Så dominerende er Facebook i dag

OnePlus 7 versus iPhone Xs

Nu er der gået et par dage, siden OnePlus havde sin største præsentation nogensinde. Hvor OnePlus normalt kun lancerer en enkelt smartphone model ad gangen, kom den nye OnePlus 7 i to – faktisk i tre.

Med den nye syv’er hopper OnePlus lidt ud af sit hidtidige image som prisbryderen, der driller markedets store med telefoner, hvor man får virkeligt meget for pengene. OnePlus 7 er et ægte flagskib, der kan udfordre Samsung Galaxy S10, Huawei P30 Pro og Apple iPhone Xs ”face to face” hele vejen.

Den store OnePlus 7 Pro er heller ikke så billig længere. 5.399 kroner og opefter er mellem 1.000 og 1.500 kroner mere end, hvad danskerner vant til at betale for en OnePlus. Til gengæld får man altså et kraftværk, der er 600 kroner billigere end sin direkte P30 Pro rival fra Huawei og 1.600 kroner billigere end Samsungs Galaxy S10+.

I denne artikel sammenligner jeg den nye OnePlus 7 Pro med Apples store og dyre iPhone Xs Max.

Kort sagt er OnePlus 7 Pro i øjeblikket Android-verdenens hurtigste, stærkeste og vel også mest elegante smartphone. Kun på kameraet slår Huawei stadig OnePlus en lille smule.

Derfor kunne det måske være på sin plads at lave en direkte sammenligning mellem Danmarks mest solgte smartphone mærke – Apple iPhone – og den OnePlus 7 Pro.

Ifølge analysefirmaet IDC er iPhones’ markedsandel i Danmark faldet fra 44 til 40 pct. i det seneste år. OnePlus er det femte-største mærke med tre pct. af salget i vores lille land. Den stærke 7 Pro kunne dog sagtens give OnePlus et ordentligt skub i den danske markedsandel.

Her kommer så 10 punkter, som Apples iPhones ikke kan diske op med, men som OnePlus 7 Pro har som standard:

Den store 6,67 tommers skærm på OnePlus 7 Pro er helt glat og uden forstyrrende indhak eller borede huller til selfie kameraet.

1. Den helt glatte skærm
Apples iPhone X’ere er skæmmet af en bred og grim bjælke i toppen af skærmen – den såkaldte ”notch”, hvor selfie kamera og sensorer til FaceID funktionen sidder.

Skærmen på OnePlus 7 Pro er helt glat, uden indhak eller huller til selfie kamerater. Faktisk fylder displayet 92 pct. af telefonens front, og man ser næsten ingen rammer.

Skærmen på 6,67 tommer har desuden fornemme Quad HD grafik og er lynhurtig. Opløsningen er 3.120 gange 1.440 punkter. Det svarer til 516 pixels pr. tomme (ppi)

2. Pop-up selfie kamera
På det kinesiske marked kan man købe flere smartphones, der har selfie kameraet gemt i en motoriseret skuffe. OnePlus er den første, som kommer til Europa med den smarte feature.

Skuffen tager kun en brøkdel af et sekund at poppe frem eller gemme sig i telefonen igen. Det gør kameraet egnet til at blive brugt til en Face Unlock funktion med ansigts-genkendelse.

OnePlus fortæller, at skuffens “elevator mekanisme” er blevet testet 300.000 gange. Det svarer til, at brugeren skyder selfies 150 gange om dagen fem år i træk.

Selfie-kameraet sidder i en lille skuffe, der skyder op i toppen af OnePlus 7 Pro.

Meget smart har OnePlus indbygget et trick, der forhindrer selfie-skuffen i at gå i stykker ved fald. OnePlus udnytter telefonens indbyggede accelerometer og reagerer lynhurtigt med at trække selfie kameraet ind, når mobilen er ved at falde. Det sker så hurtigt, at når man fanger en faldende telefon med sin hånd efter måske 20 centimeter, vil skuffen allerede være lukket.

3. Lynhurtig skærm
For to år siden reklamerede Apple med, at der var en 120 Hz ProMotion skærm på vej. Den har vi aldrig set i praksis, så iPhones kører med de normale 60 Hz displays, som alle andre også bruger.

Med 7 Pro lancerer OnePlus den hurtigste skærm på en standard telefon. Den kaldes for ”Fluid AMOLED”, og dens 90 Hz findes ellers kun på nogle få specielle gamer-fokuserede smartphones.

90 Hz kaldes også for ”refresh rate” og markerer, at skærmbilledet bliver opdateret 90 gange i sekundet. Det er noget, man kan se på avancerede computerspil og i videoer.

Skærmen på OnePlus 7 Pro opdateres 90 gange i sekundet. Det er 50 pct.. hurtigere end på andre smartphones og vigtigt, når man spiller avancerede games på sin mobil.

4. En mobil i Zen mode
Alle større fabrikanter har introduceret funktioner, der skal forhindre folk i at blive for afhængige af deres smartphone. Ingen andre er det dog gået så vidt som OnePlus med den nye Zen Mode på 7 Pro.

Zen Mode ideen blev født i OnePlus’ meget aktive brugergruppe, og grundlæggende er det at tage ”Ikke Forstyrre” knappen op på et nyt niveau.

Når Zen Mode er tændt, kan næsten alle telefonens funktionen ikke længere bruges i 20 minutter. Den pause skal brugeren udnytte til andre ting i tilværelsen – f.eks. til at snakke personligt med andre mennesker og kigge sin hjertens kær lidt mere i øjnene.

