Retro lyd helt moderne

WannaCry fandt huller i Windows XP

De senere dages voldsomme virus-angreb mod 200.000 computere i 150 lande afslørede, at forfærdeligt mange ikke har opgraderet deres it-systemer.

WannaCry angrebene sigtede nemlig især mod det aldrende Windows XP system fra 2001, som Microsoft stoppede med at levere sikkerheds-opdateringer til i 2014.

Trods sin høje alder er Windows XP stadig verdens tredjemest populære styresystem. Mere udbredt end f.eks. Apples MacOS.

Ifølge analyse-firmaet NetMarketShare kørte omkring syv procent af alle pc’er på denne klode med Windows XP så sent som i april i år.

WannaCry er i sin oprindelige form stjålet fra den amerikanske efterretnings-tjeneste NSA, hvor den formentlig skulle bruges til ”cyber krig” mod andre, fjendtlige lande og organisationer.

I de nye udgaver er WannaCry forvandlet til skadelig software, der tager pc’er og programmer som gidsel. Den krypterer indholdet til ukendelighed og forlanger i gennemsnit 300 USD for at genåbne til brugerens data. Deraf navnet ”ransomware”.

WannaCry sætter dog også et lysende rødt alarm-skilt ved den kendsgerning, at it-ejere har været alt for sløve til at opgradere til nyere udgaver af Windows.

Kun hver fjerde pc (26,3 pct) kører i dag med Microsofts nyeste Windows 10, mens kongen af styresystemer er det otte år gamle Windows 7. Ifølge NetMarketShare sidder Windows 7 på 48,5 pct. af verdens pc’er. Altså næsten halvdelen.

I den sammenhæng er Apple meget lille. MacOs styresystemet til Macintosh har kun en markedsandel på 3,2 procent.

Hvis man vil føle sig nogenlunde sikker mod WannaCry og andre former for malware, skal man ikke kun opgradere sit styresystem til nyeste version.

Det er også en meget god idé at installere et godt anti-virus-program – og så i øvrigt huske at opgradere det til nyeste status. Næsten hver dag kommer der nemlig nye filtre, som stopper nye virus-angreb….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Retro lyd helt moderne