Tamagotchis fylder 20 år

Bisecu passer godt på cyklen

Det ligger egentlig lige til højrebenet, at man kan kombinere flere ting i samme gadget – især når det drejer sig elektronik.

Har I f.eks. tænkt på, at en cykellås kan gøres intelligent og samtidig kan løse de fleste opgaver, som man i dag betaler en ekstra cykelcomputer for at løse?

Bisecu kan. Ovenikøbet på en ganske elegant måde, hvor cyklistens smartphone spiller en vigtig rolle. For sådan en har alle jo på sig – ikke sandt?

Bisecu er både en intelligent cykellås og en cykelcomputer.

Bisecu låsen er usædvanlig ved at blive monteret på cyklens forhjul. På navnet for at være præcist. Måske ikke kønt, men effektivt.

Bisecu registrerer nemlig automatisk, at cyklen bliver stillet til parkering, og cyklisten er stået af. Bevæger denne sig nu nogle meter fra cyklen, hvor den trådløse forbindelse mellem cykel og smartphone bliver svagere eller forsvinder, klikker Bisecu låsen, der forhindrer, at forhjulet kan drejes rundt.

Vender cyklisten tilbage, hilser app på mobilen og Bisecu trådløst på hinanden, og låsen åbner igen. Cyklisten behøver hverken at kunne huske en kode eller en finde nøgle frem til låsen. Det hele sker automatisk og trådløst.

Som ekstra sikring medfølger en låse-wire af rustfrit specialstål.

Skulle nogen forsøge at stjæle cyklen, mens ejeren og dennes smartphone er borte, vil Bisecus indbyggede bevægelses-sensorer tænde for en alarm, der udstøder sirenetoner med 100 Db lydtryk. Desuden advares cyklisten på sin mobiltelefon, hvis den er inden for Bluetooth rækkevidde.

Den skarpe læser vil naturligvis indvende, at man jo bare  kan stjæle hele cyklen meget forsigtigt eller kun tage stellet og lade forhjulet med Bisecu alarmen stå urørt.

Ganske rigtigt – i teorien. En tyv skal i hvert fald være meget dygtig for at undgå, at bevægelses-sensorerne aktiveres. Desuden leveres Bisecu med en wire af højkvalitets stål, som man placere i en løkke omkring en lygtepæl, et cykelstativ eller et gelænder. Wiren er i den ene ende forbundet med en sensor i Bisecu låsen, der naturligvis reagerer, hvis nogen forsøger at øve vold på den.

Og nej – jeg har ikke glemt de ekstra funktioner, som jeg nævnte i indledningen, at den smarte Bisecu lås også indeholder.

Det er sensorer, der registrerer alle mulige informationer, når cyklen bruges, og forhjulet drejer rundt: Hastighed, antal kørte kilometer, forbrændte kalorier, bakkers stejlhed i grader, temperatur, luftfugtighed osv.

Alle disse data sendes automatisk og trådløst til cyklistens smartphone (iPhone eller Android), der har Bisecu app’en installeret.

Hele herligheden kan i øjeblikket forudbestilles via Kickstarter til priser fra 89 USD – ca. 575 kroner. Det er 30 pct. under den senere gadepris….

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tamagotchis fylder 20 år