”Ad tracking” på FB kan snart slukkes

OnePlus TV tænder i september

Tv-apparater er det nye store interesse-område for mobiltelefon fabrikanterne. Ud fra devisen om, at hvis forbrugerne er ved at være mættet af smartphones – så har de altid brug for et nyt fjernsyn.

Kinesiske Xiaomi har allerede kæmpe-succes med denne strategi. På hjemmemarkedet i Kina er Xiaomis Mi TV på få måneder blevet landets mest solgte apparater. Huawei fulgte efter for en uge siden ved at præsentere sit første fjernsyn som Honor Vision.

OnePlus har også længe rumsteret med planer om at supplere sine succesrige mobiltelefoner med en tv-skærm. For et par uger siden fik vi at vide, at den skal hedde OnePlus TV. Nu kommer så informationen, at OnePlus TV kommer til salg fra september – men kun i Indien i første omgang.

Den eksakte dato er ikke nævnt, men kinesiske sociale medier taler om den 26. september. På samme dato kunne OnePlus nye 7T og 7T Pro telefoner blive præsenteret. Det er lidt tidligere end normalt for OnePlus’ efterårs-mobiler.

Så er det vist ikke til at overse længere: OnePlus TV og de nye OnePlus 7T telefoner kommer i september.

I et blog-indlæg i et OnePlus forum oplyser firmaets topchef, Pete Lau, at USA og EU vil følge efter på et senere tidspunkt. Desværre ikke et ord om Europa.

På den anden side har OnePlus brugt samme lancerings-taktik tidligere. Da de første OnePlus telefoner blev lanceret, kunne de kun købes i udvalgte lande – og selv da kun af heldige kunder, der havde fået en invitation.

Denne restriktive form for marketing viste sig at være et genialt træk for OnePlus. Telefonerne blev hurtigt eftertragtede og nærmest omgærdet af myter. De måtte jo være noget særligt, når kun få kunne få lov til at købe en.

Senere har OnePlus så åbnet salget af telefoner i flere lande. Danmark var blandt de første, og OnePlus er fortsat det fjerde-største mærke på det danske marked – efter Apple, Huawei og Samsung.

OnePlus ser sit tv som mere end et fjernsyn, der hænger på væggen. Nyheden skal være den centrale kommunikations-central i hjemmet. Det har vi set og hørt fra. Måske OnePlus kan vise, at drømmen kan realiseres. (Foto: WeChat)

Man kunne sagtens forestille sig, at OnePlus vil bruge samme strategi med sit tv. Dels for at samle erfaring med et markeds-område, som firmaet ikke kender til – tv-kunderne. Dels for at være sikker på, at OnePlus kan producere et tilstrækkelig stort antal tv, hvis boomet skulle komme.

Pete Lau forklarer også valget af Indien med, at OnePlus allerede har en række aftaler på plads om  tv-indhold i dette store land:

”Vi ved alle, at indhold er kongen. Vi har altid haft et meget fint samarbejde med indholds-leverandører i Indien. Det sikrer spændende indhold fra starten,” siger han.

Det store fokus på indhold bekræfter også, at OnePlus ser sin nye tv-skærm som meget mere end bare fjernsyn. Skærmen skal være centrum for hjemmets kommunikation, fremtidens tingenes internet, og den skal kunne bruge mobiltelefonen som trådløs fjernbetjening.

OnePlus vil ikke benytte OLED til sit nye tv, men QLED som kendes fra Samsungs fjernsyn. OLED er en betydelig dyrere teknologi, og OnePlus er kendt for at sælge sine produkter billigere end konkurrenterne.

OnePlus’ Bullet Wireless 2 øretelefoner er netop kåret til markedets bedste “in-ear headphones.” (Foto: OnePlus)

 

OnePlus TV kommer formentlig i størrelser på 55 og 65 tommer. Det vil bruge Googles Android TV som platform og derfor blive en direkte konkurrent til bl.a. Apple TV.

Samtidig med lækagen om det nye tv har OnePlus også udsendt en mere lokal nyhed for det danske marked. Mærket tilbyder nemlig ekstra rabat til studerende – ud over den ”back to school” kampagne, der kører i øjeblikket og frem til den 31. august.

Har man et gyldigt studiekort, er der yderligere fem procent at hente i rabat på OnePlus 7 og OnePlus 7 Pro telefoner – samt 10 pct. på alt tilbehør. Se nærmere her.

Endelig har OnePlus for første gang vundet priser ved den årlige EISA konkurrence, hvor et internationalt panel af tech-eksperter kårer årets bedste forbruger-elektronik.

OnePlus 7 Pro telefonen vandt den prestige-fyldte EISA-pris for ”bedste avancerede smartphone”, mens OnePlus Bullets Wireless 2 hentede en award for ”Best In-Ear Headphones”….

Hvis man har et studiekort, kan man få ekstra rabat på OnePlus produkterne – ud over priserne i den aktuelle “back to school”, som alle kan få glæde af. Det gælder også den avancerede OnePlus 7 Pro telefon med pop-up selfie kamera i toppen. (Foto: OnePlus)

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

”Ad tracking” på FB kan snart slukkes