Tag mig på ordet. Når først man har tændt Zen Mode, kan man ikke slukke den igen. Ikke engang at genstarte OnePlus 7 Pro kan fjerne Zen mode. Man bliver nødt til at vente i 20 minutter.

Helt slukket er mobilen dog ikke. Man kan tage vigtige opkald og foretage egne nødopkald. Man kan også tage billeder og videoer med telefonens kameraer.

OnePlus 7 Pro kommer med både en ultravidvinkel og et telefoto kamera med tre gange optisk zoom.

5. Ultra-vidvinkel linse
Gennem ti år havde Apple de bedste kameraer på markedets smartphones. Så kom Huawei og Samsung med deres seneste modeller og overhalede iPhone på dét punkt.

Afstanden mellem Apple og de bedste Android telefoner er blevet øget med Huaweis seneste P30 Pro og OnePlus nye 7 Pro. Det siger også foto-eksperterne fra DxOMark, der placerer de to telefoner som verdens i øjeblikket to bedste kamera-mobiler.

Den nye OnePlus 7 Pro har tre billedskydere på ryggen, hvor hovedkameraet har Sonys seneste 48 megapixel billedsensor bag et lysfølsomt f/1.7 objektiv.

Endnu mere markant er OnePlus’ ultra-vidvinkel objektiv på 16 megapixel. Det kan vise et billede på 117 grader – meget bredere end nogen iPhone kan klare. Til sammenligning kan det menneskelige øje se 120 grader.

OnePlus 7 Pro har fået muligheden for at betjene telefonen med håndbevægelser på skærmen.

6. Tre gange (rigtig) zoom
Ikke alle fotografer er vilde med vidvinkel. De foretrækker telen med mulighed for at zoome tæt ind på motivet.

Med iPhone 7 Plus var Apple var første fabrikant, der havde en smartphone i storproduktion med et teleobjektiv og 2 gange zoom. Det gav også mulighed for den populære bokeh effekt, hvor man slører baggrunden, mens motivet i forgrunden står skarpt.

Apple har siden forbedret kameraerne mærkbart på sine nyere iPhone X modeller, men zoomen kan stadig kun forstørre to gange optisk. Dertil kommer naturligvis den digitale zoom, som dog aldrig bliver helt så god som den optiske.

Den nye OnePlus 7 Pro indeholder en 3x zoom, der ikke taber i billedkvalitet undervejs. Huawei kan det samme eller endnu bedre, men her i denne artikel sammenligner jeg altså med iPhone.

Muligvis – eller sandsynligvis – kommer Apple med et tredobbelt kamera på sin nye iPhone 11 til september. Indtil da har OnePlus et forspring.

OnePlus’ nye Warp 3.0 system skal kunne lade mobilen op tre gange så hurtigt som en iPhone.

7. Lynhurtig opladning
OnePlus udstyrer ikke sine mobiltelefoner med trådløs opladning. Det er en ligegyldig gimmick, mener OnePlus: Man sparer måske nok en strømledning i selve telefonen, men den sidder altså mellem den trådløse oplader og stikkontakten.

OnePlus satser i stedet på ekstrem hurtig opladning via kabel. Den nye Warp Charge 3.0 er 40 pct hurtigere end på sidste års OnePlus 6T model – og tre gange så hurtig til fylde batteriet op med ny energi som Apples iPhone Xs, Xr og Xs Max.

8. Fingeraftryk i skærmen
Da OnePlus 6T blev lanceret sidste efterår, var det en af de allerførste smartphones på det brede marked, der havde fingeraftryks-skanneren gemt under skærmglasset.

Siden har mange andre fabrikanter gjort det samme, men stadig ikke Apple. Her satser man i stedet på sin avancerede Face ID ansigts-genkendelse.

En del mennesker synes, at skannere under skærmen reagerer langsommere end én, der f.eks. sidder bag på mobilen. Dem svarer OnePlus ved at anbringe en ny type skanner i 7 Pro, der er 36 pct. større og 62 pct. hurtigere end løsningen i 6T modellen.

OnePlus har fået en fingeraftryks-skanner i skærmen, der skal være markedets hurtigste.

9. Stor og hurtig hukommelse
OnePlus 7 Pro er den første smartphone på markedet, der indeholder en chip med den nye UFS 3.0 flash teknologi til lager og hukommelse. OnePlus siger, at det gør 7’eren ni gange hurtigere end andre mobiltelefon på markedet – inklusive iPhone. De bruger nemlig ”kun” UFS 2.1 chips.

Oveni kan man købe OnePlus 7 Pro med op til 12 GB RAM ombord. Det er tre gange så meget som på iPhone Xs og Xs Max.

10. En rimelig pris
OnePlus 7 Pro er blevet dyrere end tidligere års OnePlus telefoner, men den er stadig meget billigere end iPhone. 7’eren med 6 GB RAM og 128 GB lager koster 5.399 kroner – en iPhone Xs Max med en smule mindre skærm og den halve mængde lagerplads (64 GB) løber op i 9.799 kroner.

Det er en forskel på 4.400 kroner – en formue – og det understreger, at Apple telefoner altså er meget dyre.

Der skal nok være nogle OnePlus fans, der er mugne over den 1.200 kroner højere pris i forhold til sidste års model. Omvendt kan de så vælge den almindelige OnePlus 7 til 4.199 kroner med samme hurtige Snapdragon 855 processor og samme mængde hukommelse, men med en mindre skærm og to i stedet for tre kameraer på ryggen….

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Så dominerende er Facebook i dag