Hitlistens nr. 1 er Spotify

Masser mobilt at glæde sig til

Indtil videre har 2017 været et helt OK år for smartphones, selvom der ikke er lanceret helt så mange nye modeller på det danske marked, som vi plejer at se.

Men 2017 er laaaangt fra slut. Mobilfabrikanterne har flere spændende ting i godteposen. Den bliver åbnet første gang i august, og så får vi nye telefoner peu-om-peu resten af året.

I første halvdel af 2017 har vi især set fremragende nyt i skikkelse af Samsung Galaxy S8, OnePlus 5 og HTC’s U11. For bare at nævne de mest iøjnefaldende nyheder.

Her er en lille liste over efterårets sandsynligvis mest spændende nyheder. Jeg kunne nævne mange flere, men har koncentreret mig om de seks som har relevans for det danske marked. Glæd jer.

 

iPhone 8, sådan som iDropNews forestiller sig, at nyheden vil se ud.

 

Apple iPhone 8

Forventningerne er altid enorme hos mobil publikummet her sidst på sommeren, for så præsenterer Apple snart årets høst i nye mobiler.

Høsten skal være særlig god i år, fordi Apple fejrer iPhonens 10 års fødselsdag. Det gøres med formentlig hele fire nye iPhone modeller.

Størst interesse samler sig om iPhone 8 eller, hvad den nu kommer til at hedde. Navne som iPhone X eller iPhone Edition svirrer nemlig også på internet.

Problemet med iPhone 8 er, at al den nye spændende elektronik gør telefonen meget dyr – formentlig 10.000 kroner – og iPhone 8 kan også blive forsinket af samme grund.

De seneste informationer fra Apple kunne dog tyde på, at iPhone 8 bliver lanceret i september. Den måned, hvor Apple traditionelt løfter sløret for nye smartphones.

iPhone 8 bliver uden tvivl en super-mobil, der vil sætte nye standarder for skærmens kvalitet, telefonens hastighed og de indbyggede kameraer.

iPhone 8 får et dobbelt kamera med en masse nye tricks til Augmented Reality i.

8’eren bliver Apples hidtil største mobil med sit display på 5,8 tommer i OLED teknologi. For første gang hos Apple, men for længst indført hos f.eks. Samsung – der i øvrigt fremstiller den nye skærm for Apple.

IPhone 8 får et nyt og mere markant design, end vi er vant til fra Apples telefoner. Hele forsiden af iPhone 8 vil således være skærm. Slut med brede rammer og separate (fysiske knapper). Touch ID skanneren flyttes nok til bagsiden af telefonen.

Ligesom på den nuværende iPhone 7 Plus kommer den nye 8’er med et dobbelt kamera på ryggen. Det er forberedt for både Virtual Reality og Augmented Reality og kan bl.a. skyde billeder i 3D. Opløsningen holder sig nok på 12 megapixel pr. objektiv.

Andre nyheder i iPhone 8 kan blive indbygget trådløs opladning og mulighed for spændende nye farver, der har en spejl-lignende overflade. Det lyder lidt, som om man skal have handsker på for at bruge sin nye 8’er.

Problemet med iPhone 8 er imidlertid, at telefonen bliver meget dyr – sikkert omkring eller over 10.000 kroner. Desuden har Apple tekniske problemer med at få 8’eren færdig, så måske vi først ser nyheden til oktober, november eller december.

Inden da får vi dog to nye iPhone 7S modeller og en ny lille iPhone SE. Sidstnævnte kommer måske allerede i august for ikke at blive væk i opmærksomheden omkring de større søskende.

 

Note 8 bliver den hidtil største mobiltelefon fra Samsung.

Samsung Galaxy Note 8

For et år siden brændte Samsung bogstavelig talt fingrene – og en masse penge – på Galaxy Note S7 telefonen, som til sidst måtte trækkes tilbage fra markedet.

Den 23. august er Samsung tilbage med afløseren. Note 8 bliver Samsungs absolutte nye flagskib med skærme på enorme 6,4 tommer – og et batteri, der ikke brænder eller eksploderer som på forgængeren.

