Over halvdelen af pengene går online
Det må ikke være sjovt at være salgschef på en avis eller et tidskrift på print, på en tv-station eller på radio. I hvert fald, hvis de kigger lidt i spåkuglen.
Senest næste år vil halvdelen af alle reklame-penge i denne verdens gå til online reklamer. Om to år – i 2021 – vil internet annoncer sidde på 52 pct. markedsandel. Dobbelt så meget som tv.
Det viser en ny analyse fra det globale medie-bureau Zenith, der er repræsenteret i 95 lande kloden rundt.
Ifølge Zenith ventes det globale reklame-forbrug at overgå alle forventninger i år. Prognoserne havde sagt 4,0 procent. Nu ser det ud til at blive 5,7 pct.
De store vækst-motorer ligger i USA, Frankrig og Rusland, og den helt store fremgang kommer fra ”cross channel marketing”, hvor tv, online video og sociale medier blandes i en kampagne.
Væksten i internet-reklamerne får ekstra energi gennem den kendsgerning, at over halvdelen af verdens befolkning er online i dag. Ved udgangen af 2018 var der ifølge FN godt 3,9 milliarder internet-brugere.
De fleste kommer online via mobiltelefoner. Det gælder især i Afrika, hvor de fleste lande ikke har en traditionel tele-infrastruktur med kobber-kabler og fiber, som vi kender det i Danmark.
I 2005 var kun to procent af menneskene i Afrika på nettet. Ved det seneste nytår var det en fjerdedel af alle – 25 pct. På globalt plan kan man også se, at antallet af online brugere er firedoblet fra 2005 til 2018.
Med en større del af verden på internet får reklame-branchen bedre muligheder for at nå ud til nye kundegrupper og engagere deres nuværende yderligere….
Ingen kommentarer endnu