En grammofon til flere rum

Sony dyr og dejlig

Det er allerede tredje gang på mindre end et år, at Sony nu præsenterer et nyt flagskib til sine Xperia mobiltelefoner. Den nye XZ3 kommer med flere gode forbedringer, men man føler lidt, at Sony står i stampe, når det gælder smartphones. Designet er konservativt – nogle vil sige lidt gammeldags – og der mangler vildt spændende nye features, der kunne få XZ3 til at lyse stærkt op blandt mange konkurrenter.

Mange – inklusive jeg selv – havde f.eks. forventet, at Sony ville tage hele mobilmarkedet med storm ved at indbygge et nyt 48 megapixel kamera i den nye Xperia XZ3. Sony har udviklet den fantastiske billedsensor, men er åbenbart ikke klar til at slippe den løs til det store publikum.

Nu får vi i stedet et 19 megapixel MotionEye objektiv, der ser ud til at være glimrende – for ikke at sige rigtig godt. Men det havde forgængeren XZ2 Premium fra juni også. Til gengæld er selfie skyderen blevet bedre. På XZ3 disker den op med en 13 megapixel sensor.

Sony er specialist i Hi-Fi og professionelt lydudstyr. Det skinner igennem på Xperia XZ3 telefonen.

Sony byder på mange lækkerier til foto- og video-interesserede. Det nye MotionEye kamera har f.eks. kunstig intelligens, video optagelser i 4K HDR kvalitet, super slow motion og en 3D Creator.

Bemærk, at alle disse ting er samlet i et enkelt kamera på ryggen af Xperia XZ3. Næsten alle konkurrenter i prisklassen har mindst et dobbelt kamera – Huawei P20 Pro og den kommende Mate 20 Pro sågar tre.

Designet ligner Sony. Lidt bastant og firkantet sammenlignet med markeds-trenden. Jovist – rammerne omkring den seks tommer store skærm er blevet tyndere – de er nu kun tre mm i siderne – men i top og bund er de tykke og tydelige. Alt i alt virker XZ3 ret stor og tung.

Sonys OLED display er af høj kvalitet. Bedre end hos mange rivaler. De nøjes med Full HD+ opløsning for at spare penge, mens Sony lyser op med Quad HD+ og hele 2.880 gange 1.440 punkter. Bag skærmen ligger Bravia teknologien, som Sony også anvender i sine store tv.

Rammerne i siderne er blevet tyndere, men “pande og hage” er stadig ret tykke på den nye Xperia 3.

Meget klogt har Sony også forbedret lydkvaliteten i sin nye toptelefon. Man er vel en berømt fabrikant af Hi-Fi udstyr og gear til professionelle. XPeria XZ3 skal kunne levere Hi-Res audio og surround via mobilens to front-højttalere. De skal tilmed kunne spille 20 pct. højere end på forgængeren og give mulighed for at opskalere komprimeret musik til næsten high-end kvalitet.

Sonys display ligger gemt bag Corning Gorilla Glass 5, der buer i siderne – lidt i samme stil, som vi har set hos Samsung. Det hele er solidt og selvfølgelig vandtæt. Efter de ret krævende IP65 og IP68 specifikationer for at være præcis.

Lidt mere legesygt er Sonys Dynamic Vibration System. Det får mobilen til at vibrere i takt med musikken eller, hvad der sker i film, video og spil. Man kan vel sige, at telefonen bliver mere dramatisk at bruge.

Mens de fleste konkurrenter nøjes med displays i Full HD+ kvalitet, leverer Sony den flottere OLED skærm i Quad HD+.

Det samme kan man sige om Side Sense, der er betjeningsform, Sony har ”lånt” ideen til fra konkurrenterne hos HTC. Hvis man f.eks. tapper to gange på siden af XZ3, vil telefonen vide, at man vil skifte app og have sine favoritter iblandt dem tændt på skærmen. Man behøver ikke søge efter de pågældende apps eller scrolle skærmen op og ned. Et par små berøringer er nok, og man kan næsten betjene telefonen med kun én hånd.

Den øvrige indmad i XZ3 ser mere ”standard” ud for en toptelefon anno 2018. Det vil sige en Snapdragon 845 processor, 4 GB RAM, 64 GB lager, et batteri på 3.300 mAh og mulighed for trådløs opladning. Styresystemet er Googles helt nye Android 9 Pie.

Sony vil desuden tilbyde forskelligt tilbehør, der matcher den farve, man har købt sin nye Xperia mobil i. Det drejer sig om covers, stande, trådløs dok, hovedtelefoner og headset.

Sonys nye Xperia XZ3 kommer til salg i Danmark fra den 5. oktober til priser omkring 6.000 kroner. Ikke ligefrem billigt….

 

 

 

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En grammofon til flere rum