Giv din nye SUV fingeren

Mange flere huller i skærmen

Først fik vi det aflange, rektangulære indhak i skærmen – indført som mode fænomen af Apple med sin iPhone X. I de senere måneder er der så kommet mindre indhak (”notches”) i displayet. Nu er de dråbe- eller tåre-formede.

Det seneste nye er, at mobiltelefonernes skærme skal have et lille hul oppe i det ene hjørne. Det bruges til at lade selfie kameraet skyde billeder igennem – og er alt andet lige – en mere elegant løsning end den brede bjæke i toppen af displayet.

Flere mobilfabrikanter har vist eksempler på de ”hullede” skærme. Både Xiaomi, Samsung med sin Galaxy A8s og Huawei via sit under-mærke Honor med topmodellen View20.

Meget kunne dog tyde på, at Huawei overhaler alle de tre mobiler indenom. Firmaets nye Nova 4 model skal allerede komme på markedet i Kina lige efter nytår – med et lille hul oppe i venstre hjørne af den 6,4 tommer store skærm i Full HD+ kvalitet.

Selvom Huaweis nye Nova 4 måske aldrig kommer til salg på det danske marked, viser den vejen for en stærk modetrend i 2019 – et hul i skærmen til selfie kameraet.

Løsningen med det lille hul får displayet til at dominere telefonens front mere end nogensinde før. Når rammerne samtidig er tynde, kan man virkelig tale om en skærm med en telefon nedenunder – og ikke om en telefon med skærm.

Den anden store attraktion på Huawei Nova 4 er et tredobbelt kamera på ryggen. Det har billedsensorer på 16 MP + 2 MP og lidt sensationelt en tredje på hele 48 megapixel. Dermed placerer Nova 4 sig lige ved siden af sin fætter Honor View20.

Begge skal nok levere rigtigt flotte fotos. Det har Huawei jo tradition for med sin fremragende nye Mate 20 Pro og den lidt ældre P20 Pro, der vurderes som verdens bedste kamera mobil af fotospecialisterne fra DxOMark.

Ligesom Honors View20 er Nova 4 nyheden udstyret med Huaweis egen Kirin 970 processor med kunstig intelligens, 8 GB RAM og mindst 128 GB lager. Styresystemet er Android 9 Pie med Huaweis EMUI brugerflade langt ovenpå.

Huawei Nova 4 er ikke helt så avanceret som den nuværende Mate 20 Pro model. Den har f.eks kun en Kirin 970 processor og en konventionel fingeraftryks skanner på bagsiden. På Mate 20 Pro er skanneren gemt under skærmglasset.

Nova 4 kommer også med Huaweis hurtige opladning, men ikke med fingeraftryks skanneren gemt under selve skærmen som på Huawei Mate 20 Pro. Ét sted må den kinesiske gigant jo spare, så man ikke konkurrerer alt for meget med sig selv og kannibaliserer sit eget marked.

Der er ingen tvivl om, at Huawei, Samsung og Xiaomi varsler en af de store trends, vi vil se på rigtigt mange smartphones i 2019. Muligvis kommer Galaxy A8s, Honor View20 og Huawei Nova 4 aldrig langt uden for det kinesiske marked, men det vil adskillige andre modeller med samme features fra februar, marts og frem.

For interesserede kan jeg lige til sidst nævne, hvad Nova 4 skal koste i Kina. Den dyre udgave med 48 MP kameraet sælges for 3.399 yuan. Det svarer til samme beløb i danske kroner. En billigere version med 20 MP kamera kan kineserne købe for 3.100 yuan…

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Giv din nye SUV fingeren