Pas på Power Banks på flyrejsen

Hvor meget giver 5G egentlig?

Vi er mange, der har skrevet rigtig meget om fremtidens 5G mobilnet. Solgt det som en revolution i forhold til det 4G, de fleste af os bruger til vores nuværende smartphones.

Teleselskaber og mobilfabrikanter har også travlt med at markedsføre 5G. Sandheden er vel, at 5G langt hen ad vejen skal redde en branche, der er ved at mætte markedet og løbe tør for gode ideer. Når de så endelig kommer som f.eks. de nye klaptelefoner fra Samsung og Huawei, virker de ikke ordentligt. Fabrikanterne havde for travlt med at ”pushe” de nye mobiler frem. Mekanikken i klapperne fungerede bare ikke lige så godt som elektronikken nedenunder.

5G er samtidig blevet et vigtigt element i de handelskrige, som huserer verden over. Nok mest kendt som striden mellem USA og Kina og Huawei, der er verdens største telefabrikant. Men handelskrige om elektronik raser f.eks. også mellem Japan og Sydkorea.

Alle disse meget følsomme politiske opgør om magten over 5G har skabt myter og sikkert også overdrevne forventninger. Når så mange et så stærkt oppe på dupperne, må 5G vel også være et fantastisk fremskridt. Måske indgangen til et helt digitalt samfund, der ligner, hvad vi har set i science fiction tegneserier og film gennem mange år.

Så meget hurtigere er 5G lige nu. (Infografik: Statista.com)

Spørgsmålet er, om 5G i virkeligheden bliver et større hop end det, vi oplevede fra 3G til 4G for nogle år siden. Når 5G kommer til Danmark i 2020 eller snarere i 2021, vil ikke engang alle have forladt 3G. Faktisk findes der stadig områder i vores lille land, som ikke er dækket ordentligt med 4G.

Nogle enkelte lande verden over har allerede 5G installeret. Forbrugerne dér må kunne fortælle os andre, hvad vi kan se frem til i form af f.eks. øget hastighed i de mobile net. Kan man virkelig downloade en hel Hollywood film i 4K kvalitet til sin mobiltelefon på tre til ti sekunder?

Analysefirmaet OpenSignal har målt 5G og 4G hastighederne i otte af de første lande, der har 5G netværk kørende. Konklusionen er, at nogle få brugere allerede tidligt i 5G udrulningen oplever de dramatisk højere hastigheder, som teleselskaberne lovede på forhånd.

De højeste hastigheder har amerikanske 5G brugere glæde af. De kan downloade data trådløst til deres mobil med en hastighed på 1.816 Mbps. Det er 2,7 gange hurtigere end den maksimale hastighed, de kan opnå med 4G.

I Schweiz går det næsten lige så stærkt. Tidlige 5G brugere kan nå hastigheder på 1.145 Mbps, hvilket er 2,6 gange hurtigere end ejere af 4G telefoner og en rigtig god 4G dækning,

Samsung er en af de få fabrikanter lige nu, der faktisk kan levere 5G telefoner i større antal.

Sydkorea kommer ind på tredjepladsen. I Samsungs og LG’s hjemland kan 5G brugere glæde sig over data-hastigheder på 1.071 Mbps. Topfarten på 4G telefoner i Sydkorea er 619 Mbps.

I andre lande ser man beviser på, at 5G stadig kun er en teknologi i sin vorden – og langt fra er færdig-udviklet. Således er 4G hastigheden i Australien højere end i landets nye 5G netværk.

Danskerne vil nok skæve rigtigt meget til erfaringerne i England. Det er ikke så langt borte, og vi kan næsten kigge over vandet til briterne.

De fleste af Storbritanniens førende mobilselskaber er i fuld gang med at rulle 5G ud i alle landets større byer. Inden årets udgang skal i hvert fald engelske, skotske, walisiske og nordirske storbyer have mindst ét 5G netværk kørende. Flere steder vil der være to eller tre konkurrerende net at vælge imellem.

De første beskedne erfaringer fra England er ikke voldsomt imponerende. 569 Mbps er kun godt 100 bedre, end man kan opnå med sine nuværende 4G telefoner.

Monaco bliver det første land i verden med 5G overalt. I tirsdags åbnede Monaco Telecom de første master sammen med Huawei. Her er et billede fra den officielle lancering i Monte Carlo. (Foto: Monaco Telecom)

 

I Danmark er vi ikke kommet nær så langt. Teleselskaber som Telia og Telenor har opsat deres første 5G antenner i København, hvor de skal afprøves af et meget begrænset publikum. Nemlig teleselskabernes egne folk, virksomheder og offentlige myndigheder, der vil være de typisk første kunder til 5G.

Monaco først med 5G i hele landet
For to dage siden blev Monaco først i verden med et 5G netværk, som dækker hele landet. Leveret af Huawei, som USA og flere andre store lande forsøger at holde fra fadet.

Nu er det lille rige land med det store kasino i Monte Carlo og verdens mest berømte Formel 1 racerløb ikke særlig stort rent arealmæssigt. Med sine 202 hektar fylder det ikke mere end en pæn stor dansk bondegård. Men samarbejdet med Huawei giver god publicity for begge parter – og det er enormt vigtigt for den kinesiske telegigant.

Monaco Telecom, der er fyrstedømmets nationale teleselskab, fortæller,  at Huawei er valgt, fordi det har markedets bedster 5G teknologi. Et faktum, som sikkert ærgrer ledelserne i mange andre landes teleselskaber, der af politiske grunde er blevet tvunget til at købe 5G af Nokia eller Ericsson. Fordi Huaweis hævdes at være farlig.

Monaco er en vigtig kunde for Huawei, der slås med regeringer og teleselskaber i mange lande verden over om adgang til at levere 5G netværk.

For Huawei bliver Monaco som et udstillings-vindue til verden. Kineserne leverer nemlig ikke kun 5G infrastrukturen, men også de første smartphones, som monegasserne kan købe. Det er Huaweis Mate 20 X. Derudover vil man fra begyndelsen kunne få den kinesiske Xiaomi Mi Mix 3 i 5G udgave. Begge leveres gratis til Monaco Telecom abonnenter.

I teorien er Monaco nu det land i verden, der er længst fremme med 5G. Sydkorea bliver formentlig nummer to med et landsdækkende 5G – i skarp konkurrence med Schweiz. I Storbritannien, USA og Spanien rulles 5G lige nu ud i større byer. Det samme sker i et lidt lavere tempo i Finland.

Tyskland og Frankrig er i gang med at uddele 5G frekvenser til teleselskaberne, mens Danmark snart åbner de første små test-netværk. Herhjemme bliver 5G næppe interessant for det brede publikum før i 2021.

Monaco regner med at have sit nye 5G netværk fuldt oppe at køre i begyndelsen af 2020. Da vil også turister fra andre lande få adgang til det hurtige netværk på f.eks. hoteller, i havnen og på konference-centre.

Monaco har planer om at integrere 5G i hele sin trafik-styring med intelligente veje, autonomt kørende biler og busser. Også landets politi, rednings-tjeneste og brandvæsen får 5G som noget af det første…

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Pas på Power Banks på flyrejsen