Det dyreste legetøj i verden

FBI advarer mod at bruge Kaspersky

De storpolitiske knaster mellem Donald Trump og Vladimir Putin foregår ikke kun ved at smide flere hundreder diplomater ud fra hinandens lande. It-branchen og i sidste ende også folk, der bare bruger en pc, kan også blive berørt.

FBI råder nemlig private amerikanske virksomheder fra at benytte den populære antivirus pakke Kaspersky, fordi den udgør ”en uacceptabel trussel mod den nationale sikkerhed.”

Kaspersky, der ganske rigtigt er russisk, er også populær på det danske marked. Firmaet forbindes normalt ikke med politiske slagsmål, men har koncentreret sig om at udvikle og sælge gode sikkerheds-pakker mod virus og anden malware på computere. Både virksomheder og privatpersoner er Kasperskys kunder i Danmark.

Eugene Kaspersky, der er de russiske virus-jægeres topchef, har naturligvis protesteret offentligt mod FBI’s beskyldninger, som han mener udelukkende bygger på politisk forfølgelse.

Mener FBI, at Kasperskys antivirus pakker også kan bruges den modsatte vej? Så de ikke beskytter, men angriber folks og virksomheders computere.

Situationen er ikke helt ny for Kaspersky, der flere gange tidligere har måttet forsvare sig mod lignende beskyldninger fra USA. Aldrig før har de dog været så direkte, skriver det seriøse amerikanske it-medie Cyberscoop. Det læses primært af topledere inden for it.

FBI oplyser ikke nærmere om, hvad der skal være specielt farligt ved at bruge Kaspersky. Om der f.eks. ligger en skjult overvågning af brugernes pc i den russiske software. Eller om anti-virus algoritmerne måske kan vendes den modsatte vej, så de skader og sletter computernes indhold af vitale data.

FBI’s nye advarsel henvender sig kun til private virksomheder i USA. Det sker som opfølgning på, at Trump regeringen i midten af juli fik fjernet Kaspersky Labs produkter fra en liste over godkendt software, som den offentlige sektor må købe software fra.

Som svar på det skaktræk tilbød Kaspersky USA at offentliggøre den komplette kildekode i sine programmer og apps, så amerikanerne kunne tjekke eventuelle farlige dele selv.

Kaspersky mener, at deres firma og medarbejdere er kommet i klemme i en geo-politisk krig mellem USA og Rusland.

FBI har tilsyneladende ignoreret dette tilbud og har i stedet øget sine advarsler mod at bruge den pågældende software. Amerikanere skal enten lade være med at købe Kaspersky eller slette programmet, hvis de allerede har det installeret på deres pc’er, laptops, smartphones, tablets og servere.

Kaspersky har nu udsendt et officielt statement i USA, hvis oversatte ordlyd er:

”Vores firma og vores medarbejdere har ingen upassende forbindelser med nogen regering overhovedet. Derfor har ingen person eller organisation præsenteret noget troværdigt bevis for offentligheden, der kan støtte de falske angreb mod Kaspersky Lab. Den eneste forklaring synes at være, at det privat-ejede firma Kaspersky Lab er fanget midt i en geo-politisk strid. Vi er blevet behandlet unfair, og vi har aldrig hjulpet eller vil hjælp nogen regering i verden med at udføre cyber-spionage eller offensive internet angreb.”

Leifshows skal ikke gøre sig til dommer over, hvad der er korrekt eller forkert. Jeg må dog konstatere, at internet og computere i stigende grad bliver en vigtig del af moderne storpolitik.

Vi har set det i forbindelse med flere af de store it-nedbrud, som nordkoreanske hackere skal stå bag. Og vi så det under den amerikanske præsident valgkamp, hvor Rusland blev beskyldt for at sprede falske nyheder til fordel for Trump i sociale medier og direkte til USA’s presse.

Nogle læsere husker måske også for et par år siden, hvor telegiganten Huawei var anklaget for at fremstille smartphones, der spionerede til fordel for den kinesiske regering. Den historie skabte også store overskrifter i danske medier, fordi Huawei bygger det kommende 5G mobilnet for TDC….

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det dyreste legetøj i verden