Facebook får ”time manager”

Alt, hvad der er værd at vide om Note 9

Om syv dage løfter Samsung sløret for sin næste mobiltelefon. Det nye Galaxy Note 9 flagskib, der bliver vigtigere end nogensinde før. Salget af lillebror Galaxy S9 halter nemlig, og Samsung har enormt brug for en succes, inden Apple brager løs med tre nye iPhones den 11. eller 12. september.

Måske er denne lidt panik-agtige holdning grunden til, at langt flere lækager end normalt viser billeder og specifikationer på den nye Samsung. Flere uger før den vises officielt. Det gælder for Samsungs PR-afdelinger om at skabe opmærksomhed, og lidt hemmelighedsfulde leaks er altid godt til den slags.

Jeg har skrevet flere gange her på Leifshows.dk om den nye Galaxy Note 9 toptelefon. Denne artikel bliver en slags opdatering af, hvad der er kommet frem siden – og hvad vi kan forvente at se ved Samsungs store event i Brooklyn, New York den 9. august kl. 17.00 dansk tid.

Lidt skuffende ser det ud til, at Note 9 ”kun” får samme dobbelte kamera som på Galaxy S9+. Samsungs første tre-dobbelte kamera kommer nok først på Galaxy S10 til næste forår.

I det ydre bliver der klare forskelle til ældre Note telefoner. Meget større end, der f.eks. var mellem Galaxy S8 og S9. Netop de alt for små og tydelige forbedringer er en af svaghederne ved Galaxy S9, som Samsung tilmed satte prisen op med 500 kroner på.

Skærmen på Note 9 har samme størrelse som sidste års model – 6.3 tommer. Takket være smallere rammer og en yderligere komprimering af indholdet er det lykkes at gøre Note 9 mindre end forgængeren. Sådan ser det i hvert fald ud. Note 9 er kortere, men har beholdt sin bredde.

Galaxy Note 9 får en traditionel finger-aftryks-skanner på bagsiden. Samsungs længe ventede skanner i selve skærmen venter Samsung tilsyneladende med at præsentere til Galaxy S10 næste forår. 10’eren skal være et brag af en telefon for at fejre jubilæet. Ligesom iPhone X var det for Apple for et år siden.

Samsung vil lancere en ny dobbelt trådløs oplader sammen med Note 9.

Alt efter, hvilket marked Note 9 skal sælges på, udstyrer Samsung sit flagskib enten med Qualcomms velkendte Snapdragon 845 processor eller sin egen Exynos 9810 chip. I Europa bliver det nok sidstnævnte.

Galaxy Note 9 fås i varianter med enten 6 eller 8 GB, ligesom man kan vælge mellem lagerstørrelser på 64, 256 eller hele 512 GB. Batteriet bliver på 4.000 mAh, og kameraerne dobbelte på bagsiden med to gange 12 megapixel sensorer. Den ene linse er meget lysfølsom med en blænde på f/1.7. Selfie skyderen på fronten har også 12 MP og er forsynet med optisk billed stabilisator (OIS) for at undgå rystede billeder.

Som nævnt bliver skærmen den samme som på Note 8. Det vil sige 6,3 tommer i Super AMOLED kvalitet og den fornemme Quad HD opløsning (2.960 gange 1.440 punkter.). Der er Iris skanner, barometer, hjerte-rytme-måler og den obligatoriske S-Pen, som udgør den store forskel til lillebror Galaxy S9.

Samsungs S-Pen er normalt ret anonym i sin sorte farve. Til Note 9 skal pennen også komme i brun, pink og gul. Sidstnævnte ligner en klassisk dansk blyant

Telefonen ser ud til at få tre fysiske knapper. Den ene er en vippetast til volumen, mens de to andre – en på hver side – formentlig er til tænd/sluk og til at aktivere Samsungs digitale personale assistent Bixby. Assistenten kommer her i en version 2, der skal være meget mere konkurrence-dygtig over for f.eks. Googles Assistant eller Apples Siri.

Prisen har der været mange gætterier om. For eksempel at den største version med 512 GB lager vil blive dyrere end selv den store udgave af Apples iPhone X. Som sagen ser ud lige nu, skal man kunne købe Samsung Galaxy Note 9 til priser fra 930 USD. Det er 70 USD billigere end iPhone X. I Danmark kunne det svare til 8.500 kroner, hvor S9+ modellen koster 1.000 kroner mindre….

Til sidst lige en ekstra nyhed, som strider en smule mod, at Samsungs Galaxy Note telefoner er mest til seriøse forretningsmænd, der synes, at tablets er for besværlige.

Hårdnakkede rygter vil nemlig vide, at det avancerede ”Fortnite” spil vil blive vist første gang på en Android telefon – og det vil være Note 9. Samsung skal have sikret sig eksklusivitet på spillet i en kort periode, inden andre også kan købe ”Fortnite” til deres Android mobil….

Note 9 skal være kortere end forgængeren, mens bredden er den samme. Målene bliver 160 gange 75 gange 8,6 mm.

 

https://www.youtube.com/watch?v=NcJLKi62wgU%20

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Facebook får ”time manager”