Stor mellem-vægter fra Samsung

Gaming kan være vejen til en karriere i Forsvaret

Hvad har drone-controllere, flyveledere og jager piloter til fælles med unge gamere, der kan sidde i timevis foran deres computere med deres spil?

Ganske meget, siger Forsvarsministeriets Personalestyrelse, der lige nu målrettet rekrutterer unge gamere til en række af militærets 50 forskellige uddannelser.

Forsvaret skal løbende tilpasse sig fremtidens opgaver. De bliver i stigende grad digitale, og derfor efterspørger flere uddannelser og afdelinger i militæret evner, som især er udviklet hos gamere. Altså inkarnerede computerspillere.

Man skal kunne koncentrere sig selv i forstyrrende omgivelser, når man er en dygtig gamer. Her er et billede fra DM i Esport. (Foto: Lasse Olsson.

Forskning viser nemlig, at computer- og videospil kan gøre brugeren rigtig god til at håndtere flere situationer på samme tid – multitasking. Samtidig skal dygtige gamere holde et godt overblik og hurtigt kunne flytte opmærksomheden uden at miste fokus.

Unge gamere udvikler ofte en meget hurtig reaktions- og beslutnings-evne. De kan samarbejde, koordinere og visualisere – og så har de ofte en udvidet rumlig orientering.

Det er kvaliteter, som Forsvaret bl.a. kigger efter, når kandidater til flyveleder- og pilot-uddannelserne skal udvælges:

”Når vi tester ansøgere til f.eks. flyveleder uddannelsen, fokuserer vi på rumlig intelligens, strategisk sans, hurtig reaktion og evnen til at holde et roligt overblik under stærkt pres. Det er de samme evner, man skal have, når man spiller krævende computerspil,” fortæller Jimmi Andreasen. Han er ledende psykolog i Forsvarsministeriets Personalestyrelse.

For nylig søgte Forsvaret også målrettet efter kandidater til den militære flyveleder uddannelse blandt Danmarks dygtige gamere.

Den slags mulige kandidater er i dag typisk involveret i e-sport. Danmark har tilmed nogle af verdens bedste e-sportsfolk, der vinder den ene internationale turnering i f.eks. ”Counter Strike” efter den anden.

Forsvaret har derfor indledt et samarbejde med Esport Danmark, der er det danske forbund for elektronisk sport:

”Esport er en direkte indganf for os til en målgruppe af dygtige gamere. Mange med netop de evner, vi kigger efter til fremtidens soldat. Vi vil bruge samarbejdet til at brande forsvaret og øge kendskabet til spændende karrierer og uddannelser,” siger Ronny Vossen. Han er specialkonsulent og tovholder for gamer projektet i Forsvarsministeriets Personalestyrelse.

Han tilføjer, at gaming nedbryder grænser mellem kultur, religion, køn og etnisk baggrund. Når man spiller, skelner man ganske enkelt mellem de ting, der ellers har stor betydning ude i det almindelige samfund.

Deltagerne i Danmarks-mesterskabet i Esport har fuld koncentration på spil og skærm. (Foto: Lasse Olsson)

Ligesom andre dele arbejdsmarkedet har det danske Forsvar også problemer med at finde og rekruttere kvalificerede medarbejdere. Esport kan måske være den rigtige vej, for den er god til at opbygge nye former for relationer og fællesskaber.

Også Esport Danmark ser frem til samarbejdet med det danske militær:

”Som forbund ønsker vi at påtage os et samfundsmæssigt ansvar. I et samarbejde med Forsvaret kan vi arbejde struktureret med talent udvikling og samtidig hjælpe vores unge medlemmer til at få en spændende karriere, hvor de kan bruge deres særlige talenter og evner,” vurderer Esport Danmarks formand Thomas Koed….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Stor mellem-vægter fra Samsung