Note 8 får samme Infinity skærm som på den nuværende bestseller Galaxy S8 – blot større. Opløsningen bliver muligvis peppet op til utrolige 3.840 x 2.160 punkter, hvilket må være alt rigeligt til Virtual Reality og alle grafik-fanatikeres drømme.

Note 8 får et dobbelt kamera på bagsiden, der bl.a. vil tilbyde ægte 3x optisk zoom. Ikke bare digital zoom. Noget, som seriøse fotografer vil elske.

Processoren indenbords bliver enten Snapdragon 835 eller Samsungs egen nye Exynos 8895 – parret med mindst 6 GB RAM. Der vil være iris-skanning til identifikation af brugeren, ligesom den store mobil kan betjenes med en S-pen.

Forventet prisniveau? Nok ikke langt fra Apple iPhone 8. Smartphones har det med at blive dyrere og dyrere i disse år.

 

Googles Pixel 2 kommer forhåbentligt til Danmark.

Google Pixel 2

Første generation af Googles egen Pixel luksus-mobil nåede aldrig danske butikker. Telefonerne var ganske enkelt udsolgt fra fabrikken, så Google koncentrerede sig om at mætte efterspørgslen fra hjemmemarkedet i USA.

Forhåbentligt har Google bestilt et større antal på fabrikkerne i Asien, så de nye Pixel 2 og Pixel 2 XL også kommer til Europa efter premieren i oktober. Efter sigende er det sydkoreanske LG, der bygger Pixel 2 for Google – ikke som tidligere HTC på Taiwan.

Pixel 2 følger moden og reducerer rammerne omkring displayet til et minimum. Man vil kunne vælge mellem skærme på 5 og 6 tommer i størrelse – begge i Quad HD kvalitet på 2.560 x 1.440 punkter.

Traditionelt kommer Google før alle andre med nye processorer og styresystemer. Det bliver nok også tilfældet, når Pixel 2 får Qualcomms helt dugfriske Snapdragon 836 ombord plus Android 8, der også hedder Android 0.

De nye Google smartphones bliver vandtætte, og efter sigende følger de Apple og dropper det traditionelle hovedtelefon stik. I stedet må man bruge trådløse øretelefoner eller en adapter til USB-C stikket.

 

Huawei Mate 10 skal være verdens stærkeste smartphone.

Huawei Mate 10

Huawei vil ikke længere fremstille billige mobiltelefoner. Fremtiden for Kinas største smartphone fabrikant ligger i den dyre ende.

Ifølge Huawei bliver firmaets kommende Mate 10 verdens stærkeste smartphone. På flere vigtige områder skal den overgå den nye iPhone 8 med flere længder.

Ikke meget er slupper ud om Huaweis nye flagskib, der præsenteres den 16. oktober ved et event i München. Dog ved vi, at Mate 10 får Huaweis seneste nye processor Kirin 970, 8 GB RAM, kameraer fra tyske Leica og et enormt batteri på 4.900 mAh med Huaweis Smart Charge 3.0 lyn-oplader

Begge nye topmodeller får store skærme næsten uden rammer. Mobilerne vil føles, som om hele forsiden er én stor skærm. Helt uden fysiske knapper. Fingeraftryks skanner og hjem-knap vil således blive integreret i selve displayet.

Mate 10 får Huaweis seneste nye processor Kirin 970, 8 GB RAM, kameraer fra tyske Leica og et enormt batteri på 4.900 mAh med Huaweis Smart Charge 3.0 lyn-oplader.

Ifølge nyhedstjenesten iGeekPhone får Mate 10 en skærm på 5,9 tommer og hele fire kameraer. På fronten sidder en dobbelt selfie skyder med 12 og 8 megapixel objektiver, mens hovedkameraet på ryggen får en 16 MP farve sensor og en sort/hvid på 23 megapixel. Alle kameraer er fremstilllet i samarbejde med tyske Leica.

 

Essential Phone er elegant og spændende.

