Her holder de mest øje med os

Rå power til mobile spil

(Foto: Asus)

Denne uge midt i sommerferien er rigtig god for alle dem, der gerne vil købe en ny smartphone, som er specielt tunet til computerspil.

For et par dage siden lancerede Lenovo sin opsigtsvækkende Legion mobil, der disker op med krøfter som en hel spille-pc. Bare i meget mindre fysisk format.

Nu følger Asus lige efter med en ny tredje generation af sin stor-sælgende ROG Phone. De tre store bogstaver står for ”Republic Of Gamers.”

Udefra ligner Asus ROG Phone 3 sin forgænger. De store fremskridt er sket indendørs:

Telefonen har fået 5G, så den kan udnytte de kommende, superhurtige mobilnet. Og den rummer den helt nye Snapdragon 865 Plus motor, der er den hurtigste processor, man vil se i en Android telefon i år.

Skærmen har samme størrelse som på forgængeren: Et 6,59 tommers AMOLED display i Full HD+ kvalitet – 2.340 gange 1.080 punkter. Men hurtigere er den blevet.

Nu er den på 144 Hz, hvilket betyder, at skærmbilleder bliver udskiftet 144 gange i sekundet. Det giver mere flydende afspilning af videoer og avancerede spil. Det er over dobbelt så hurtigt som på en almindelig mobil med 60 Hz display.

Displayet kan vise dynamiske billeder helt op til HDR10+ – og som noget ret sjældent: Skærmen har fået skriftlig garanti fra det tyske TÜV Rheinland, at den flimrer meget svagt og udsender en lav grad af blå stråler, som ikke er sunde. TÜV svarer til det danske bilsyn, men tester mange forskellige apparater – bl.a. tv.

(Foto: Asus)

Standard er enorme 16 GB RAM og 512 GB lager. Dertil kommer Wi-Fi 6, der sikrer ekstrem hurtig overførsel af data i et trådløst netværk. Det er specifikationer, som får en til at tænke på en moderne laptop – ikke en ”lille” smartphone.

Batteriet er igen 6.000 mAh, hvilket allerede var meget stort for et år siden, da Asus ROG Phone 2 kom på markedet. 6.000 mAh er 50 procent større end på de fleste andre nye mobiler her i 2020.

Batteriet kan oplades hurtigt med 30 watt, men kun via kabel. Asus har åbenbart ikke ment, at trådløs opladning er relevant for målgruppen til ROG Phone.

Helt anderledes er også placeringen af USB-C stikket til opladning. Det sidder ikke som normalt i bunden af telefonen, men i siden.

(Foto: Asus)

Det viser, at ROG Phone 3 nok vil blive brugt mest i horisontal stilling. Her ville et kabel så sidde i siden og genere den ene hånds hurtige bevægelser i spillet.

Selvfølgelig har den nye telefon indbygget GameCool ”køleskab”. Både telefonens processorer og spilleren selv skal holde hovedet koldt, når action er heftig på skærmen.

Er den interne køling ikke effektiv nok, kan man købe en ekstra blæser, der klikkes på på ydersiden. Den rummer også et hovedtelefon stik. Selve telefonen kommer uden.

Asus regner med, at folk i dag bruger trådløse øre- og hovedtelefoner. Hvilket absolut ikke er korrekt, når det drejer sig om seriøse gamere og e-sportsfolk. De foretrækker lukkede hovedtelefoner eller headsets.

Gamerne kan også godt lide ”AirTriggers”. Det er sensorer ude i telefonens hjørner, som kan bruges som controller knapper. Hos Asus kan de nu arbejde med både fysiske tryk og ”swipe” bevægelser hen over dem.

Kameraerne i ROG Phone 3 er forbløffende gode for en gamer-telefon, hvor fotos formentlig vil komme i anden række.

På ryggen af mobilen sidder er hoved-objektiv på 64 megapixel (MP), der assisteres af en vidvinkel på 13 MP og en dybde-sensor på 5 MP til Bokeh effekter. Selfie-skyderen på fronten rummer en 24 MP billed-sensor.

Endelig har Asus forbedret den spil-relaterede software yderligere, som er lagt ind som et ekstra lag oven på Android 10 styresystemet. Modifikationerne omfatter bl.a. spil-statistikker og en hurtigere skærm-optager.

Asus siger, at ROG Phone 3 kommer på markedet i september. En dansk pris kendes endnu ikke, men internationalt koster den kraftige spil-mobil fra 900 US dollars. Det er knap 6.000 kroner….

 

(Foto: Asus)

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Her holder de mest øje med os