Unge bloggere dominerer

Galaxy S11+ får 108 MP kamera

Samsung plejer at være den af de store smartphone fabrikanter, der præsenterer sine nye produkter tidligst på året. Det vil også være tilfældet i 2020, hvor næste generation Galaxy S telefon vil blive afsløret enten den 18. eller den 24. februar.

Sidstnævnte dato falder sammen med den store Mobile World Congress i Barcelona. De fleste holder derfor på, at den 18. februar bliver datoen. Så skal Samsung ikke slås med sine konkurrenter om pressens og verdens opmærksomhed.

Med kun to måneder fra dato og frem til premieren er de første lækager om den nye Galaxy S11 telefon naturligvis ved at dukke op på internet. Og tilsyneladende er det kameraerne, der bliver det store nummer i den 11. udgave af Samsungs mest solgte smartphone.

På den skrabede Galaxy S11e telefon er kamera modulet ikke helt så voldsomt. (Foto: LetsGoDigital)

Det ville også være en logisk beslutning fra sydkoreanernes side. Lige nu ligger Samsungs værste konkurrent på jorden. Huaweis nyeste telefoner med verdens bedste kameraer i kan stort set ikke købes uden for Kina på grund af USA’s boykot. Det efterlader et gabende hul, som Samsung ville være dum ikke at forsøge at udfylde.

Det sker med Galaxy S11 telefonen, der bl.a. udstyres med Samsungs utrolige 108 megapixel kamera. Det sælger Samsung allerede nu til sin kinesiske rival XIaomi, men selvfølgelig kommer også Samsung selv med det i sin kommende S11+ model. Formentlig i en ny og forbedret version.

Rygterne siger også, at Samsung vil udstyre Galaxy S11 med et tele-objektiv, der har 5 eller 10 gange optisk zoom – ikke den dårligere digitale løsning. Objektivet vil blive udformet som et periskop, der glider ud fra mobilens bagside.

Damen viser det lille kamera modul, der indeholder den optiske zoom med periskop. (Foto: Ice Universe)

Generelt set vil Galaxy S11 ligne sin forgænger S10 meget. I hvert fald i det ydre. Skærmene vil få samme størrelse som i dag, men de vil blive dobbelt så hurtige. 120 Hz refresh rate mod i dag 60. Desuden holder selfie kameraet flyttedag fra det ene hjørne af displayet og ind på midten. Ligesom hos storebror Galaxy Note10.

Den største visuelle forskel kommer på bagsiden. De avancerede kameraer fylder så meget, at Samsung kun kan gemme dem i en ordentlig bule. Ikke kønt, men kameraernes kvalitet skal mere end opveje stilbruddet i design.

Samsung har egentlig meddelt, at man ikke længere vil fremstille egne processorer i topklasse. Men den nye Galaxy S11 telefon vil i hvert fald blive solgt med enten Samsungs egen Exynos 990 chip eller Qualcomms nyeste Snapdragon 865 processor. Hvilken chip, der sidder i telefonen, afhænger af det marked, den sælges på.

Galaxy S11 vil naturligvis blive produceret både i 5G og 4G versioner. Desuden ventes +-topmodellen at kunne optage video i ægte 8K kvalitet. Hvem der så end har brug for det i 2020, hvor næsten alle nye tv kun vil være 4K.

Galaxy S11+ vil desuden få et meget stort batteri på 5.000 mAh, som Samsung køber hos sin sydkoreanske konkurrent LG. Sidstnævnte er verdens største fabrikant af Li-ion batterier. Den mindre Galaxy S11 får så samme batteri på 4.300 mAh, der i dag sidder i Galaxy Note10+.

(Indledningsfoto til artiklen: OnLeaks)

Samsungs netop præsenterede Galaxy A51 og A71 telefoner giver en klar antydning af, hvordan kameraerne på den dyrere Galaxy S11 kommer til at se ud. (Foto: Samsung)

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Unge bloggere dominerer