Razer smartphone for gamere

Tamagotchis fylder 20 år

Hvis I mangler en julegave til et legebarn, der aldrig er blevet helt voksen – sådan typisk mellem 25 og 30 år i dag – har jeg måske en idé.

I år er det 20 år siden, at Tamagotchi’erne erobrede verden og blev et af den elektroniske tidsalders første store succes legetøj.

Utallige børn verden over – også mange i Danmark – blev pludseligt vildt sociale og gjorde, hvad de kunne for at holde liv i et lille virtuelt væsen på en sort/hvid LCD-skærm i en farverig æske, man kunne hænge om halsen.

Japanske Bandai nåede at sælge omkring 83 millioner Tamagotchis, før feberen kølnede af omkring 2005. Et par år senere kom iPhone, og folk fik sig dermed en meget dyrere, men også mere anvendelig gadget.

Nu mener Bandai imidlertid, at vi skal have Tamagotchis tilbage. Fra den 5. november kan fem nye varianter af legetøjet købes igen for at fejre 20-års fødselsdagen.  15 USD eller ca. 100 kroner koster en Tamagotchi anno 2017.

De fremstilles kun i et begrænset antal, så der skal nok blive rift om dem til julegaver. Enten til ens børn, der nok vil kigge undrende på den lille dims, som slet ikke er så avanceret som deres nutidige computerspil. Eller nok snarere til piger og drenge, der er blevet kvinder og mænd, men ikke kan glemme deres yndlings-legetøj fra for 20 år siden.

De nye Tamagotchis er mindre i størrelse end de originale og kaldes derfor for Minis. De fås i seks forskellige farver og mønstre – de samme som i 1997. Hver Tamagotchi enhed indeholder seks karakterer – væsner – ligesom for 20 år siden. Og Bandai pakker sine nye retro gadges ind i papkasser, der er en direkte kopi af de originale.

 

Opgaven er selvfølgelig også den samme: Man skal holde liv i virtuelle kæledyr, der lever inde i den æg-formede gadget. Man skal fodre det, huske at kæle med det, gøre rent efter det, give det medicin når det føler sig dårlig osv. Hvis man glemmer eller ignorerer Tamagotchi’en, bliver den sur og dør i værste tilfælde. Heldigvis er der så fem andre væsner, man så kan passe – medmindre man altså allerede har dræbt et eller flere af dem.

Bandai var en af verdens største legetøjs-fabrikanter, dengang Tamagotchi feberen var på sit højeste. De små animerede figurer blev hovedpersoner i en hel stribe computerspil, og der udkom sågar to Tamagotchi biograffilm. En tredje kortfilm er lanceret i år for at gøre reklame for de nye Tamagotchi Minis.

Ellers har Bandai ikke haft det helt store held med andre projekter. Firmaet har således uden succes forsøgt sig med Tamagotchi versioner til smartphones og til Apple Watch. Om de nye Tamagotchis kan føre Bandai til fornyet rigdom og berømmelse, må de kommende par måneder vise….

Bandai har også forsøgt med et Tamagotchi spil til Apples smart-ur.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Razer smartphone for gamere