meget kunne tyde på, at Huawei i morgen eftermiddag vil råbe ”We Are Back”. Da løfter Huawei nemlig sløret for sin nye P40 familie af smartphones, der nok især vil brillere med nye kamera finesser.

Med perfekt timing kan Huawei så i dag meddele, at Nets nu har lavet en variant af sin Dankort app, som passer til det særlige Android styresystem, der ligger på Huaweis nye telefoner.

Dankort-app’en har været et af de ”musts”, som kan få Huaweis mobiler til at overleve på det danske marked. Nu venter vi så på MobilePay og Rejsekort, der også vil være et krav hos danskerne. De er en del af dagligdagen, som ingen vil undvære.

Nogle af Huawei P40 modellerne får et dobbelt selfie-kamera. Ud over den normale skyder op 32 megapixel sidder også en dybde-sensor, så man kan lave selfies med 3D effekter. (Foto: Weibo)

Nets’ Dankort app ligger nu i Huaweis AppGallery, der er kinesernes svar på Googles Play butik og Apples Appstore. Huawei har i øjeblikket travlt med at lave aftaler med softwarehuse over hele verden og AppGallery har på få måneder udviklet sig til at være verdens tredje-største app-butik.

Den nye Dankort app gør det nemt og hurtigt at betale med sin nye Huawei telefon i over 30.000 fysiske og online butikker i Danmark.

Betalingen foregår trådløst ved hjælp af Bluetooth. Brugeren skal blot åbne app’en og holde mobilen tæt til terminalen eller den sorte boks med betalings-symbolet på.

Huawei har også mistet sin status som verdens bedste kamera-mobil for nylig. Oppos Find X2 Pro og Xiaomis Mi 10 Pro har begge overhalet Huawei Mate 30 Pro 5G, der ellers længe sad på den globale førsteplads hos de højt respekterede fotografer hos DxOMark.

Dette skulle være et nærbillede af foto-panelet på Huawei P40 Pro. Tre kameraer, hvor det ene har en zoom på hele 50 gange. (Foto: Weibo)

I morgen står Huawei så klar med P40, der skal tage arven og igen placere Huawei som fabrikanten, der bygger smartphones med de allerbedste kameraer på. Forventningerne er store – og så må man håbe, at vi også får lov til at se P40 i Danmark. Forløberen Mate 30 nåede aldrig så langt.

Naturligvis svirrer rygterne vildt dagen før premieren. Hvad mon Huawei har med i ærmet? Hvordan vil Huawei markere sig i forhold til rivalerne? Det får Huawei nemlig mere brug for nu end længe.

Ikke kun har konkurrenterne nemlig overhalet i foto, men også i salget af smartphones. I februar røg Huawei helt ned fra en anden- til en global fjerdeplads. Nu sælger både Samsung, Apple og Xiaomi flere telefoner end Huawei.

På det kinesiske sociale medie Weibo, der altid er en god kilde til nyt fra landets smartphone fabrikanter, er der både masser af spionfotos og specifikationer på de nye P40 telefoner.

Huawei begynder nu for alvor at markedsføre sit AppGallery på det danske marked – som alternativ til Googles Play butik og Apples Appstore. (Illustration: Huawei)

 

For en måned siden havde Huawei senest nyt i Danmark. Det var med den nye Mate Xs foldetelefon, der på grund af sine høje pris aldrig bliver andet end et niche-produkt. (Foto: Huawei)Her på Leifshows vil vi dog nøjes med at nævne nogle af de påståede ”high lights.” De endelige kommer alligevel om et døgn fra officiel side.

Rygterne vil således vide, at Huawei ikke løber med på racet omkring de store megapixel antal, hvor Samsung og Oppo lige nu fører med 108 MP på deres kamera-mobiler.

De nye Huawei P40 telefoner får ”kun” 40 og 50 MP, men til gengæld på både zoom og vidvinkel objektiv. Desuden skal zoomen kunne forstørre hele 50 gange. Se, det er da noget.

Helt nyt er også, at selfie-kameraet på Huawei P40 får en ekstra dybde-sensor. Med andre ord skal man kunne lave de samme tre-dimensionelle Bokeh effekter med forskellig billed-skarphed, som andre fabrikanter praler med på deres hoved-kameraer på ryggen af mobilen.

I februar lancerede Huawei sin Mate Xs foldemobil på det danske marked. På grund af sin høje pris bliver den dog aldrig andet end et niche-produkt. (Foto: Huawei)

Ifølge Weibo kommer Huawei P40 i to eller tre versioner. Den største får en 6,6 tommers AMOLED skærm, firmaets egen Kirin 990 processor med integreret 5G og pænt store batterier. De skal kunne oplades trådløst med over 40 watt – altså meget hurtigt.

På sin danske hjemmeside er Huawei i dag begyndt at reklamere for P40 lite, så det er måske den af modeller, man vil satse på i dette land.

Lite bliver uden tvivl ret billig og skal diske op med  fire kameraer på ryggen – en 48 MP hovedskyder plus 8 MP ultra vidvinkel, 2 MP makro og 2 MP dybde (Bokeh)…..

(Indledningsfoto til artiklen: Weibo)  

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Instagram video-chatter mod Corona