Nej – ikke B&O, men Vifa
Det er ikke svært at se, hvor Vifa fra Skanderborg kunne have hentet inspirationen til sin nye lille bærbare Reykjavik højttaler. 56 kilometer vestpå i Struer – hos B&O og Beoplay A1.
Beoplay A1 og Vifa Reykjavik ligner i hvert fald hinanden forbløffende meget. De fås begge i aluminium og har en læderstrop at bære højttalerne. De er begge trådløse og 360 grader rundstrålende. Prisen er tæt på det samme – med Vifa som den billigste – og både B&O og Vifa har stolte traditioner for at levere rigtig god lydkvalitet. Desuden udstråler begge livsstil og godt dansk design.
Med sine 14 cm i diameter og højde på 6,5 cm er Reykjavik Vifas hidtil mindste højttaler. Det betyder dog ikke, at lyden er lille. Slet ikke.
Indenbords i Reykjavik sidder nemlig to 19 mm dome diskanter af neodyme materiale og en 70 mm basenhed. De drives af en tre-kanals digital forstærker og styres via en indbygget Digital Signal Processor (DSP). Det hele skal kunne dække et frekvensområde fra 62 til 20.000 Hz (+- 3 db).
Reykjavik kan arbejde trådløst via Bluetooth eller via kabel. To enheder kan parres, så man opnår bedre stereo i lydbilledet. Desuden er der mikrofon med støjreduktion, så højttaleren kan bruges som håndfri telefon.
Den nye Vifa vejer 600 gram, og den lidt burgerbox lignende højttaler fås enten i anodiseret aluminium (”Lavastone Grey”) eller med stofbeklædning (Sandstone Grey) leveret af det danske design firma Kvadrat. Dem er Bang & Olufsen i øvrigt også kunde hos.
Alle mine læsere kender B&O, men måske ikke helt så mange Vifa. Så her lidt om virksomheden, der oprindeligt hed VIdebæk HøjttalerFAbrik.
Den blev stiftet tilbage i 1933 og har gennem årtier levet af at være bygge løse enheder af høj kvalitet, som mange kendte fabrikanter brugte i deres Hi-Fi højttalere. Fra 2014 begyndte Vifa at sælge egne trådløse højttalere, der alle er i typisk nordisk design – og opkaldt efter de nordiske hovedstæder.
Vifas elegante Reykjavik højttaler skal koste 1.699 kroner og kan købes fra oktober. Med i prisen følger en praktisk bæretaske og et USB-C laderkabel til det indbyggede batteri….
Ingen kommentarer endnu