Lider du af mobil afhængighed?

Ser fremtidens Samsung sådan ud?

Med stort held har Samsung i efterhånden flere år holdt gryden i kog om, at man var på vej med en folde-mobil. Ikke en klaptelefon, som i gamle dage hos Nokia og Ericsson med to separate små skærme. Dem sælger Samsung og LG allerede i pæn stor stil ude i Asien.

Nej. Moderne tiders foldetelefon – eller ”clam shell” på engelsk – skal have et display, der selv kan bøjes eller foldes. Når man klapper mobilen op, skal man sidde med en stor skærm, som kan deles i to.

Spiller man mange online games, kan grafikken så vises på den ene halvdel, mens ens score og andre statistikker står på den anden.

Skærmen i Galaxy F kan fungere som én stor eller som to separate.

Denne feature kan også være praktisk, når man deltager i en videochat. Partnerens billede vises øverst, mens det, man taler om – f.eks et dokument – ses nedenfor. Eller man kan se to samtale-partneres ansigter på samme tid, hvis man deltager i et gruppe chat.

Der er altså mange muligheder i en moderne klaptelefon. Det er fabrikanter, som Samsung eller Apple godt klar over. Men enten tøver de af forsigtighed, eller teknologien er endnu ikke helt klar.

I hvert fald er det indtil videre kun de to kinesiske søsterfirmaer OPPO og Vivo, som rent faktisk har vist klaptelefoner med ét stort display. Eller rettere – det er to separate skærme, der sidder så tæt at de ligner én. Man kan dog stadig se en streg midt i displayet, som deler de to halvdele.

Når Samsungs fremtids-telefon er foldet ud, får man en skærm i det brede 21:9 format, som bl.a. kendes fra biografernes lærred.

Ifølge den unge tyske designer Jonas Dähnert vil Samsung ikke gå i felten med noget halvt. Derfor får Samsungs første ”clam shell” til det globale marked en skærm af det nye OLED materiale, der kan rulles ligesom en folie.

Dähnert har tegnet sit bud på den nye Samsung telefon ud fra tegninger og patenter, som den sydkoreanske skærm-gigant har ladet sive på internet – mere eller mindre bevist. Telefonen er altså ikke ren fantasi.

Design-mæssigt er to ting nye og interessante i forhold til, hvad vi hidtil har set af gæt på klaptelefoner fra både Samsung og Apple. Huawei skal i øvrigt også være på vej.

Galaxy F klapper ikke helt sammen som de klassiske mobiler fra Ericsson, Nokia og Motorola for 15 år siden. Den buer på midten for ikke at skade den sarte AMOLED folie, som skærmen er lavet af.

Den ene ting er, at Jonas Dähnerts telefon ikke folder lige på midten. Den ene halvdel er lidt længere end den anden. Det giver bl.a. Samsung mulighed for at placere selfie kamera og fingeraftryks skanner uden for selve displayet. Det er billigere end at integrere dem eller at skære et uskønt iPhone X indhak i toppen af skærmen.

Den anden nyhed er, at telefonen ikke klapper helt sammen, når den ikke er i brug. Den vil bue på midten og være højere dér end i mobilens top og bund. Årsagen er, at man på den måde helt kan undgå en streg på tværs af displayet. Det er én stor skærm.

Designeren gætter på, at den nye mobil skal have en skærm på 7,3 tommer for at opnå samme antal pixels som på de flade displays på Samsung Galaxy 9 og 9+. Når telefonen er klappet op, vil skærmen være i det brede 21:9 format, som vi kender fra biograferne. Opløsningen vil kunne være 3.360 gange 1.440 punkter. Lad os kalde det Full HD++.

(Alle fotos: Jonas Dähnert / Nieuwe Mobiel)

Jonas Dähnert har offentliggjort sine opsigtsvækkende  forslag i det hollandske online medie Nieuwe Mobiel, hvor jeg har lånt billederne fra til denne artikel. I mobil-mediet fra Amsterdam diskuterer designeren også, hvad Samsung mon ville kalde denne type telefon.

Mange har tidligere gættet på, at det ville være Galaxy X. Et navn, som Samsung aldrig har afvist. X-navnet ville dog være ulogisk, når næste generation Galaxy telefon skal hedde S10. Og X betyder som bekendt 10 på latin.

Så er det meget mere oplagt – argumenterer Dähnert – at klaptelefonen skal hedde Samsung Galaxy F. F for ”foldable”.

Til sidst prisen. Den gætter nok meget realistisk på bliver højere end både Samsungs Galaxy S9 og den helt nye Samsung Galaxy Note 9. Han skyder på 1.500 USD eller 1.249 euro. Det vil oversat til danske forhold være mellem 13.000 og 15.000 kroner….

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lider du af mobil afhængighed?