Verden er ikke nok

Smartphones koster ekstra kilo

Meget har vi gennem tiderne hørt om de skadelige virkninger ved at bruge mobiltelefon, For ligefrem sunde er smartphones åbenbart ikke, selvom mange bruger dem til at holde styr på den fysiske form ved fitness eller til at holde vægten nede.

I de første mange år hed det sig, at telefonerne strålede så meget, at den menneskelige hjerne kunne tage skade, når man holdt mobilen tæt til hovedet i mange timer om dagen.

Det er knap så aktuelt nu om dage, hvor smartphones kun sjældent bruges til at tage i telefon – i klassisk forstand. I stedet skriver man masser af meddelelser, social media indlæg, lytter til musik eller spiller games Så er mobilen ikke placeret direkte på øret, der i øvrigt er fyldt med små øretelefoner.

Til gengæld har mobil-kritikere fundet andre fare-momenter. Den udbredte brug af sms og sociale medier gør folk ensomme. De taler ikke længere personligt med deres venner. De har kun digital kontakt over telefonen eller laptoppen.

 

En rent fysik fare er såmænd også opstået i den sammenhæng: Når folk tager deres mobil med i seng og kigger videre på skærmen hele natten, kan det blå lys fra displayets udstråling holde brugeren vågen. Han eller hun får ikke den søvn, som der er behov for.

Nu er der så kommet nok en risiko: Man kan blive tyk og fed af at bruge sin smartphone.

Forskere fra Simon Bolivar universitetet i Venezuela har således fundet ud af, at mennesker, der bruger mobiltelefoner mere end fem timer om dagen, har 43 pct. større risiko for at tage på i vægt. I værste fald kan de gå fra at være slanke til at være tykke.

Samtidig er de hyppige mobilbrugere i farezonen for at få andre typiske livsstils-sygdomme, der kan føre til f.eks. hjerte-problemer og diabetes.

Forklaringen har dog ikke direkte noget med teknologi og stråling at gøre. Årsagen er, at de særligt mobil-ivrige er tilbøjelige til at indtage mange drikke med sukker i, spise fastfood eller fylde sig med slik og snacks.

 

Det er præcist det samme, som vi har hørt i årtier om de mennesker – og måske især teenagere – der sidder foran computerskærmen hele dagen. De fleste er optaget af computerspil, lever i sociale medier. Nogle få programmerer og hacker sig rundt på internet hele døgnet.

I virkeligheden kan man vel sige, at de sydamerikanske forskere har udvidet det, vi godt vidste i forvejen. At den teknologiske livsstil med at sidde foran skærmen i timevis – f.eks. også tv – ikke er særlig sundt. Nu får vi at vide, at det altså også gælder mobiltelefonen.

Læger og studerende fra Simon Bolivar universitetet kom frem til den konklusion ved at dele 1.060 test-personer på 18 til 21 år op i to grupper. Den ene brugte mobiltelefoner for fuldt drøn – og i mindst fem timer om dagen. Den anden gruppe begrænsede deres anvendelse eller lod helt være med at kigge på deres smartphone.

Ifølge analysen, der foregik over et antal måneder, tog 63,9 pct. af de kvindelige mobilbrugere flere kilo på. 57,4 pct. af dem fik sågar indikationer på fedme. Hos deres mandlige kolleger var procenterne knap så højde – 36,1 og 42,6.

Alt i alt giver det – rent teoretisk – en 43 pct. større risiko for at blive tyk, hvis man bruger sin smartphone i fem eller flere timer hver døgn.

Eller vist på en anden måde. 26 pct. af deltagerne, der led af mild overvægt – og 4,6 pct. tykke – brugte mere end en fjerdedel af døgnets timer med næsen i en smartphone.

Lederen af forsknings-programmet, Mirary Mantilla-Morron præsenterede i den forløbne weekend undersøgelsens resultater ved ACC Latin America konferencen for kardiologi-læger i Colombia:

”For mange timers brug af mobiltelefoner skaber en stille-siddende livsførelse. Det begrænser folks fysiske aktivitet, hvilket igen øger risikoen for en tidligere død, diabetes, kredsløbs- og hjerte-problemer samt forskellige former for cancer,” forklarer hun,

Mirary Mantilla-Morron understreger vigtigheden af, at den brede befolkning vænner sig til at bruge mobil teknologi til at forbedre helbredet og indføre sunde vaner – ikke det modsatte. Mobiltelefoner kan nemlig gøre mange gode ting. De lader os have kontakt med hinanden næsten overalt. De giver adgang til utallige services, information og underholdning….

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Verden er ikke nok