Her er Microsofts nye Windows 10 S

Nu bliver Microsofts bærbare rigtigt lette og lækre

Apple har længe siddet solidt på den danske trone for mindre laptops. Især hos det yngre publikum er MacBooks meget udbredte.

Men måske Apple snart får brug for at kigge sig over skulderen en ekstra gang. For dér bagved nærmer sig Microsoft med en ny bærbar pc, der kan gøre rigtig ondt på Apples MacBook salg.

Den nye Microsoft Surface Laptop disker op med et smukt ydre, højere ydelse og lavere priser end Apple. Dertil kommer Microsofts nye Windows 10 S, som virker meget lettere end det normale, ret tunge Windows.

Officielt har Microsoft udpeget de små og billige Chromebooks som dem, den nye Surface Laptop skal jage. De er især meget populære i USA, hvor de har gjort et stort indhug i skolemarkedet – en af Apples stærke bastioner gennem årtier.

Chromebooks er dog ikke særlig udbredte i Danmark. Det er MacBooks til gengæld. Så herhjemme vil mange nuværende Apple-brugere nok give den nye Microsoft Surface Laptop et ekstra kig. Her får man nemlig rigtig meget for pengene sammenlignet med Macbooks.

Surface Laptops er først og fremmest elegante. Superslanke og lette. Desuden fås de i fire spændende farver og sågar tastaturer peppet op med Alcantara læder. Det kan ikke andet end blive et hit hos mode-bevidste danskere – måske især af hunkøn.

Microsofts nyhed vejer kun 1,25 kilo med en 13,5 tommers PixelSense touch skærm. Rammen omkring skærmen er meget tynd og får laptoppen til at virke endnu lettere og futuristisk strømlinet.

Ydelsesmæssigt ligger den nye Microsoft laptop pænt over Apples MacBooks – og den udmanøvrerer Chromebooks med flere længde.

Microsoft tilbyder Surface Laptop med de nyeste Intel Core i5 og i7 processorer. De kommer uden traditionel harddisk – i stedet foregår størstedelen af aktiviteten i skyen – på internet.

De mindste modeller har i5 processor, 8 GB RAM, Intel HD grafik og op til 256 GB SSD disk. De større udgaver har den stærkere i7 processor, 16 GB RAM, op til 512 GB SSD og avanceret Intel Iris Plus grafik.

Alle Surface Laptops kommer med indbyggede Omnisonic højttalere med Dolby Audio Premium lyd og hele to front-rettede kameraer. Det ene er til sign-in med Windows Hello ansigts-genkendelse – det andet har 720 punkters kvalitet til f.eks. Skype video opkald.

Styresystemet på Surface Laptop er Microsofts helt nye ”slim-line” Windows 10 S.

Det har alle de mest anvendte Windows funktioner og vil virke mindre tungt at arbejde med end f.eks. Windows 10 Pro. Bl.a. skal det kun tage 15-20 sekunder at starte sin laptop op.

Windows 10 S kan dog kun arbejde med særligt ”ned-droslede” versioner af Windows programmerne – og de kan udelukkende købes i Microsofts Online Store.

 

 

Microsofts populære Office pakke er blandt de første apps, man kan få til Windows 10 S. Til gengæld fås browsere som Chrome eller Firefox ikke. Her må man klare sig med Microsofts egen Edge browser.

Vil man helst arbejde med den fulde Windows 10, kan det sagtens lade sig gøre. Den nye Surface Laptop er nemlig stærk nok til kunne håndtere det tungere styresystem. En opgradering til Windows 10 Pro koster dog ekstra.

Microsoft Surface Laptop kan forudbestilles fra i dag til priser fra 8.799 kroner for i5 modellerne, mens i7 udgaverne koster fra 13.999 kroner. Levering vil ske fra midten af juni….

https://www.youtube.com/watch?v=74kPEJWpCD4%20

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Her er Microsofts nye Windows 10 S