Til de smarte på indkøb

TikTok har nu to milliarder brugere

Efterhånden burde alle Leifshows’ læsere vide, hvad TikTok er for en størrelse. Den kinesiske app til optagelse og deling af små videoer og musik-indlæg, som teenagere verden over elsker højt og inderligt, mens den amerikanske hær hader den.

Her i påsken passerede TikTok over en milliard downloads fra Googles Play butik. Dertil skal lægges et ukendt antal hentninger i Apples App Store og til kinesiske Android telefoner, der ikke registreres hos Google.

Alt i alt er der vel tale om to milliarder brugere på globalt basis. Det vil gøre TikTok til verdens næst-største app efter Facebook. Sidstnævnte har omkring 2,6 milliarder medlemmer.

TikTok blev først lanceret for alvor internationalt i august 2018, da app’en blev fusioneret med den amerikanske Musical.ly. Inden da var TikTok mest kendt i sit hjemland Kina, hvor app’en hedder ”Douyin”.

Over en milliard mennesker har nu downloadet TikTok via Googles Play Store. (Skærmbillede; Google)

Hvis man følger de kinesiske sociale medier, kan man se, hvor utroligt populær TikTok er hos børn og teenagere. Den lever højt på, at karaoke er meget udbredt ude i Asien. Med muligheden for at optage og dele egne små sang-indlæg og videoer kan TikTok godt minde om en mini-udgave af de voksnes sing-along karaoke.

Alene amerikanerne har downloadet TikTok110 millioner gange. 60 procent af app’ens daglige aktive brugere kommer fra USA, hvilket har fået Det Hvide Hus og de amerikanske myndigheder til at blive nervøse. TikTok er jo kinesisk ligesom Huawei, som det er lykkes for USA at bandlyse.

Sidste efterår slog de amerikanske senatorer Tom Cotton og Chuck Schumer alarm. De mente, at TikTok kunne være en national sikkerheds-risiko, fordi programmet indsamlede brugerdata. De kunne så sendes til Kina, vurderes og lagres dér.

Siden har det amerikanske militær og flere andre offentlige myndigheder forbudt deres ansatte at have TikTok liggende på de smartphones, som deres arbejdsgivere betaler.

TikToks stifter Zhang Yiming er nu 113 milliarder kroner værd. (Foto: ByteDance)

 

TikToks ejere, softwarehuset ByteDance i Beijing, svarede forleden, at alle indsamlede brugerdata udelukkende bliver lagret på servere i USA. Det har dog ikke beroliget Kina-kritiske politikere i Washington DC.

Også i Danmark finder TikTok flere og flere tilhængere. Ikke mindst i disse Corona-isolerede tider, hvor mange mennesker har ekstra tid til at lege med deres iPhone/iPad eller Android telefon og tablet.

Sidste sommer kravlede TikTok ind på en ottende-plads over de mest downloadede apps hos teleselskabet 3. Målte man i dataforbrug lå TikTok helt oppe som nummer tre.

Facebook, Google og Snapchat kan selvfølgelig godt mærke TikToks ånde i nakken og forsøger at komme med et modtræk. Ikke mindst fordi TikTok er ved at udvikle sig til et ”rigtigt” social medie, hvor annoncører kan købe reklamer og betalte indlæg.

I begyndelsen var det mest børn, der brugte TikTok. I takt med den stigende popularitet er også store teenagere og folk i tyverne kommet med. (Foto: Harry Cunningham / Unsplash)

 

Facebook ser TikTok som en trussel for Instagram, hvis typiske brugere er mellem 16 og 24 år. Det er også den aldersgruppe, hvor TikTok vokser stærkest. I Vesten er TikTok entusiasten i gennemsnit ældre end i Kina.

Google pusler tilsvarende med en ny feature til korte videoer på YouTube. Den skal komme til efteråret under navnet ”YouTube Shorts” og være et direkte svar på TikTok.

Mens al den ballade har stået på og givet TikTok ubetalelig reklame klatrer stifter og ejer af softwarehuset ByteDance – Zhang Yiming – op ad listen over verdens rigeste i tech-industrien. Lige nu er han nummer 15 med kendisser som Bill Gates fra Microsoft og Jeff Bezons fra Amazon foran sig.

Zhang Yiming skal være god for 16,2 milliarder US dollars lige nu. Det er ca. 113 milliarder kroner. Man kan også visualisere beløbet ved at fortælle, at Zhang har tjent 16 dollars pr. download af den gratis TikTok app fra Googles Play Store….

(Indledningsfoto til artiklen: Weib

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Til de smarte på indkøb