Ny ”billig” iPhone bliver mest interessant

Adidas sætter lyd på sporten

Svenskerne kan noget ved musikken. Ikke kun er de Nordens bedsre, når det gælder om at levere indholdet af popmusik. De er også rigtigt dygtige til at bygge højttalere og hovedtelefoner, som kan afspille musikken.

Seneste nye eksempel er Zound Industries i Stockholm, der tidligere har vakt opsigt med sine trådløse højttalere og ”hørebøffer” til Marshall. Denne gang har svenskerne fundet en endnu større og mere berømt partner at bygge til – nemlig sportsmærket Adidas.

Her er man jo godt klar over, at moderne sports-folk og fitness-udøvere gerne vil være klædt fra top til tå i mærkevare outfit. Fra de seneste sneakers og løbesko, over sokker, bukser og trøjer til hue til kølige morgener med udendørs træning. For mange er det meget vigtigt, at udstyret har de tre striber på, som gør Adidas genkendeligt for alle.

Desuden kan Adidas jo med glæde konstatere, at sportstøj signalerer mode og livsstil. Især blandt unge, hvor man ser rigtig mange gå med sorte bukser med tre hvide striber på. Samme målgruppe går med hovedtelefoner eller små øretelefoner, for indholdet fra Spotify eller Apple Music følger med overalt.

Adidas har tidligere præsenteret sports-orienterede smartwatches, men først nu kommer altså hovedtelefoner og øretelefoner der passer i stil og kvalitet. De hedder henholdsvis Adidas FWD-01 og er trådløse øretelefoner samt de tilsvarende RPT-01 hovedtelefoner. Også de arbejder trådløst, så man ikke bliver generet af ledninger, når man træner eller deltager i løb.

Adidas fortæller, at man har haft en løbende dialog med idræts-udøvere under udviklingen af de nye audio-produkter. De har leveret ideer, input og testet produkterne, inden de kommer på gaden. Zound i Stockholm har så designet, udviklet og produceret øre- og hovedtelefoner for Adidas.

De nye FWD-01 øretelefoner er skræddersyet til musikalske løbere. De er hårdføre, vandtætte og kan tåle sved. Samtidig rummer de en form for passiv støjreduktion, der gør det muligt at høre støj og signaler fra omgivelserne, selvom musikken drøner i ørerne.

Hovedbøjlen på de nye Adidas er lavet af stof, så de er ekstra behagelige at have på. Både bøjle og ørepuder kan tages af og vaskes, når de er snavsede eller fulde af sved.

Adidas øretelefonerne kan spille i 16 timer på en opladning. Når de ikke er i brug, kan man hænge dem om halsen. De to ørepropper er nemlig magnetiske og kan klikkes nemt sammen. Tages de ud af ørerne stopper musikken automatisk og starter igen fra det sted, den stoppede, når øretelefonerne sættes i påny.

Adidas gør opmærksom på, at øretelefonernes spidser og vinger – sidstnævnte holder dem fast på ørerne under løb – kan udskiftes efter behov. Det tynde kabel mellem de to ørepropper er lavet af vævet stof for at give en behagelig bærekomfort.

RPT-01 er Adidas nye hovedtelefoner i svensk design. De kan spille i op til 40 timer på en batteri-opladning og er nok mere alsidige end FWD-01 – vurderer det tyske sportsmærke. Hovedbåndet kan f.eks. tages af og lægges til vask. Det samme gælder ørepuderne. De kan jo hurtigt blive fyldt med sved og/eller vand, når man har hovedtelefonerne på til seriøs træning.

De nye sporty hovedtelefoner er IPX-4 godkendte, så de er vand- og støvtætte. De er forsynet med en betjenings-knap, der ikke kun kan drejes lyden op og ned, men også skræddersys i funktioner til den enkelte bruger.

De to nye audio gadges fra Adidas kommer i butikkerne fra den 25. september. FWD-01 øretelefonerne skal koste 150 USD eller ca. 1.000 kroner. RPT-01 hovedtelefonerne er lidt dyrere – 169 dollars eller ca. 1.150 kroner….

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ny ”billig” iPhone bliver mest interessant