Essential Phone

Essential har været sommerens mest omtalte telefon i USA. Både for sine positive sider som f.eks. et meget flot design, men også for de negative:

Mobilen er forsinket gang på gang, så ingen kunder har fået den i hånden endnu. Alligevel har Essential været ude og love, at telefonen også kommer til Europa fra efteråret.

Essential er skabt af Googles med-grundlægger Andy Rubin, hvilket naturligvis har været med til at skrue forventningerne i vejret. Ikke mindst i USA, hvor Essential nærmest er hypet som iPhone 8.

Mest iøjnefaldende ved Essential er skærmen på xxx tommer, der fylder hele telefonens front. Skærmen omkranser selv selfie-kameraet. Det er nyt i forhold til andre smartphones. Essential er pakket ind i en kombination af titanium og keramik, der skal gøre telefonen ekstra holdbar.

Indenbords sidder en Snapdragon 835 processor med 4 GB RAM og 128 GB lager. Kameraerne er et dobbelt på ryggen med 2 x 12 megapixel, mens selfie skyderen har en 8 megapixel sensor. Det er der ikke så meget nyt i.

Det er der til gengæld i en magnetisk konnektor, som gør det muligt at klikke forskelligt ekstra udstyr på Essential. I første omgang er det et 360 graders kamera og en smart Home Hub. Det er en blanding af en oplader, docking station og trådløs central til at styre hjemmets øvrige enheder på tingenes internet som f.eks. alarmer, tv, køleskabe, termostater, garageport åbnere osv.

I USA skal Essential koste 600 USD – det er midt imellem en iPhone 7 og en iPhone 7 Plus. Det bliver nok også prisen i Danmark.

 

Nokia 8 bliver det traditionsrige mærkes nye topmodel.

Nokia 8

Nokia har fået masser af opmærksomhed i første halvår af 2017. Blot er det begrænset, hvor mange af de lovede nye smartphones der rent faktisk er kommet på det danske marked.

De mindre Nokia nyheder som model 5 og 6 i mellemklassen er så småt dukket op i bl.a. Telenors butikker, men vi mangler topmodellen Nokia 8. Den kommer så nok i september.

Nokia 8 byder på en 5,3 tommers skærm i Quad HD kvalitet og en Snapdragon 835 processor med 4 eller 6 GB RAM. Telefonen har desuden et dobbelt kamera på 13 megapixel, som tyske Carl Zeiss skal have hjulpet med at lave.

For nylig kom en skandinavisk forhandler ved en fejltagelse til at lække pris og farver på Nokia 8. Telefonen vil kunne fås i bl.a. blåt stål, gylden/blå og gylden/kobber. Prisen vil ligge omkring 590 euro – ca. 3.800 kroner.

Andre nye telefoner

I forbindelse med den store IFA udstilling for underholdnings-elektronik, der holdes i Berlin i begyndelsen af september, vil vi nok se endnu flere efterårs-nyheder på den mobile front.

Sony er f.eks. på vej med en ny Xperia XZ1 model, der kører med Snapdragon 835 processor og 4 GB RAM. Allerede Sonys toptelefon nummer to i 2017.

LG, som vi ser alt for lidt til i Danmark, har den nye V30 på vej. Den har premiere på IFA 2017 i Berlin og kommer med en Snapdragon 835 processor og et super-lysstærkt kamera på f/1.6.  Skærmen bliver på 5.8 tommer, og muligvis dropper LG det lille ekstra display bånd på fronten, der altid er tændt og f.eks. viser klokke, vejrudsigt, musik nummer eller notifikationer om emails, kalender, sms, opkald osv.

Lenovo ventes også at præsentere nye topmodeller – både under eget navn og med Motorolas logo på fronten.

Endelig bliver det spændende at se, om flere af Kinas andre store mobilfabrikanter omsider slår hul på det europæiske marked til efteråret. Navne som Xiaomi, Vivo, OPPO og Meizu har hidtil holdt sig til hjemmemarkedet, men det er gået i stå salgsmæssigt, så eksporten lige pludseligt er blevet meget mere interessant for kineserne….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hitlistens nr. 1 er Spotify