HomePod er sent ude

Facebook fylder 14 år

Det kunne se ud, som om Facebooks stifter og topchef Mark Zuckerberg er blevet mere viis og selverkendende på sine gamle dage.

Zuckerberg er ganske vist kun 33 år, men har lyder lidt som en ældre mand, når han kigger tilbage på de første 14 år af Facebooks eksistens. For ældre er verdens største sociale medie ikke, selvom det sikkert virker på mange unge mennesker, som om det har eksisteret i hele deres liv.

I et sjældent åbenhjertigt og ærligt blog indlæg skriver Mark Zuckerberg, at han vil bruge fødselsdagen til at reflektere over, ”hvor langt Facebook er kommet siden de første dage i kollegiet på Harvard University, og hvor meget længere det sociale medie skal gå, før det bringer verdens mennesker tættere sammen.”

I den forbindelse fortæller Zuckerberg bl.a, at han undervejs har begået stort set alle de fejltagelser, man kan begå. Dengang han stiftede Facebook, var han 19 år og kendte hverken noget til det internationale internet eller til, hvordan man byggede en virksomhed op med medarbejdere.

I blog indlægget fortæller Facebook bossen om snesevis af tekniske fejl og dårlige deals. Han havde ofte stolet på de forkerte personer og puttet talentfulde mennesker i de gale stillinger:

”Jeg har overset vigtige trends, og jeg har været for sløv til at reagere på andre. Jeg har lanceret produkt efter produkt, der slog fejl,” skriver han.

Men noget må Mark Zuckerberg og hans nærmeste medarbejdere have gjort rigtigt. Meget rigtigt. Facebook har i dag over to milliarder brugere om måneden og har opnået en indflydelse, der er større end mangen etableret nationalstat i verden.

Og det der med pengene har Zuckerberg da også haft en vis tæft for. I det seneste kvartal omsatte Facebook for 79,4 milliarder kroner og gav 26 mia. kroner i netto overskud.

Mark Zuckerberg er blevet en af verdens rigeste og mest indflydelsesrige mænd. Han deltager i Davos topmøder med politikere og erhvervsspidser. Under den tidligere præsident Barack Obama havde Zuckerberg også sin gang i Det Hvide Hus.

Den unge internet-tycoon forklarer, at fejltagelser sker hver dag. Uden dem ville Facebook aldrig have fpet så stor succes: ”Vi vil gøre masser af fejl i fremtiden. De er den eneste vej til at opnå fremskridt.”

Zuckerberg antyder også, at Facebook vil eksistere mange år endnu. Det er ikke et modefænomen, som tænder og slukker igen efter kort tid: ”Vi er kun lige begyndt vores rejse, og vi arbejder hver dag på at kommet et skridt videre. Det fokus har altid været vores særlige styrke. Også i et svært år som 2018.”

Facebook-bossen med kælenavnet “The Zuck” har ret i, at hans virksomhed har nye udfordringer at slås med. Alene Facebooks størrelse kan være et problem. Når man er så stor, har man pr automatik en enorm indflydelse – både kulturelt, politisk og økonomisk. Samtidig har alle i dag en mening om Facebook. Mange negativ bare for at være kritisk.

Megen af kritikken er sikkert rigtigt. Facebook har f.eks. ikke været hurtig nok til at opdage hadsk tale og misbrug, der foregår i det sociale medie. Og især i USA får Facebook klø for at sin manglende evne til at forhindre udenlandsk (russisk) indflydelse på det amerikanske præsidentvalg.

Sådan så en ung Mark Zuckerberg ud, da han stadig studerede på Harvard i 2005.

For at imødegå nogle af disse kritikpunkter lancerede Zuckerberg i januar ændringer i Facebooks nyhedsstrøm. Tilsyneladende for at vende tilbage til rødderne, hvor fokus var på indlæg fra venner og familie – ikke på kommercielle budskaber fra Facebooks annoncører.

For en uge siden kom så meddelelsen om, at Facebook var begyndt at miste kunder. Eller i det mindste, at brugerne ikke gad spendere så meget tid på Facebook, som de tidligere havde gjort.

I løbet af 2017 var antallet af timer, som Facebooks brugere var på besøg, faldet med 50 millioner om dagen. Det  kan lyde af meget, men hvis I deler det op på antallet af brugere, er der kun tale om et par minutter mindre pr. abonnent pr. dag.

Mark Zuckerberg hævder, at han havde forventet, at faldet i brugertid ville ske. Alle ting oplever en vis træthed efter nogle år. Det vigtige er at tilbyde nye funktioner og features, der gør ens produkt lige så interessant og ungt igen, som var det kun tre-fire år gammelt. Ikke 14 år, der gør Facebook til en gamling i internet-tid.

Forsiden på den første Facebook. Der er unægteligt sket en masse siden.

Det bliver spændende at se, hvad Zuckerberg og co har oppe i ærmet. Foreløbig nøjes han med at konstatere, at ”det er vigtigere at hjælpe mennesker med at komme i forbindelse med hinanden end at maksimere den tid, de bruger inde i Facebook.”

Samtidig med Zuckerbergs selv-erkendende fødselsdags-post dukkede så allerede den næste overskrift op, som kan give Facebook forklarings-problemer:

Facebook har nemlig allerede i juli 2016 fået patent på software, der kan bestemme en persons samfundsmæssige og socio-økonomiske status uden at kende i detaljer til vedkommendes lønforhold og formue.

Algoritmen skal på basis af mere generelle informationer, som personer som regel gerne afleverer, kunne opdele dem i ”samfundsmæssigt klasser”. Det kan være oplysninger om f.eks. uddannelse, boligform, internet brug, alder, ægteskabelig status osv.

Her er Facebooks nye patent på en algoritme, der kan klassificere brugere efter social indkomst klasse uden at kende deres løn, formue eller skatteforhold.

Den slags informationer skal Facebooks software kunne filtrere ud af status opdateringer, fotos, likes, kommentarer osv, som man lægger i dette sociale medie. Ud fra dem kan Facebook f.eks. bestemme, om man er arbejdsklasse, middelklasse, overklasse eller segmentere klassedelingen endnu mere fint.

Hvad Facebook vil med denne klassificering af sine brugere?

Jo – det sociale medie vil kunne hjælpe sine annoncører med at levere reklamer, der er endnu mere skræddersyet på interesser og økonomisk formåen, end vi allerede oplever i dag. F.eks. vil en reklame for en luksusbil fra BMW eller Jaguar nok være spildt på en person fra de lavere indkomstklasser.

Facebook og de andre it-giganter som Google, Amazon, IBM, HP eller Apple søger hvert år om tonsvis af patenter – og selvom de får patentet godkendt, er det langt fra sikkert, det nogensinde bliver til en realitet og et produkt.

Det samme kan være tilfældet med Facebooks nye algoritme, der kan bedømme en brugers økonomiske status uden at kende til vedkommendes løn og formue. Men i det mindste viser eksemplet, hvad Facebook sådan teoretisk er i stand til.

Til lykke med de 14 år, Facebook….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

HomePod er sent ude