Intel viser bærbar pc med OLED

I morgen er det slut med Windows 7

I morgen tirsdag vil Microsoftr officielt sætte punktum for en æra. Da stopper Microsoft for opdateringer og support til Windows 7, der blev lanceret i 2010.

Ti års levetid kan lyde af meget for et styresystem, der ofte opdateres hvert eneste år. Ikke desto mindre viser nye analyser fra Net Market Share, at mere end hver fjerde pc på denne jord stadig kører med Windows 7. Mere præcist 26,6 procent.

I Danmark er situationen ikke helt så gal. Ifølge analyse firmaet Statcounter kørte Windows 7 på knap otte procent af alle pc’er i dette land ved udgangen af 2019. Over 88 procent har Windows 10 installeret.

Når Microsoft stopper teknisk support, software, rettelser og sikkerheds-opdateringer til Windows 7, betyder det ikke, at styresystemet holder op med at virke. Man kan stadig bruge Windows 7 på sin gamle pc, men må leve livet lidt mere farligt. Beskyttelse mod nye virus og malware bliver ikke længere fornyet.

Her er en oversigt over udbredelsen af pc-styresystemer i verden. (Infografik: Statista.com)

Microsoft anbefaler naturligvis, at folk erstatter 7’eren med det nuværende Windows 10. Det kan bare ikke lade sig gøre hos alle. Deres gamle computere er simpelthen ikke stærke nok eller mangler RAM til at kunne køre den langt mere omfangsrige version 10.

Med andre ord må millioner af mennesker udskifte deres nuværende pc. Det er sikkert en god ting, fordi en moderne computer er langt hurtigere end en computer, der var født med Windows 7. Alverdens pc-fabrikanter har derfor julelys i øjnene ved udsigten til at få et ekstra salg i den kommende tid – godt hjulpet på vej af Microsoft.

Windows 10 er i øvrigt også ved at være en gammel svend. Microsofts seneste styresystem kom i 2015 og fylder derfor fem år i år….

(Indledningsfoto til artiklen:  SafeBytes)

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Intel viser bærbar pc med OLED